Annonce
Sydfyn

Ny klummeskribent: Gir' udvikling buler i panden?

David Brandenhoff, klummeskribent. Arkivfoto: Andrea Bisgaard
Annonce

For 3 måneder siden var jeg københavner, der drak slowjuice og kørte ladcykel omgivet af street food trucks og henslængte el-løbehjul. Jeg var en del af den kreative klasse og havde en mening om alt. Min hverdag var en træning i at føle mig vigtig og hver morgen fandt jeg mig selv i bredstående stilling foran spejlet, mens jeg pegede på mig selv og sagde: “Du der, jeg koster 2.000 kroner i timen - eksklusiv moms vel at mærke...”

Men efter at have mærket efter og kigget hinanden dybt i øjnene, fik vi som familie lyst til at gøre op med vores liv og gøre noget nyt. Så jeg sagde farvel til alt det velkendte og kørte ombord på færgen i en flyttebil pakket med kone og barn, Eames stole, friværdi, min selvforståelse og ikke mindst med lysten og motivationen til at bidrage til et sted, jeg er kommet til at holde så meget af - nemlig Ærø.

Og jeg gik i land til lyden af en fortælling om, at her er vi i udvikling og har brug for jer tilflyttere. Og for dælen - jeg mærker velkomsten. Jeg møder smil og “velkommen til” både i Brugsen, på gaden og på badebroen, når jeg sludrer med de andre morgenbadere, mens jeg vaklende på ét ben forsøger at styre storetåen ned i de varme bukser.

Jeg vågner nu på mit nye landsted og morgenøvelsen foran spejlet blev punkteret efter de første 100 timer i arbejdstøjet, hvor jeg stadig ikke er færdig med det hegn, jeg har lovet min datter at bygge, så hun kan få et par får. Mine ben kan simpelthen ikke indtage en position, der er bredstående nok til, at “det bliver 200.000 eksklusiv moms for et halvt hegn”, lyder troværdigt.


Og mens jeg går rundt og prøver at finde fodfæstet, opdager jeg noget, jeg ikke lagde mærke til, før jeg fik folkeregister adresse på øen. Jeg møder folk på gaden, der går rundt med buler i panden.


Mange af de vante holdepunkter er væk, og jeg prøver at klamre mig til hovedrollen i den “bonderøven-fortælling”, jeg beskrev for mit indre, da jeg bankede til-salg-skiltet i jorden foran huset i København. En fortælling som nu udfordres af den virkelighed, der trives så godt uden for min nye hoveddør. En virkelighed jeg må erkende, at jeg, trods ihærdige forsøg, ikke kunne forudse og som derfor har efterladt mig godt og grundigt på udebane - en idyllisk en af slagsen vel at mærke.

Og mens jeg går rundt og prøver at finde fodfæstet, opdager jeg noget, jeg ikke lagde mærke til, før jeg fik folkeregister adresse på øen. Jeg møder folk på gaden, der går rundt med buler i panden. Og mine øjne hviler nysgerrigt på bulerne, mens jeg letter på kasketten, mærker efter og konstaterer, at min pande stadig er uden mén. Jeg tager mod til mig, spørger til bulen. Og jeg hører deres fortælling, der inkluderer ordet “udvikling” efterfulgt af “men så stødte jeg sgu panden mod muren”. Og ordene falder samtidig med, at gløden i deres øjne kæmper mod trætheden.

Det får mig til at tænke over, hvor murene, der står i vejen for udvikling, mon befinder sig henne? Og samtidig mærker jeg, at alene bevidstheden om murværket, udfordrer min medbragte, måske naive begejstring og motivation en anelse.

For jeg har som tilflytter ikke en fortid på Ærø at holde fast i, og er derfor en klovn til at reproducere “det vi plejer”. Til gengæld har jeg en drøm om fremtiden og en lyst til at bidrage til den udvikling, jeg hørte om, da jeg gik i land.

Og ud over, at alle mine overbevisninger, og at alt det jeg forsøgte at forudsige dagligt korrigeres, så er der en ting, jeg ved. Udvikling er kun et ord, så længe det ikke akkompagneres af handling og ikke mindst af forandring.

Det ved jeg, fordi at hver eneste dag er blevet en udvikling for mig. Fordi jeg ikke kan gøre det, jeg plejede. Det jeg ellers kendte så godt og fandt tryghed og forudsigelighed ved. Fordi jeg er flyttet til dejlige Ærø.

Blå bog

David Brandenhoff er ny klummeskribent på avisen.

Han er 47 år, gift med Anna, far til Lulu på 9 år og stedfar til Oskar på 15 år.

Han bor på en gård i Marstal sammen med Lulu og Anna, hunden Skipper og katten Buller, samt en besætning der pt. består af 2 får.

David er selvstændig og arbejder med kommunikation, koncept- og projektudvikling.

Han elsker både at præsentere sine ideer iført stramme bukser, vandkæmmet hår og hurtige sko, men også at iføre sig kansasbukser og træsko uden hæl, og gå ud på sin grund for at fælde et træ.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Vi finder os ikke i sexchikane

Annonce