Annonce
Kerteminde

Nu hedder det efterløn: Alfred siger farvel til 27 år med skrot og affald

Alfred Conradsen har som ansat på Kerteminde Genbrugsplads haft arbejdsweekend hver anden weekend. Nu glæder han sig til at få lidt flere ledige weekender, når han går på efterløn. Foto: Mette Louise Fasdal
Fra grusplads til topmoderne genbrugsplads. Alfred Conradsen går nu på efterløn og siger farvel til 27 år med arbejde på Kerteminde Genbrugsplads. Han har allerede en plan klar for, hvad han skal bruge sin tid på. Hvis han ikke ved, hvad tiden skal går med, er han sikker på, at hans kone har nogle ideer.

Kerteminde: Vist er 27 år på den samme arbejdsplads meget, og det er da også lidt mærkeligt, at det nu er et kapitel, han har valgt at slutte.

Men 64-årige Alfred Conradsen glæder sig nu også til bare at have god tid til diverse gøremål, og han skal nok finde noget at bruge tiden på, når han nu går på efterløn 1. februar. Hvis han ikke selv finder noget, skal hans kone Anni nok.

- Så er hun klar med de gule post it-sedler på køleskabet, hvor hun fortæller, hvad hun godt kunne tænke sig, jeg gjorde, ler han.

- Jeg skal også begynde at hjælpe lidt mere til. Jeg kan vel ikke trække den længere.

Et smil vipper på hans læber, og der er skælmsk glimt i øjet.

Han har allerede smagt på, hvordan det bliver, når arbejdslivet slutter for ham. For han har ikke været på sit arbejde på genbrugspladsen i Kerteminde siden slutningen af oktober, da han har haft både afspadsering og restferie, der skulle afvikles.

Annonce

Som alle andre borgere kører jeg jo også på genbrugspladsen med mit affald.

Alfred Conradsen, tidligere ansat på Kerteminde Genbrugsplads - nu på vej på efterløn.

Oprindeligt uddannet tømrer

Egentlig er det en dårlig ryg, som Alfred Conradsen kan takke for, at han endte med at arbejde på genbrugspladsen i Kerteminde.

Oprindeligt er han uddannet tømrer, men da ryggen begyndte at hvæse i mol, lød lægens ordre:

- Du skal skifte erhverv.

Den melding tyggede Alfred Conradsen på - tog den til sig og fik arbejde på Kverneland i Kerteminde.

- Men jeg savnede at arbejde udendørs, så jeg var kun lige inde og vende, fortæller han.

Så fik han arbejde på genbrugspladsen, hvor han nu har været 27 år i al slags vejr og i begyndelsen med meget færre hjælpemidler, end det er tilfældet i dag.

Alfred Conradsen husker også, at gamle kemikalier dengang blev opbevaret i en gammel togvogn.

- Det var jo godkendt dengang. Det var aldrig gået i dag, fastslår han.

Formaninger med humor

Han har set pladsen skift fra at være en plads med grus på, som skulle rives hver fredag til i dag at være en topmoderne genbrugsplads.

Han har oplevet, at borgerne blev mere bevidste om genbrug i takt med, at der også er kommet mere fokus på det.

Selvfølgelig har han skulle prikke folk på skulderne ind i mellem, hvis han har oplevet, at de var ved at smide noget ud det forkerte sted.

Det er heldigvis aldrig kommet til nogen konflikt mellem ham og borgerne.

- Jeg har altid kunnet klare det med humor, og så er jeg også sikker på, at folk husker det bedre næste gang, understreger han og fortæller, at medarbejderne på genbrugspladsen også modtager kurser i konflikthåndtering.

Han har hørt på folks meninger som:

- Når vi er kørt, så blander I jo bare det hele sammen.

Han har trukket på skulderne og vidst bedre.

Fiskekutter og hjælp til børnene

Nu stopper han så med at arbejde, og udover at han nok skal til at hjælpe lidt mere til derhjemme, har han også selv nogle ting, som han allerede ved, at han kommer til at bruge mere tid på.

Han er fritidsfisker og nyder at tage sin fiskekutter med ud på vandet. Desuden har han også tre børn, som godt kunne bruge hans hjælp. Der skal snedkereres et hønsehus til en søn, og der er en anden søn, der skal have hjælpe til at kalke den bindingsværksgård ved Salby, hvor Alfred Conradsen og hans kone tidligere boede, inden de flyttede til Kerteminde.

Han kommer til at savne kollegerne, men de kommer nok også til at se lidt til ham.

- For som alle andre borgere kører jeg jo også på genbrugspladsen med mit affald, siger han.

Og ligesom andre kan det også være, at han finder noget på genbrugspladsen, som kan gøre gavn derhjemme.

Han kan egentlig godt lide tanken om, at den enes skrot kan blive til guld hjemme hos en anden. Selv har han fundet fiskeudstyr til sig selv og gammelt julepynt til sin kone.

- Hun samler på julepynt og har mindst 12 kasser derhjemme, siger han med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

112 For abonnenter

Avisen undersøger efter debat: Politiet sigter flere og er hurtigere fremme

Annonce