Annonce
Erhverv

Nyd det – de rekordlave renter er helt naturlige

Thomas Bernt Henriksen. PR-foto

Midt i sommerens konverteringsbølge er der med sikkerhed mange danskere, som kniber sig i armen over deres held.

Tænk at kunne sikre sig en fast boligrente på sølle én procent i 30 år.

Ikke underligt, at realkreditten i disse dage taler om muligheden for den største konverteringsbølge i 22 år. Der er så travlt i realkreditinstitutterne, at Nykredits topchef for et par dage siden ligefrem var ude at opjustere forventningerne til indtjeningen i realkreditgiganten.

Så hvad er det, der foregår?

En af de mest interessante og tankevækkende analyser fra nationalbankdirektør Lars Rohdes økonomer i Nationalbanken giver svaret. Analyser fra Nationalbanken bliver næppe nogensinde det oplagte bud på sommerlitteratur, men hvis man i øvrigt går op i sit realkreditlån, så kan man med fordel klemme ”Den naturlige realrente i Danmark er faldet” ind mellem Adler-Olsens ”Offer 2117” og Krause-Kjærs ”Mørkeland”.

Det enkle budskab i Nationalbanken analyse er, at de rekordlave renter hverken er usædvanlige eller overraskende.

Det giver således god mening at renterne er meget lave, når vi herhjemme er blevet dårligere til at skabe ny velstand, når stadig flere både i Danmark og den rige verden sparer op til alderdommen og når også kineserne sparer langt mere op end de investerer (og derfor køber blandt andet danske obligationer).

Nationalbanken regner sig frem til, at den naturlige realrente – den faktiske rente fratrukket inflationen – lige nu er på minus to procent. Ja, minus to procent.

Man bliver belønnet for at låne og straffet for at spare op.

Rohde og Nationalbanken er med sikkerhed tilfredse med, at analysen nu spredes i offentligheden.

Både herhjemme og internationalt er der en heftig debat om, hvorvidt centralbankerne med både negative renter og alternative pengepolitiske værktøjer i form af massive opkøb af obligationer lægger kimen til en ny finanskrise

Analysen fra Nationalbanken viser, at de ekstremt lave renter fuldt ud kan retfærdiggøres ud af ”strukturelle og konjunkturmæssige forhold”. Sagt på godt dansk, så kan Lars Rohde med analysen i hånden afvise enhver snak om, at Nationalbanken og centralbankerne i øvrigt med deres ageren sidder med et ansvar for eventuelle aktie- og boligbobler og andre mulige ulykker.

For den nytiltrådte statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes finansminister Nicolai Wammen (S) bør analysen fra Nationalbanken være pligtlæsning.

Uanset om nationalbankøkonomerne kan finde solide begrundelser for, hvorfor den naturlige realrente ligger og roder rundt på minus to procent, bør regeringen selv forholde sig til baggrunden for de rekordlave renter.

Som Nationalbanken klart påpeger, skyldes det rekordlave renteniveau grundlæggende og uløste problemer i dansk og international økonomi.

Debatten om vækstkrisen er i lyset af den økonomiske fremgang helt druknet herhjemme, men Nationalbanken konkluderer, at lavere strukturel vækst i Danmark har barberet 0,8 procentpoint af den naturlige realrente.

Det er et problem, som Danmark selv kunne gøre noget ved, ligesom vi med reformer har forsøgt at imødegå et fald i arbejdsstyrken på grund af en aldrende befolkning.

En foreløbig helt overset diskussion i lyset af nationalbankens analyse, som også griber i den nye regerings politik, er desuden, hvordan de rekordlave renter har bidraget til at forstærke den målte ulighed i samfundet.

Selvsagt kunne det i lyset af den seneste valgkamp være interessant at vide, hvordan uligheden ville have udviklet sig, hvis ikke den naturlige realrente var faldet med fire procentpoint over de seneste 23 år.

Den analyse vil med sikkerhed vise, at der er flere faktorer på spil i debatten om ulighed end grådighed. Det er værd at vide, før man gennemfører lighedsskabende økonomiske indgreb.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Vi skærer, hvor det gør ondt, mens der flyder millioner til Frederiksberg og Gentofte

Lokaldebat: Årets budgetlægning (i kommunerne red.) har været præget af stor usikkerhed og forsinkelse. Folketingsvalget kom sent, derefter var Socialdemokraterne og deres støttepartier længe om at få dannet en regering. I stedet for hurtigt at få lavet aftaler med kommuner og regioner, valgte den nye regering at holde sommerferie. Derfor vidste vi ikke, om vi skulle spare 25 eller 100 millioner før sidst i september. Det er ingen let opgave at være politiker i disse år. Vores udgiftspres stiger voldsomt år efter år på grund af flere ældre og flere borgere med tunge diagnoser. Og vores indtægter er meget under landets gennemsnit, så skal der skæres, hvor det gør ondt. Danmark mangler stadig en udligningsreform, der hjælper kommuner som vores. Når velstillede kommuner som Frederiksberg og Gentofte næste år får henholdsvis 90 og 50 millioner i udligning fordi de "har ryddet op i cpr. registret" og derfor mister indbyggere, er kommentarer vist overflødige. Heldigvis er vi i en situation, hvor den ansvarlige politik, de fleste af os har været enige om, gør, at det nu i nogle år er muligt bruge af opsparede midler. I år fremlagde administrationen et effektiviserings- og sparekatalog på 60 millioner med mange tidsler. Det gik heldigvis bedre end forventet, så der blev ”kun” brug for cirka 25 millioner. Det blev muligt at styre udenom de værste forslag omkring daginstitutionerne, skoleområdet, de tidlige indsatser, rengøring hos de ældre og reducering af nattevagter. Det lykkedes også at få et balanceret anlægsbudget, hvor rammen blev hævet fra 90-95 millioner. Det var vigtigt for Venstre, så vi også fortsat har penge til haller, skoler, trafiksikkerhed og cykelstier rundt i Faaborg-Midtfyn Kommune, samtidig med store beløb til byudvikling i Årslev.

Annonce