Annonce
Danmark

Nyt lovforslag: Børn skal kunne nægtes konsulær hjælp

Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Ikke kun voksne, men også danske børn under 18 år i konfliktzoner, kan miste retten til konsulær bistand.

Regeringen vil med et nyt lovforslag kunne afvise konsulær bistand til danskere, der opholder sig i konfliktzoner som Syrien.

Restriktionen skal ikke kun gælde voksne, men kan i nogle tilfælde også ramme børn under 18 år. Det skriver Politiken.

I forslaget står der ifølge avisen, at der ikke er "noget til hinder" for, at udenrigstjenesten afskærer eller begrænser bistand til personer under 18 år.

Det gælder, hvis der er grund til at antage, at personerne "har deltaget i eller har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden".

Der skal dog mere til for at nægte børn konsulær bistand end voksne.

Således vil det ikke være tilstrækkeligt at omfatte et barn af bestemmelsen, hvis barnet er blot rejst ind eller har opholdt sig i et konfliktområde "uden anerkendelsesværdigt formål eller tilladelse".

Til gengæld mister barnet eller den unge retten til konsulær bistand fra Danmark, hvis vedkommende har deltaget i eksempelvis våbentræning.

Professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet finder ikke lovudkastet entydigt.

- Det foreslåede kriterium for, hvem der skal afskæres fra konsulær bistand, er meget uskarpt. En administrativ beslutning om, hvem der er omfattet, kan blive temmelig vilkårlig.

- Det kan for eksempel være svært at få klarhed over, om en person har befundet sig i en afgrænset konfliktzone, siger han til Politiken.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har dog ingen betænkeligheder ved lovforslaget. Han påpeger over for Politiken, at det kun er i "helt særlige tilfælde efter individuel og konkret vurdering", at børn kan nægtes hjælp.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce