Annonce
Assens

Ny forretning: Syriske delikatesser midt i Assens

Hadeel Habbal fra Syrien har sammen med sin mand Hektor Habbal startet Aleppos Søde Sager, som bringer delikatesserne fra deres gamle land til assenserne. Foto: Martin Kloster
Hektor og Hadeel Habbal er begge fra Aleppo i Syrien. Nu er de klar til at bringe delikatesserne fra deres gamle land til assenserne.

Assens: En ny delikatesseforretning har set dagens lys på Østergade 55 i Assens. Den hedder "Aleppos Søde Sager", og søde sager er præcis, hvad man kan få i butikken. Men det er ikke lakrids og slik, som vi kender det herhjemme. Det er derimod præget af pistacie, mandler og mange andre nødder i filodej på forskellig vis.

Hektor og Hadeel Habbal er godt klar over, at i Danmark er det noget anderledes end i Syrien. I hjemlandet kunne Hadeel gå hjemme med parrets tre børn og sørge for huset, imens Hektor passede sin forretning. Sådan er det ikke længere. Men Hadeel er klar til at stå ved disken i den nye butik, som åbnede fredag den 6. december.

- Ja, jeg har ikke prøvet det før, men det bliver spændende, siger hun.

Hektor håber, at folk vil komme forbi og smage ægteparrets delikatesser.

- I Syrien er det skamfuldt, hvis man modtager penge fra kommunen eller andre.

- Jeg vil gerne skabe en sund forretning med en masse lækre sager, siger Hektor Habbal, som er indehaver af butikken sammen med sin kone Hadeel.

Hektor er ikke en mand, der sidder stille. Han er stadig igang med sin bilvask Speed Service, hvor han dampvasker biler, og nu vil han åbne endnu en virksomhed i Assens.

- Vi har fået så meget støtte fra vores dejlige venner her i Danmark, og jeg håber, at vi snart kan give alt det tilbage, vi har fået fra dem, siger han.

Annonce
- Vi har fået så meget støtte fra vores dejlige venner her i Danmark, og jeg håber, at vi snart kan give alt det tilbage, vi har fået fra dem.

Hektor Habbal, der driver forretningen Aleppos Søde Sager sammen med sin hustru Hadeel Habbal

Mistede alt i Syrien

Hektor Habbal tog for fem år siden den lange vej fra det krigshærgede Syrien til Danmark.

I Syrien var han en succesfuld forretningsmand med en stor marketingvirksomhed.

- Jeg var meget rig i Syrien, og det var virkelig hårdt at miste alting. Men jeg bliver ved med at arbejde for min kone, mine børn og min mor, som stadig er i Aleppo, siger Hektor.

Hektor mistede desuden sin bror under krigen. Han fik at vide, at han skulle betale fem millioner pund for at få ham tilbage. Det gjorde han, men han fik ikke sin bror at se. Hektor ved stadig ikke, hvor hans bror befinder sig, eller om han overhovedet er i live.

Parret mistede alt, de ejede, da krigen kom til deres lokalområde.

- Vi vågnede en nat, og det var ligesom i en krigsfilm. Jeg tog mine børn under armene og løb ud med min kone, siger han.

Han havde hævet alle sine penge i banken på grund af den usikre økonomi i landet, men pengene havde den 41-årige mand ikke fået med, og da han vendte tilbage til huset havde hæren spærret gaden af. Han sagde til dem, at han skulle hente meget vigtige papirer i sin bolig.

- En soldat sagde til mig, at min sjæl var meget mere værd, end de papirer, jeg skulle hente, og det havde han jo ret i, siger Hektor.

I dag er Hektor og Hadeel glade for at bo i Danmark. De savner deres syriske liv med rigdom, Hektor savner sin bror, som han ikke ved om er i live eller ej. Og så håber han, at han kan få lov til at få sin mor til Danmark, så hun kan leve sammen med hans familie i Danmark.

Ægteparret har fået 30.661 kroner fra crowdfunding (det at skaffe kapital til et projekt ved hjælp af små økonomiske bidrag fra en folkemængde online eller lignende). De har desuden et venskabeligt forhold til skuepiller og entertainer Preben Christensen og kongehusets frisør og makeupartist Søren Hedegaard, som Hektor dagligt taler med, og som også var til stede under åbningen fredag.

Der kan både købes mad og slik og en masse andet i butikken. Foto: Martin Kloster
Hektor Habbal med en af de første kunder i butikken, da den åbnede fredag eftermiddag. Foto: Martin Kloster
Hektor Habbal er ikke sur, men gestikulerende på dette foto. Foto: Martin Kloster
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce