Annonce
Kerteminde

Ny leder i Kerteminde Legestue: Jette kommer fra en stor børneflok til en lille enhed

Jette Trankjær Larsen synes, at det er en styrke, at Kerteminde Legestue er en lille enhed med få børn. Hun mener, at det skaber bedre nærvær med børnene, som også har gennemgående voksne gennem hele deres dag i institutionen. Foto: Mette Louise Fasdal
1. oktober fik Kerteminde Legestue efter 25 år med samme leder en ny leder. Det er Jette Trankjær Larsen, der kommer fra en stilling som leder af Børnehaven Fjordvang i Kerteminde.

Kerteminde: Efter 25 år som daglig leder i Kerteminde Legestue gik 62-årige Inge-Merethe Simonsen på efterløn 1. september.

1. oktober var det Jette Trankjær Larsen, der overtog ledelsen af legestuen.

Jette Trankjær Larsen er uddannet på Fyns Pædagogseminarium i 1996 og har arbejdet i flere institutioner i Kerteminde Kommune. Senest kommer hun fra en stilling som leder af Børnehaven Fjordvang i Kerteminde. Hun er derfor vant til et hus med en større børneflok, end det er tilfældet i Kerteminde Legestue.

Legestuen er normeret til 22 børn, og i øjeblikket skal den pædagogiske leder og de to andre, der er ansat, dagligt passe 17 børn i alderen to til seks år.

- Jeg synes, at det er en værdi i legestuen, at der er den her nærvær med børnene, siger den nye leder.

- Bare se der. Det er ikke muligt mange andre steder, fastslår hun og peger på et bord i hjørnet, hvor to børn sidder og spiller et spil med én voksen.

- Når vi ikke er flere, er der også i legestuen bedre mulighed for at være tæt på familierne og deres hverdag, siger Jette Trankjær Larsen.

En anden styrke ved Kerteminde Legestue er ifølge den nye leder også, at det er de samme voksne, der er sammen med børnene hele dagen.

- Derfor møder forældrene faktisk også en voksen, der har set deres børn flere gange i løbet af dagen, pointerer hun og understreger, at det også kan mærkes på børnene, at de ikke er så mange.

- De er meget opmærksomme på hinanden. De lærer også at passe på hinanden, og det styrker også deres sociale kompetencer, mener hun.

Annonce

Hvorfor gør I sådan?

Selv om Jette Trankjær Larsen er ny i legestuen, er hun ikke bleg for at spørge "hvorfor gør I sådan?" hvis hun får at vide, at "sådan plejer vi at gøre."

- Og jeg har da også fået at vide af forældrene, at de synes, at der er sket en positiv forandring, siger hun med et smil og fortæller, at hendes input også bliver taget imod.

1. december blev åbningstiderne udvidet en smule. Tidligere åbnede institutionen klokken 7.45 og lukkede igen klokken 15.15, men nu tager personalet imod klokken 7.30 og siger farvel til børnene igen klokken 15.30. På den måde bliver pasningstilbuddet også lidt mere fleksibelt.

For den nye leder er det tværfaglige samarbejde også vigtigt. Lige nu er børnene gennem et forløb med en konsulent udefra - et forløb, der hedder "Inde i mig," hvor børnene taler om de følelser, der kan opstå i dem.

- Det er rart at have nogle at sparre med, og det kan også være med til give børnene og deres familier et løft, mener jeg.

Jette Trankjær Larsen udnytter også gerne, at legestuen ligger i samme hus som Kerteminde Amatør Teater.

- Jeg kan tage nogle af de større børn med ned i kælderen og lave læseleg med dem, og vi kan også bruge teatersalen. Det gør vi blandt med "Inde i mig"-forløbet, fortæller hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce