Nysgerrig efter alt teatrets væsen

"NicolAi". Sådan præsenterer Nicolei Faber, sceneinstruktør på Værkstedets ny forestilling, "Døden kører Audi", sig. Endda lige inden første spørgsmål falder: Nemlig hvordan e'et i hans fornavn udtales.

- Alle spørger, og jeg var 33 år, før jeg tog mig sammen og spurgte min mor, hvorfor jeg af alle Nicolai'er lige skulle stave mit fornavn med e. Jeg fik en meget lang sms om, at mor faktisk havde ment, navnet blev stavet sådan. En præst blandede sig, men nu stod familien med min søster i spidsen stædigt fast, som kun en arbejderfamilie som min kan gøre. Derfor, siger Nicolei Faber.

Onsdag 10. februar er der verdenspremiere på hans bearbejdelse af iscenesættelsen af den prisbelønnede forfatter Kristian Bang Foss' bog.

- Det er første gang jeg arbejder på Odense Teater, og det er fantastisk, at de tænkte på mig og min sceniske nysgerrighed, siger han, der kalder den ny forestilling for en scenisk roadmovie.

- Nysgerrigheden efter teatret og alt teatrets væsen kom først på Glamsbjerg Fri- og Efterskole. Jeg er fra Vejle og som sagt fra et arbejderhjem, og vi gik ikke sådan i teatret. Jeg ville i min søgen efter livet frygtelig gerne være fodboldspiller. Da jeg kom på efterskole, meldte jeg mig til teaterlinjen, og det var kun for at overvinde min medfødte sceneskræk, fortæller Nicolei Faber.

- Et efterfølgende teaterkursus gav mig det kick, som sparkede fodbolden helt ud af banen. Jeg var nysgerrig og følte mig klar, da jeg til min egen forbavselse kom ind teaterskolen GITIS Scandinavia, der har rod i det russiske teater og Stanislavskijs læresystem, i første hug. Senere var der en, som mente, jeg skulle prøve at blive sceneinstruktør, og jeg kom direkte ind igen. Hvor heldig kan man være, smiler Nicolei Faber.

Det var nok mere end held. I hvert fald vandt hans instruktørdebut, en verdenspremiere på "Beton" på Aalborg Teater, en Reumert som "Årets forestilling".

- Jeg har fra bog til scene zoomet ind på højdepunkterne i "Døden kører Audi". Bogen er skrevet som erindringsbog, og jeg har beholdt, at skuespillerne indimellem fortæller handlingen videre. Det er en fantastisk bog. Den er meget morsom, og indeholder en masse genkendeligt for publikum i hverdagens absurde ting og venskab mellem modsætninger, siger han.

Venskaber i en verden, der mange gange er grotesk.

- De medvirkende og jeg har sammen omkring denne sceniske roadmovie selv været på en rejse, hvor vi har forsøgt at få hverdagens genkendelige ting og det groteske til at balancere. Opgaven i Odense opfylder den utålmodige nysgerrighed, jeg har i mit teaterarbejde. At få opgaver, hvor jeg skal lave en masse research og dermed selv lære en masse, er det bedste jeg ved, siger Nicolei Faber, der i fremtiden også gerne ville kaste sig ud i nyfortolkninger af klassikere af Shakespeare eller Tjekhov.