Annonce
Odense

Nyd bilerne og drop blomsterne

Arkitekten Dan Ljungar og kunstneren Steffan Herrik savnede pladser uden blomsterkummer og fandt én på Klingenberg.

Det ville klæde Odense med færre blomster-kummer og mere storby-stemning, mener kunstner og arkitekt

ODENSE: Lidt pussenussede med et touch af farmors nipsfyldte vindueskarm, sådan er mange af Odenses pladser ifølge arkitekten Dan Ljungar og kunstneren Steffan Herrik, som vi har taget med på en spadseretur for at se på byens pladser.

- Det er typisk Odense, at hvis man har en åben plads, så sørger man straks for at stille en skulptur eller en blomsterkumme op for at pynte, siger Dan Ljungar.

- Det giver et lilleputpræg, det bliver lidt købstadsagtigt, siger Steffan Herrik.

På vandringen rundt i byen ser de to herrer sig især gale på de mange wokformede blomsterkummer, der står på mange af byens pladser.

- Ja, det bliver sådan lidt pussenusset med alle de blomster over det hele, mener Dan Ljungar.

Annonce
Hvis pladsen skal udnyttes optimalt, så skal Fisketorvet og I. Wilhelm Vernes Plads bindes sammen ved hjælp af flisebelægningen, og så skal de mange blomsterkummer øverst i billedet fjernes, mener kunstneren og arkitekten.

Suset af storby

I det hele taget bør odenseanerne i langt højere grad række ud efter og omfavne det storbypræg, som byen visse steder har, mener de to.

På Fisketorvet for eksempel kunne man vælge at se trafikken på Thomas B. Thriges Gade som et plus i stedet for et minus.

- Det her er et af de få steder med storbystemning i Odense, man har højhuset ved Danske Bank og kirken som indrammer pladsen, her kunne man få lidt af det storbysus, som der for eksempel er på rådhuspladsen i København, siger Dan Ljungar.

De to byvandrere mener, at Fisketorvet og I. Vilhelm Werners Plads tilsammen kunne blive en fantastisk plads for Odense, men som det er nu, hænger pladsen ikke sammen.

- Det er jo en rodebutik, siger Steffan Herrik.

- Hvis man fik pladsen til at hænge sammen, så er jeg sikker på, at man kunne få en café til at løbe rundt derinde, siger Dan Ljungar og peger på den nu lukkede Vestergade 1.

Som det er nu, er den samlede plads delt i en parkeringsplads i hver ende og to små torve, delt af en stor bred cykelsti, i stedet burde man blandt andet ved hjælp af ens fliser få pladsen til at hænge sammen, mener de to.

Her er pladserne, som blev vurderet.

Nyd vejstøjen

Den trafikerede Thomas B. Thriges Gade er ikke nogen forhindring for at få liv på pladsen, mener Dan Ljungar.

- Jeg ved jo ikke, om odenseanerne ikke kan lide bilstøjen, men i storbyer rundt om i verden sidder man jo på pladser med store veje ved siden af, siger han.

I det hele taget er arkitekten, der tidligere har boet midt i København, ikke nær så fokuseret på den store gades fortrædeligheder, som mange lokale har været det gennem årene.

- Den skærer jo lige igennem, burde man så ikke lave en gangbro over til Overgade, spørger Steffan Herrik.

- Nej, gangbroer er forfærdelige. Det er jo altså også en stor by, og i store byer er der biler, og man krydser vejen i fodgængerfelter, siger Dan Ljungar.

Hysteriske hensyn

For at få pladserne til at hænge sammen, kunne det også være fornuftigt at sløjfe den store udfletning af cykelstier ned mod Vestergade, der skærer gennem pladsen.

- Det er rigtigt fint, at Odense tager meget hensyn til cyklisterne, men her er det jo nærmest hysterisk, siger Dan Ljungar.

De to herrer bliver heller ikke lige frem formildet af, at cykelstien er omkranset af flere af de store blomsterkummer.

- Det er sikkert for at undgå, at bilerne parkerer der, men så står de store klumper der så i stedet for, de ville egentlig være mere egnede som bålsteder, mener Steffan Herrik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Kerteminde

Naboer i oprør mod solcelleanlæg: 25 familier bliver fattigere for at gøre en rig mand rigere

Annonce