Annonce
Udland

Ny topleder er på plads i kriseramte Boeing

Toru Yamanaka, Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
Den nye topchef i Boeing - den 62-årige David Calhoun - vil have fokus på "integritet og transparens".

Den nye topchef i Boeing, David Calhoun, der mandag officielt har overtaget ledelsen af den amerikanske flykoncern, siger, at der må udvikles en bedre kultur for at overvinde en langvarig krise.

Han skriver i en e-mail til de ansatte, at der fremover skal være "fokus på integritet og transparens".

Den 62-årige Calhoun har været medlem af bestyrelsen siden 2009. Tidligere har han været med i topledelse af General Electric, og han overtager nu topposten efter Dennis Muilenburg.

Muilenburg stod i spidsen for Boeing gennem en svær periode, hvor selskabets 737 MAX-fly har været underlagt flyveforbud.

Årsagen til flyveforbuddet for 737 MAX er to fatale flystyrt i Etiopien sidste år og i Indonesien i 2018. samlet kostede de 346 mennesker livet.

Flymyndigheder er ved at undersøge flytypen for fejl, og det er uvist, hvornår flyene igen kan komme på vingerne.

Muilenburg blev afskediget i december. Kritikere sagde, at hans ledelse havde været "katastrofal" under Boeings krise.

Flyveforbuddet for Boeing-flyet koster ifølge CNBC flyselskaber verden over på den gode side af en milliard dollar. Det svarer til over 6,75 milliarder kroner.

Muilenburg er ifølge CNBC fra flere sider blevet kritiseret for at være for lang tid om at tage ansvar for ulykkerne og for ikke at have opdaget sikkerhedsfejl, inden 737 MAX-flyene kom på vingerne i 2017.

De mest optimistiske forudsigelser om, hvornår flyet igen kan komme i luften, lyder på sidst i februar eller tidligt i marts. Men nogle eksperter venter, at det først vil ske sidst i april eller først i maj.

United Airlines har udelukket, at Boeing Max kan flyve før juni.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce