Annonce
Sport

Norsk skakgeni sætter verdensrekord som ubesejret

Koen Suyk/Ritzau Scanpix
Magnus Carlsen har spillet 111 partier i træk uden at tabe i langtidsskak. Remis sikrede rekorden.

Skakfænomenet Magnus Carlsen fortsætter med at imponere, og tirsdag har han sat en opsigtsvækkende rekord.

Med en remis mod det hollandske hjemmebanehåb Jorden van Foreest ved en turnering i Wijk aan Zee forlængede nordmanden sin stime af ubesejrede partier i langtidsskak til 111. En så lang stime uden nederlag har ingen tidligere præsteret.

Man skal tilbage til 31. juli 2018 for at finde Carlsens seneste nederlag i langtidsskak, skriver det norske nyhedsbureau NTB. Dengang tabte han til Shakhriyar Mamedyarov.

I 2005 gik Sergei Tiviakov gennem 110 partier uden nederlag.

Tiviakovs stime indeholdt dog flere kampe mod spillere på et lavt niveau, og i skakkredse er det en udbredt holdning, at Carlsen allerede satte rekorden, da han sidste år nåede op på 101 partier i træk uden nederlag.

Nordmanden mener selv, at hans stime kun er på 109 kampe, da han ikke tæller to kampe mod mindre profilerede norske holdkammerater med i stimen.

- Min stime mod elitespillere er på 109 partier, og mod gode spillere er den 111. Begge dele er rekord, og jeg er meget glad, siger Carlsen ifølge NTB i et interview med turneringsarrangøren i Holland.

Han skal forsøge at forlænge stimen igen torsdag, og i alt mangler han at spille ni partier i turneringen. Onsdagens hviledag skal han bruge på at spille fodbold.

I slutningen af december vandt han VM i hurtigskak og VM i lynskak. Desuden har han været verdensmester i langtidsskak siden 2013.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce