Annonce
Kerteminde

Ny butik i Munkebo: Camillas blomster rykker ind hos cykelslanger og lappegrej

Blomsterne, som Camilla Batiste og hendes ansatte skaber dekorationer af, får de engros i Fredericia. Foto: Mette Louise Fasdal
Til dagligt driver hun blomsterværksted i Jylland, men nu åbner Camilla Batiste en selvbetjent blomsterbutik i et lokale hos Fri Bike Shop i Munkebo.

Munkebo: Sidste år flyttede Camilla Batiste med sine tre sønner til Dræby fra Fredericia.

Det var kærligheden, der fik hende til at hanke op i flyttelæs og sønner for at bevæge sig over Lillebælt. Kærligheden hedder Brian Batiste, og han har et hus i Dræby, hvor parret nu får kærligheden til at blomstre.

I juni blev de gift, og Camilla skiftede efternavnet Frandsen ud med Batiste.

- Det skal jeg stadig lige vænne mig til, ler hun.

Til dagligt driver Camilla et lille blomsterværksted i Taulov med ansatte, der udelukkende er fleksjobbere.

I blomsterværkstedet skaber de dekorationer, som bliver solgt i Fakta i Taulov, i brugsen i Skærbæk og i Birkemose Golf Club i Kolding.

Nu åbner Camilla Batiste også selvbetjeningsbutik i Munkebo.

- Da jeg alligevel ligger og køre frem og tilbage mellem Fyn og Jylland, besluttede jeg mig for, at jeg ligeså godt kunne fylde bilen op med dekorationer, fortæller hun.

- Jeg har krudt i røven, så jeg kan slet ikke lade være med sådan noget.

Hendes selvbetjente blomsterbutik, der hedder "Hos Camilla," har fået et lokale hos den lokale cykelsmed, Jes Kirch Larsen, der er indehaver af Fri Bike Shop på Fjordvej.

Det er også cykelsmeden, der skal sørge for, at kunderne får betalt for de dekorationer, de henter i blomsterbutikken.

- Jeg tror på, at det bliver et godt samarbejde. Folk skal bare lige stikke hovedet ind til Jes og vise deres mobile pay-kvittering, fortæller hun.

Oprindeligt er Camilla Batiste uddannet i frugt, grønt og blomster i Dansk Supermarked, og senere er hun også blevet blomsterdekoratør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce