Annonce
Nyborg

Ny café i Nørregade: Jim Wichmann er tilbage bag baren

Jim Wichmann opgav Café Anthon tilbage i nullerne. Nu er han tilbage som restauratør med sin nye café, "Jimbo's Kaffebar", som efter planen åbner inden sommerferien. I den mellemliggende periode har han blandt andet arbejdet som konsulent for handelsstandsforeningen og senest for Nyborg Kommune. Arkivfoto: Roland Petersen.
Tidligere håndboldspiller og restauratør, Jim Wichmann, er tilbage i Nyborgs strøggader. Inden sommerferien åbner han "Jimbo's Kaffebar" i Nørregade.

Nyborg: Publikum i Nørregade kan inden længe se frem til et afbræk i deres shopping gennem Nyborg centrale hovedstrøg.

Den tidligere frisør i Nørregade 11 A er fortid, og butikslokalet undergår lige nu en forandring, hvor det er endegyldigt slut med frisørspejle og hårshampoo. I stedet vil det skumme af cappuccino og fadøl i lokalet, når den tidligere håndboldspiller og Café Anthons mangeårige indehaver, Jim Wichmann, slår døren op til sin ny café under navnet "Jimbo's Kaffebar."

- Det bliver en kaffebar med kaffe. Men du kan også købe andre drikkevarer som øl og vand, bemærker Jim Wichmann, som drev den nærliggende Café Anthon i Mellemgade i hele 14 år.

Annonce

Rock og kaffe

Jim Wichmann har de seneste år arbejdet for Nyborg Kommune, men nu helliger han sig arbejdet som restauratør og nabo til Vinspecialisten og næsten nabo til PhotoCare.

- Jeg ta'r chancen og springer ud i det. Det er et stort skridt, medgiver Jim Wichmann, som i disse dage er gang med at indrette "Jimbo's Kaffebar".

Et navn - eller et brand - han allerede er kendt for gennem "Jimbo's Rock", som i årevis har været synonym med masser af god rock med Jim Wichmann som leverandør.

Toner fra dengang, da David Bowie og alle de andre koryfæer fra de store årtier toppede musikalsk.

Hvornår caféen slår døren op for publikum er endnu ikke helt på plads. Men det bliver inden sommerferien, fastslår den kommende restauratør i Nørregade.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce