Annonce
Odense

Nyt navn og lille plus på bundlinjen

Kai Holm, formand for Fyns Tennis Union, har været en af initiativtagerne til det samarbejde mellem odenseanske tennisklubber, som nu har overtaget driften af Odense Tennis Center. Foto: Michael Bager
Frivillig arbejdskraft er især årsagen til, at økonomien i tenniscenter er kommet i balance.

Før hed det Marienlyst Tenniscenter og var drevet af Boldklubben Marienlyst. I dag er navnet ændret til Odense Tennis Center og drives af tennisklubber i byen i forening. Og desuden er et minus i regnskabet vendt til et lille plus.

Kai Holm, formand for Fyns Tennis Union, sidder med som sekretær bestyrelsen for Odense Tennis Center, og han har været en af de drivende kræfter i etableringen af den løsning, hvor tennisklubberne i fællesskab overtog driften fra Boldklubben Marienlyst. Det skete med virkning fra i sommer.

Spørger man ham, hvorfor driften i tenniscentret nu er kommet i balance, giver han først og fremmest den forklaring, at det skyldes masser af frivillig arbejdskraft.

- De kæmpe lønudgifter, de andre (Boldklubben Marienlyst, red.) havde, dem har vi ikke. Hverken til administration eller til rengøring. Alt er baseret på frivillig arbejdskraft, siger han.

Ifølge Kai Holm er belægningsprocenten - altså andelen af timer, hvor tennisbanerne er udlejet - øget en smule, men ikke meget, siden tennissporten tog over.

- Men belægningsrprocenten var også fin før. Det har efter vores opfattelsen aldrig været det, som var problemet, siger han.

I 2019 forventer Odense Tennis Center et overskud på cirka 50.000 kroner. Og det til trods for, at der også er blevet investeret i en leasingaftale for ny belysning i hallerne.

Holder det i længden at køre det hele baseret på frivillig arbejdskraft?

- Det holder. Jeg og et par andre stykker har brugt meget tid på det, men det holder. Det kan vi sagtens. Jeg vil sige, det selvfølgelig er ærgerligt, man ikke kan drive det kommercielt, men det kan godt lade sig gøre på den her måde.

- Det, at vi gør det frivilligt, har også bevirket, synes jeg, at et par af klubberne pludselig føler mere engagement i det. Og i sidste ende er klubengagement en stor del af det.

Rådmand for by- og kulturområdet i Odense Jane Jegind (V) er lettet over, at tennissporten indtil videre har leveret på sit løfte om at kunne få tenniscentret til at løbe rundt.

- Det er glædeligt at se, at tennissporten får rettet op på de her ting. Man må bare konstatere, at Marienlystcentret ikke har kunnet løfte opgaven, siger hun.

Annonce
Selv anlægget med seks indendørs baner har fået masser af ros. "Flotte tennisbaner i imponerende omgivelser", skrev Tennisavisen, da hallerne blev indviet i 2014. Foto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce