Annonce
Faaborg-Midtfyn

Ny biks med gamle skiver: Forrygende start for Rus & Riller

Torben Vihrenfeldt har tidligere drevet kaffebaren Soze i de samme lokaler, som nu huser Rus & Riller. Han havde en flot buket tulipaner med til Connie Mikkelsen og Bent Warncke. Foto: Maria Retoft Pedersen
Der var fuldt hus, da Faaborgs nye vinylbutik og café holdt åbningsreception fredag.

Faaborg: Der var tale om det helt store rykind, da Connie Mikkelsen og Bent Warncke fredag havde inviteret til åbningsreception i Faaborgs nye pladebutik og café, Rus & Riller. Gæsterne stod tæt, og man måtte kante sig rundt for at få skænket en fadøl eller få fingre en i af de flotte vinyl-kager, der var fremstillet til lejligheden.

- Det er godt nok overvældende. Nogen havde fortalt mig, at der ville komme mange, men det her havde jeg slet ikke forestillet mig, lød det fra Connie Mikkelsen ved receptionen.

En af gæsterne, som ville have et kig indenfor i Faaborgs nye vinylcafé var Leif Schou. Han er ansat ved Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, hvor han blandt andet har taget initiativ til, at man på Faaborg Bibliotek kan låne en plade med hjem ved siden af bøgerne.

- Jeg synes, det er fantastisk, at Faaborg har fået sådan et sted. Som nørd og pladeentustiast har man sine vandingssteder, hvor man ved, man kan gå hen og finde noget fedt. Nu må vi se, om Rus & Riller bliver sådan et sted, lød det fra ham.

For Connie Mikkelsen og Bent Warncke var åbningen fredag kulminationen på lang tids hårdt arbejde.

- Vi har knoklet, og den anden nat sov jeg kun tre timer. Og sådan har det været i en lang periode. Til gengæld står vi også her i dag, som vi er rigtig tilfredse med. Nu bliver det bare spændende, hvordan driften kommer til at gå. Men det tager vi flyvende, sagde Connie Mikkelsen.

Annonce
Rigtig mange var mødt frem for at se den nye café an og hilse på folkene bag. Foto: Maria Retoft Pedersen
Leif Schou havde allerede gjort sit første fund i pladesamlingen. Foto: Maria Retoft Pedersen
Rigtig mange var mødt frem for at se den nye café an og hilse på folkene bag. Foto: Maria Retoft Pedersen
Gæsterne kunne sætte tænderne i disse vinylkager i dagens anledning. Foto: Maria Retoft Pedersen
Foto: Maria Retoft Pedersen
Rigtig mange var mødt frem for at se den nye café an og hilse på folkene bag. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Fire millioner til flere pædagoger: Toppolitiker vil sende flest penge til børnehaver i den nordlige del af Faaborg-Midtfyn

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce