Annonce
Erhverv

Nyd det – de rekordlave renter er helt naturlige

Thomas Bernt Henriksen. PR-foto

Midt i sommerens konverteringsbølge er der med sikkerhed mange danskere, som kniber sig i armen over deres held.

Tænk at kunne sikre sig en fast boligrente på sølle én procent i 30 år.

Ikke underligt, at realkreditten i disse dage taler om muligheden for den største konverteringsbølge i 22 år. Der er så travlt i realkreditinstitutterne, at Nykredits topchef for et par dage siden ligefrem var ude at opjustere forventningerne til indtjeningen i realkreditgiganten.

Så hvad er det, der foregår?

En af de mest interessante og tankevækkende analyser fra nationalbankdirektør Lars Rohdes økonomer i Nationalbanken giver svaret. Analyser fra Nationalbanken bliver næppe nogensinde det oplagte bud på sommerlitteratur, men hvis man i øvrigt går op i sit realkreditlån, så kan man med fordel klemme ”Den naturlige realrente i Danmark er faldet” ind mellem Adler-Olsens ”Offer 2117” og Krause-Kjærs ”Mørkeland”.

Det enkle budskab i Nationalbanken analyse er, at de rekordlave renter hverken er usædvanlige eller overraskende.

Det giver således god mening at renterne er meget lave, når vi herhjemme er blevet dårligere til at skabe ny velstand, når stadig flere både i Danmark og den rige verden sparer op til alderdommen og når også kineserne sparer langt mere op end de investerer (og derfor køber blandt andet danske obligationer).

Nationalbanken regner sig frem til, at den naturlige realrente – den faktiske rente fratrukket inflationen – lige nu er på minus to procent. Ja, minus to procent.

Man bliver belønnet for at låne og straffet for at spare op.

Rohde og Nationalbanken er med sikkerhed tilfredse med, at analysen nu spredes i offentligheden.

Både herhjemme og internationalt er der en heftig debat om, hvorvidt centralbankerne med både negative renter og alternative pengepolitiske værktøjer i form af massive opkøb af obligationer lægger kimen til en ny finanskrise

Analysen fra Nationalbanken viser, at de ekstremt lave renter fuldt ud kan retfærdiggøres ud af ”strukturelle og konjunkturmæssige forhold”. Sagt på godt dansk, så kan Lars Rohde med analysen i hånden afvise enhver snak om, at Nationalbanken og centralbankerne i øvrigt med deres ageren sidder med et ansvar for eventuelle aktie- og boligbobler og andre mulige ulykker.

For den nytiltrådte statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes finansminister Nicolai Wammen (S) bør analysen fra Nationalbanken være pligtlæsning.

Uanset om nationalbankøkonomerne kan finde solide begrundelser for, hvorfor den naturlige realrente ligger og roder rundt på minus to procent, bør regeringen selv forholde sig til baggrunden for de rekordlave renter.

Som Nationalbanken klart påpeger, skyldes det rekordlave renteniveau grundlæggende og uløste problemer i dansk og international økonomi.

Debatten om vækstkrisen er i lyset af den økonomiske fremgang helt druknet herhjemme, men Nationalbanken konkluderer, at lavere strukturel vækst i Danmark har barberet 0,8 procentpoint af den naturlige realrente.

Det er et problem, som Danmark selv kunne gøre noget ved, ligesom vi med reformer har forsøgt at imødegå et fald i arbejdsstyrken på grund af en aldrende befolkning.

En foreløbig helt overset diskussion i lyset af nationalbankens analyse, som også griber i den nye regerings politik, er desuden, hvordan de rekordlave renter har bidraget til at forstærke den målte ulighed i samfundet.

Selvsagt kunne det i lyset af den seneste valgkamp være interessant at vide, hvordan uligheden ville have udviklet sig, hvis ikke den naturlige realrente var faldet med fire procentpoint over de seneste 23 år.

Den analyse vil med sikkerhed vise, at der er flere faktorer på spil i debatten om ulighed end grådighed. Det er værd at vide, før man gennemfører lighedsskabende økonomiske indgreb.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce