Annonce
OB

OB-træner: Fodbold når det er værst

OB-træner Jakob Michelsen (tv.) siger tak for kampen til Brøndbys træner Martin Retov. Foto: Nils Svalebøg
Jakob Michelsen svarede undvigende på, om OB mangler en måltyv.

FODBOLD: OB-træner Jakob Michelsen stirrede ærgerligt op mod himlen, da han havde hilst på de fynske fans efter slutfløjtet.

- -Det var fodbold, når det er værst. Det er en hård skæbne. Er noget fortjent i fodbold, så havde vi fortjent mere. Vi spiller en god første halvleg og det er misvisende, at vi er bagud efter en tvivlsom situation. Efter pausen brænder vi en stor chance og laver en personlig fejl.

- Mangler I en målscorer?

- Vi er det klart bedste hold i dag. Men vi skal bruge mange chancer for at score vores mål. I den statistik topper vi foran de andre hold. Når vi brænder så mange store chancer, har det tre årsager: Dygtighed, marginaler og held. Det ligger mellem kvalitet og marginaler, og det skal vi arbejde videre på. I et mesterskabspil er skarpheden afgørende, for der kommer ikke så mange chancer, sagde Michelsen og tog på tre ugers ferie.

OB-truppen mødes igen mandag den 17. juni i Ådalen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce