Annonce
Nordfyn

Norsk par har kørt Europa tyndt: De vender altid tilbage til Bogense

Gjertrud og Erik Langbråten har bragt den hjemlige hygge med i deres hytte på hjul, som de kalder autocamperen. Foto: Betty Rasmussen

Gjertrud og Erik Langbråten er vilde med at holde ferie i den nordfynske købstad. De parkerer autocamperen på Vestre Mole og nyder freden og friheden.

Bogense: "Bogense. Vårt ferieparadis i 20 år".

Ingen skal være i tvivl om at Gjertrud og Erik Langbråten fra Mysen i Østfold mellem Oslo og den svenske grænse er glade for at holde ferie i Bogense. Meget glade. Og hvis de skal være helt korrekte, er det faktisk ikke 20, men 22 år siden, de første gang holdt ferie i den nordfynske købstad. De første mange år var det på Bogense Kyst Camping, indtil den særlige camperplads yderst på Vestre Mole blev åbnet.

Nu er det her, de parkerer camperen, og under det seneste besøg, der slutter mandag (23.7), erklærer de åbent deres kærlighed til byen med et skilt foran på bilen med ovennævnte tekst.

Dette besøg er det tredje i Bogense i år, og de kommer igen.

- Bogense er vores andet hjem. Her er stille og roligt, så meget at se på, ja alt er bare dejligt, fortæller de to, mens vi sidder ved bordet i camperen, hvor der er plysdyr på hylderne, kulørte lyskugler i vinduet og et lille tv på væggen.

Og Gjertrud Langbråten sætter trumf på: Jeg siger altid, at hvis jeg nogensinde skal på plejehjem, så kør mig til Bogense.

Annonce

Jeg siger altid, at hvis jeg nogensinde skal på plejehjem, så kør mig til Bogense.

Gjertrud Langbråten
Ingen kan være i tvivl om, at det norske ægtepar er meget glade for at holde ferie i Bogense. Foto: Betty Rasmussen

Til Frankrig via Gotland

På vejen mellem hjemmet i Norge og Bogense kom de denne gang via Gøteborg til Frederikshavn. De gjorde holdt i Juelsminde og Aabenraa, var en tur i Schleswig, før de nåede til Bogense onsdag den 11. juli.

- Vi skal jo på Torvet og handle om torsdagen, smiler Erik Langbråten.

Før de forlader Bogense i denne omgang, vil de have oplevelsen med af havnen fyldt med bevaringsværdige sejlskibe, som de har første parkets udsigt til fra autocamperen med front mod havneindløbet.

Fra Bogense går turen ikke direkte hjem til Mysen. For det berejste ægtepar kører lige en omvej om Gotland, før de sætter kursen hjem til Norge. Her bliver de dog ikke længe, for snart efter går turen til Frankrig, i autocamperen naturligvis og denne gang i selskab med Eriks kusine og hendes mand, der i øvrigt også flere gange har været med i Bogense og kommer det igen på vej hjem fra Frankrig.

Når blæsten ikke suser for meget om hjørnerne, holder Gjertrud og Erik Langbråten af at spise ved et af de to borde på camperpladsen på Vestre Mole. Foto: Betty Rasmussen

Vores hytte på hjul

Det er friheden ved autocamperen som ferieform, der tiltaler parret.

- Vi prøver at undgå motorvejene, og vi kan køre efter det, vi gerne vil se og efter, hvor vejrudsigten er god. Vi har det hele med os og kan gøre, lige hvad vi vil. Vi havde i mange år en hytte i Norge, som vi skulle køre ud til, nu har vi en hytte på hjul, smiler Erik Langbråten.

Og den hytte har været med dem til destinationer som Kroatien, Barcelona, Prag, Holland, Mosel og Rhinen.

Men selv om ægteparret på 70 og 72 år lever det frie liv, er der alligevel ting, der skal huskes, som for eksempel børn og børnebørns fødselsdage. Og så var der lige den 16. juli, da de kom i tanke om, at det var deres 52 års bryllupsdag. Den blev fejret med middag hos naboen, Røgeriet.

Med så mange kilometer på hjul skulle man måske tro, at Erik Langbråten kan blive træt af at sidde bag rattet. Men nej.

- Jeg slapper helt af, når jeg kører, siger pensionisten - der i sit arbejdsliv var lastbilchauffør i 43 år.

Når det for alvor bliver vinter i Norge, får autocamperen dog lov til at få et hvil, men det betyder ikke, at Langbråten-parret holder sig hjemme i Norge. I stedet rejser de til Gran Canaria i otte uger fra januar til marts.

- Men nu har vi også solgt vores hus og købt en lejlighed, så vi bare skal låse døre, når vi rejser, fortæller de. Klar til at tage fat på endnu en sommerdag i Bogense.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ny hanløve er ankommet til Odense Zoo

Nyborg

Fem riddere om det runde bord

Leder For abonnenter

Overvågning. Et nødvendigt onde

Avisen bragte i går en god nyhed fra Korsløkkeparken, der er et boligområde i Odense på den såkaldte ghettoliste. Efter opsætning af i alt 460 kameraer er området blevet markant fredeligere. Tidligere var Korsløkkeparken plaget af omfattende hashhandel, hærværk og anden kriminalitet, der gjorde bebeboerne utrygge. Men nu kan tillidsfolk for beboerne fortælle, at kameraerne har lagt en dæmper på de urolige elementer, som typisk er helt unge mennesker. De nye kameraer i Korsløkkeparken flugter således fint med regeringens planer om mulighed for mere markant overvågning i det offentlige rum. Dette forslag vil regeringen sandsynligvis komme igennem med, takket være støtte fra de blå partier, og det vil ikke mindst langt størsteparten af beboerne i større almene bebyggelser være glade for. Med god grund. Fredelige borgeres efterspørgsel af en tryg hverdag, hvor man ikke møder hashpushere i nedgangen til kælderen eller skal frygte hærværk mod sin parkerede bil, er forståelig og legitim. Men samtidig må man ikke se bort fra, at mere overvågning også indskrænker den frihed og ret til privatliv, som er grundlæggende for et åbent, demokratisk samfund. Folks behov for tryghed stritter altså imod nogle vigtige værdier, og dermed kan sammenstødet overføres til modsætninger mellem på den ene side almindelige danskere, der tager afsæt i deres hverdag, og på den anden side organisationer, der henviser til undersøgelser og statistikker. Mens hr. og fru menigmand tager overvågningen ret afslappet, er for eksempel Advokatrådet og Det Kriminalpræventive Råd betænkelige. De efterlyser dokumentation for, at øget overvågning gør det nemmere for politiet at opklare alvorlige forbrydelser. Skeptikerne påpeger også, at regeringens lovforslag, om det bliver vedtaget, vil indskrænke borgernes ret til privatliv mere, end man forestiller sig. Det kan meget vel være rigtigt, at kameraovervågning kun har begrænset betydning, når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Men skønt gamle begreber som ro og orden ikke i dag er på mode blandt fagpersoner, har de alligevel fylde i befolkningen. Derfor er øget overvågning et nødvendigt onde. I hvert fald indtil forældre og SSP-folk har lært de unge uromagere reglerne for almindelig god opførsel. Det vil desværre nok tage en rum tid.

Annonce