Annonce
Debat

Nostalgi og tro hjælper i kampen mod frikadellerne

Den gule kornmark, den glade gris og bondemanden på sin traktor. Vi ved godt, at dansk landbrug er stordrift, men vi kan sagtens hygge os med glansbilleder. Som f.eks. sloganet for den multinationale mejerikoncern Arla i 2015: ”Omtanke hele vejen. Fra gård til dig. Ejet af landmænd”. Billedet af lyseblå kuttere, der tøffer ind i fiskerihavnen med morgenens fangst, folk, der stimler sammen og køber fisk direkte over rælingen, fiskeren, der står på kajen og tjærer nettene, er af samme karakter. Vi ved godt, at det ikke passer, men også her kan vi godt lide billederne. Også selv om de lyseblå kuttere for længst er blevet sejlet agterud.

Fra 1950’erne blev der bygget større og større fiskerfartøjer. Fiskeriet blev samtidig mere effektivt i kraft af ny teknologi. Det gjaldt f.eks. indførelse af fiskenet i nylon, der var stærkere og ikke skulle tjæres, og der var elektronisk udstyr som ekkolod og decca til at finde de bedste fiskepladser. Fra at være et hårdt slid og et relativt lavteknologisk erhverv blev fiskeriet til et teknologisk avanceret erhverv. Konsekvensen blev da også overfiskning og politiske indgreb med indførelsen af fiskekvoter – kort sagt retten til at drive fiskeri efter bestemte fiskearter i bestemte områder. Dermed var vejen også banet for støtte til oplægning og ophugning, hvilket markant reducerede antallet af kuttere. Der blev færre, men større fiskerfartøjer. Fra slutningen af 1980’erne og i 1990’erne blev tusinder af de gamle, små kuttere ophugget med offentlig støtte.

Det var dog ikke alle, der var villige til at acceptere, at den lille og hyggelige lyseblå fiskekutter var på vej ud. I marts 2004 dannede godt 60 kystfiskere fra hele landet Arbejdsgruppen for det Kystnære Fiskeri, der skulle udvikle det historiske, traditionelle og kystnære fiskeri. Tankegangen var præget af nationalromantik og var nærmest et forsøg på at sætte en helt anden politisk dagsorden, der skulle rulle udviklingen årtier tilbage og atter fylde havnene med små lyseblå kuttere. Det lod sig lige så lidt gøre som at rulle landbruget tilbage til små bondegårde og husmandsbrug.

Men som den industrielle landbrugsproduktion i stigende grad har fået et modspil af gårdbutikker og små, bæredygtige nicheproducenter, lever drømmen om det gammeldags fiskeri videre. I november 2014 stiftedes Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri som en forening for de fiskere, der bruger skånsomme redskaber som garn, snurrevod, ruser, tejner og kroge. Formålet er, at kystfiskeriet atter skal udgøre en vigtig og betydende del af dansk erhvervsfiskeri.

Men uanset udviklingen har erhvervet et problem. Danskerne vil ikke spise fisk to gange om ugen. Derfor stiftede organisationer i 1995 markedsføringsorganisationen Fiskebranchen. Undersøgelser viste, at kun halvdelen af danskerne spiste fisk og skaldyr. Der var altså plads til forbedring, og afsætningen skulle styrkes gennem en massiv kampagne. Det ambitiøse mål var at få 75 % af danskerne til at spise fisk. Den danske stat støttede projektet med 50 millioner kroner, og det samme gjorde EU. De mange penge blev ikke spildt. Tværtimod fik de ben at gå på i en af reklamebranchens mest folkekære og effektfulde kampagner nogensinde.

”Hvis vi kan få en konservativ jyde til at spise fisk, så kan vi få hele Danmark med”, var parolen, som reklamebureauet Nørgård Mikkelsen skabte. Og det kunne man. Reklamerne med ”Minna & Gunnar” blev utroligt populære. Gunnar var den konservative stivstikker, der hadede fisk, mens den glade og begejstrede Minna fremtryllede velsmagende fiskeretter på kort tid – og endda uden danskernes hadede ben – så Gunnar gang på gang overrasket måtte lægge ansigtet i de rette folder: ”Det’ er ikk’ så ringe endda”.

Kampagnen resulterede i en stigning i forbruget af fisk på hele 17 pct. Det geniale var ikke kun den kække humoristiske tone, men også det grundige forarbejde. Kampagnen byggede nemlig på undersøgelser af folks opfattelser af fisk. F.eks. vidste de fleste danskere, at fisk er sundt, og der var ingen grund til at bruge krudt på at fortælle folk noget, som de allerede vidste. Derimod skulle alle retter være nemme og hurtige. Der måtte ikke vises noget, som tog over 15 minutter at lave. Og så erklærede man frikadellen som fjende!

Tro på tingene skal der åbenbart til, hvis frikadellen skal udkonkurreres. I hvert fald fik biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt en god idé i 1999. Nu skulle fisk sættes på bordet i pinsen – som vi spiser juleand og påskelam. Efter valget til biskop i 1997 funderede Lindhardt over, hvad tiden skulle bruges til, indtil han skulle på pension i 2008. Samtidig blev det meddelt, at EU ville give tilskud til fangst og salg af fisk på 13 millioner kr. Biskoppen havde naturligvis set ”Minna & Gunnar”-reklamerne, så han tog kontakt til Fiskebranchen og spurgte om et samarbejde. Hans tanke var, at kirken kunne hjælpe fiskerne med at sælge flere fisk, og fiskerne kunne hjælpe kirken med at få flere til gudstjeneste. Mange danskere vidste slet ikke, at pinsen var kirkens fødselsdag 50 dage efter påskedag.

Det umage ægteskab forklarede han også med, at ældre kunne huske en tradition med friske forårskyllinger med agurkesalat i pinsen, men da lørdagskyllinger var blevet et industriprodukt, kunne de ikke længere gå an. Så der manglede altså en madtradition knyttet til pinsen. Da disciplene påskedag talte i tunger, var det måske passende med tungen (altså fisken) som pinsefisk? Fiskerne fortalte biskoppen, at man fra gammel tid sang Brorsons salme 'O havde jeg dog tusind tunger', når man stævnede ud om foråret, men at han ikke skulle regne med, at der kunne skaffes tunger nok til pinsen. Derfor vælger man en ny pinsefisk hvert år, og pinsefisken er langsomt ved at vinde indpas hos danskerne.

”Fisk til folket” af Kenn Tarbensen er juni måneds bog i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Historieprojektet er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere. Se mere på 100danmarkshistorier.dk

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Annonce
Kenn Tarbensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce