Annonce
Nyborg

Nyborg Destilleri: Nye kræfter i køkkenet

Martin Toft og Alban Zene har fået ny kollega i køkkenet på Nyborg Destilleri. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Nyborg destilleri har fået ny kok, med stor interesse for øl og spiritus

I restauranten på Nyborg Destilleri sidder gæsterne på Carl Hansen-stole, der er drejet af den samme danske stilkeg, som bliver brugt til at producere de whiskyfade, gæsterne kan nyde synet af, mens de indtager deres måltid.

Netop den tætte forbindelse mellem restaurant og destilleri passer godt ind i Thilde Gilling Andersens tilgang til mad.

- Jeg har stor interesse i øl og spiritus og bruger alkohol i flere af mine retter, siger kokken og konsulenten, der er helt ny i jobbet.

Thilde Gilling Andersen er netop vendt hjem fra Chigaco, hvor hun har været på Band of Bohemia, som er en Michelinrestaurant med fokus på øl. Hun har tidligere været køkkenchef på Kolonihagen Frognar i Oslo og har været med til at åbne Kompasset i Nyhavn.

- Jeg er udlært i København med rødder i det franske køkken. Min tilgang er en tvist på gamle franske og danske retter. Der er mange af mine retter, der rent udseendemæssigt kan ligne noget fra Japan. Jeg kan godt lide at holde det simpelt og æstetisk. Jeg går lidt efter det italienske princip med, at der ikke skal være for mange ingredienser. Til gengæld skal de være gode, siger Thilde Gilling Andersen og fortsætter.

- Der kommer til at være meget fokus på smørrebrød til frokost. Jeg har for eksempel en sort sild som jeg gerne vil introducere. I gamle dage på Vestsjælland lagde man en hel sild på grillen og forkullede den. I min version er silden marineret i gin og bliver flamberet.

Mange af de steder, hvor Thilde har arbejdet tidligere, har som Nyborg Destilleri alle haft en stærk økologisk profil. Det kan dog give visse udfordringer, når man også vil bruge lokale råvarer.

- Vi prøver så vidt muligt at bruge danske råvarer. Men mange af de økologiske produkter kommer fra Sydeuropa, så det er lidt en kunst at sammensætte en menu, hvor man bruge danske økologiske varer. Men jeg finder helt sikkert på noget, siger Thilde Gilling Andersen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce