Annonce
Nyborg

Nyborg-rektor om kritik: Det er mennesker af kød og blod

Ruweyda (t.v.) og Roda (t.h.) Abdisalan Hussein fra Nyborg afleverede fredag deres skolebøger på Nyborg Gymnasium, hvor de går i 10. klasse. Tirsdag kom de tilbage i skole på rektor Henrik Vestergaard Stokholms opfordring. Hans handling får nu Alex Ahrendtsen til at stille spørgsmål til undervisningsminister Merete Riisager. Foto: Michael Bager
  • I sagen om de somaliske piger fra Nyborg, der har søgt asyl i håb om, at deres familie kan blive i Danmark, er folketingsmedlem Alex Ahrendtsen (DF) forundret over, hvordan Nyborg Gymnasiums rektor kan trodse reglerne og invitere pigerne i skole trods afgørelse om udvisning.
  • Han efterspørger konsekvenser og holdning til sagen hos undervisningsministeren.

Christiansborg/Nyborg: Den fynske folketingspolitiker Alex Ahrendtsen (DF) kommer nu på banen i sagen om den somaliske familie fra Nyborg, der torsdag stod frem i avisen og fortalte, om deres livssituation.

Familien har fået besked om udvisning, men børnene har nu søgt asyl, og håber på at kunne blive boende i byen. Men kommunen lukket pengekassen til familien efter lovgivningen, og familien er nu udelukket fra arbejde, børnehave og skoler.

Udelukkelsen af børnene fra skolen var til stor overraskelse og frustration for rektor for Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm, hvor pigerne går i skolens 10. klasse. Rektoren kunne i avisen fortælle, at han har valgt at trodse reglerne og lade pigerne gå til undervisning for skolens midler.

Det undrer folketingsmedlem fra Alex Ahrendtsen.

- Jeg blev egentlig lidt forbavset over, at en rektor ikke vil efterkomme myndighedernes indstilling. Udlændingestyrelsen gør bare, hvad Folketingets flertal har bedt dem om.

- Vi kan ikke have, at folk rundt omkring i samfundet opfinder deres egen, private dagsorden. Man bliver nødt til at kunne regne med, at de folk, der er ansat, efterlever loven og styrelsens vurderinger, fortæller Alex Ahrendtsen.

Det betyder, at DF'eren nu har stillet et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til undervisningsminister Merete Riisager, hvor han kræver svar på ministerens holdning til sagen og rektorens udmelding, og efterspørger også hvilke følger det må få for ham.

- Man kan som rektor have en mening, og man kan også lave en Facebook-indsamling, der kan støtte pigerne, men man kan ikke gå ind og sige: Styrelsen har sagt, som den har sagt, men det er jeg ligeglad med - jeg er rektor, siger Alex Ahrendtsen og fortsætter.

- Det er derfor, jeg har bedt ministeren om at kigge på det her. Må han lade pigerne gå i skole? Og hvis ikke, hvad er så konsekvensen?

Annonce

- Jeg blev egentlig lidt forbavset over, at en rektor ikke vil efterkomme myndighedernes indstilling.

Alex Ahrendtsen, DF.
Alex Ahrendtsen (DF) er fynsk folketingsmedlem. Han undrede sig over rektor ved Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholms udtalelse til Stiftstidende torsdag, hvor han lader to somaliske piger gå i skole, selvom kommunen har lukket pengekassen og pigerne har fået inddraget deres opholdstilladelse. Han stiller nu spørgsmål til minister. Arkivfoto: Kim Rune.

Lever op til FN-konvention

Rektor ved Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm er bekendt med Ahrendtsens forespørgsel hos ministeren.

- Jeg har på ingen måde draget tvivl om Udlændingestyrelsens afgørelse for pigerne. Men fra min optik skal jeg varetage børnenes tarv, og i FN's Børnekonvention, som vi selv har skrevet under på, står der, at unge og børn har ret til undervisning, siger rektoren.

- Når der ikke er nogen, som hjælper pigerne med undervisning længere, så sørger jeg for det. Så vi lever op til den konvention.

- Der er ikke forbud mod, at de må gå i skole. Det, kommunen siger, er bare, at de ikke vil finansiere det mere, tilføjer Henrik Vestergaard Stokholm.

Alex Ahrendtsen mener, at rektoren går ind og blander egne interesser med sit professionelle virke.

- Det er fint, han tænker på barnets tarv, men det kan han gøre som privatperson. Så må han give de to elever privatundervisning efter arbejdstid. For han bruger sin institution til private formål, mener det fynske folketingsmedlem.

Rektoren opfordrer dog til forståelse på pigernes og familiens vegne.

- Jeg synes, den her reaktion (Ahrendtsens spørgsmål til ministeren red.) afspejler, at nogen er så langt væk fra virkeligheden, at de ikke ved, det handler om mennesker af kød og blod, siger Henrik Vestergaard Stokholm.

Familien Abdisalan Hussein bor i Nyborg. Far har arbejdet som flex-chauffør, pigerne går i 10. klasse, hvor Roda (t.h.) drømmer om at blive sygeplejerske og Ruweyda (t.v.) vil også gerne noget med mennesker, hvad ved hun ikke endnu. Mor Safia Nor har været en del af et projekt på Nyborgs hoteller, der skal gøre flygtningekvinder klar til arbejdsmarkedet. Foto: Michael Bager

Hvis alle var ligeglade

Alex Ahrendtsen mener også, at rektorens handlinger er problematiske i forhold til, at Nyborg Gymnasium får taxameterpenge af Folketinget - altså en sum penge per elev.

- Nu lukker han to elever ind. Der kommer ikke penge med de elever, men de skal være et sted i undervisningen. Det vil sige, der er lidt færre penge til de andre. Derfor bliver vi nødt til at spørge ministeren, om han må det, siger Alex Ahrendtsen.

- Tænk hvis alle rektorer og skoleledere sagde: Det kan godt være, at I har besluttet det, men vi er ligeglade. Altså, det går jo ikke. Gør det?, spørger Alex Ahrendtsen.

Henrik Vestergaard Stokholm står dog fast i sin udmelding.

- Jeg er sat i verden for at sikre børn og unges uddannelse, så jeg efterlever det formål. Og så må man gerne beklikke min ret til at gøre det.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) var torsdag eftermiddag endnu ikke bekendt med paragraf 20-spørgsmålet fra Alex Ahrendtsen og kunne derfor ikke forholde sig til sagen.

Rektor på Nyborg Gymnasium med pigerne Roda og Ruweyda. Foto: Michael Bager
Ruweyda Abdisalan Hussein. Foto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce