Annonce
Udland

Norge vil sætte 22. juli-angreb på skoleskemaet

Ntb Scanpix/Reuters
Mandag er det otte år siden, Anders Breivik gik til angreb. Nye generationer skal huske 22. juli, lyder det.

Det er vigtigt, at også fremtidens generationer lærer om det angreb, der den 22. juli 2011 ramte og rystede Norge.

Sådan lyder budskabet søndag ved et "minde og lære"-arrangement i bygningen Høyblokka ved Oslos regeringskvarter.

Her blev det markeret, at det mandag er præcis otte år siden, at Anders Breivik bombede regeringskvarteret i Oslo og gik til angreb mod Arbeiderpartiets Ungdomsforbund (AUF), der holdt sommerlejr på øen Utøya.

I alt 77 mennesker mistede livet ved angrebene.

Det er nemlig vigtigt, at Norge husker angrebet og lærer om det.

Det siger den norske uddannelses- og integrationsminister, Jan Tore Sanner, i forbindelse med søndagens arrangement.

- Det siger sig selv, at den 22. juli skal være en del af skolen. Nutidens og fremtidige generationer skal lære, siger han til den norske avis VG.

Han bakkes op af AUF's formand, Ina Libak.

- Nu er det otte år siden, men også om 80 år skal vi lære af det. De valg, vi træffer nu, har betydning for, hvordan vi kommer til at huske det i fremtiden, siger AUF-formanden til VG.

Ifølge hende nævnes det blandt andet sjældent, at der var tale om et højreekstremt politisk terrorangreb.

Trine Anker, der er forsker og professor ved Den Norske Skole for Teologi, Religion og Samfund, har gennem rundspørger på videregående uddannelser kortlagt skolernes håndtering af 22. juli.

Her står det klart, at mange skoler markerede angrebet og hjalp til under sorgprocessen i den efterfølgende tid.

- Men der har ikke været meget om ideologien bag, siger hun til VG.

Ifølge uddannelses- og integrationsminister, Jan Tore Sanner, vil nyt undervisningsmateriale hjælpe de norske undervisere.

- Det får vi nu. Jeg tror, at det bidrager til, at det bliver lettere. Jeg tror, at lærerne har brug for værktøjer til at kunne stille de rigtige spørgsmål, siger den norske minister til VG.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce