Annonce
Indland

Ny alkohol-grænser kan skabe forvirring

De nye alkoholgrænser skaber forvirring, mener kommunikationsekspert Frederik Preisler, der i sin tid var med til at indføre maksimumgrænserne.

Sundhedsstyrelsens nye lavrisikogrænse for, hvor meget man maksimalt bør drikke om ugen kan give bagslag.

Det sår nemlig tvivl om troværdigheden af Sundhedsstyrelsens råd, at man nu pludselig ændrer de vejledende grænser, som man har markedsført i mange år.

Det mener, kommunikationsekspert Frederik Preisler, der selv var med til at indføre de gamle grænser på 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.

- Det har taget op mod 20 år for folk at huske Sundhedsstyrelsens anbefalinger i hverdagen. Man har kommunikeret noget i femten år, og så mener man det pludseligt ikke alligevel. Dermed bliver troværdigheden sat på spil, siger Frederik Preisler.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fremover, at kvinder højst drikker syv genstande og mænd højst 14 genstande.

De gamle grænser på 14 og 21 genstande er maksimumgrænser og vil fortsat eksistere, men de nye er en såkaldt lavrisikogrænse, man skal holde sig under, hvis man vil minimere risikoen for alkoholskader.

Det vil imidlertid skabe forvirring og frustration, spår kommunikationsekspert Frederik Preisler.

For eksempel må folk, der har fået leverskader, selv om de har levet op til de gamle genstandsgrænser, føle sig grundigt vildledt af Sundhedsstyrelsen, påpeger han.

Kolbøtten kan i værste fald betyde, at folk ikke længere vil tage Sundhedsstyrelsens råd alvorligt.

- Man tager simpelthen autoriteten ud af budskabet ved at lave en ny grænse. Det skaber kun forvirring, og danskerne har i forvejen en tendens til at gradbøje rådene, siger Frederik Preisler.

Preisler var i sin tid en af mændene bag indførelsen af de gamle genstandsgrænser, men nu har Sundhedsstyrelsen mudret budskabet, mener han

- Dengang syntes jeg, man havde brug for et sådant instrument, selvom fagkundskaben kaldte det en forenkling, siger kommunikationseksperten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce