Annonce
Udland

Norge henter IS-kvinde og to børn hjem fra Syrien

Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
En norsk-pakistansk kvinde, der var gift med en fremmedkriger, er på vej hjem til Norge med to små børn.

Norge henter en kvinde med forbindelse til Islamisk Stat hjem fra Syrien sammen med hendes to børn.

Det ene barn på fem år er alvorligt syg.

Det skriver den norske avis Aftenposten, som har et billede af kvinden og de to børn, der tirsdag eftermiddag blev fulgt over grænsen mellem Syrien og Irak.

Den udenrigsansvarlige for det kurdiske selvstyre i Syrien, Abdulkarim Omar, bekræfter over for Aftenposten, at kvinden er udrejst af Syrien.

Den 29-årige norsk-pakistansk er dermed den første kvinde, der hentes tilbage til Norge, selv om hun er mistænkt for at have været en del af Islamisk Stat.

Hun giftede sig med en mand, der har kæmpet for den militante bevægelse.

Kvinden har tidligere hævdet, at hun ikke rejste til Syrien frivilligt, og at hun i flere år har forsøgt at komme ud af landet.

Kvinden er formelt blevet sigtet af det norske politis sikkerhedstjeneste (PST) for deltagelse i Nusrafronten og Islamisk Stat, der begge betegnes som terrororganisationer.

Hun kan regne med at blive anholdt af norsk politi, når hun lander i Norge.

Kvinden og hendes to børn har opholdt sig i al-Hol-lejren siden marts 2019, skriver Aftenposten.

Hendes advokat har tidligere oplyst, at drengen lider af cystisk fibrose. Det kan i værste fald være dødeligt.

Hun har hidtil nægtet at sende sin søn til Norge, uden at hun selv kom med.

Norske myndigheder har tidligere sagt, at alle norske statsborgere har ret til at vende hjem til Norge, men at man ikke vil gøre noget aktivt for at hjælpe IS-kvinder hjem.

Statsminister Erna Solberg har dog sagt, at hun ville gøre en undtagelse med forældreløse børn.

I juni sidste år hentede norske myndigheder fem forældreløse børn ud af den berygtede al-Hol-lejr i Syrien. Børnene var i alderen et til fem år.

På det tidspunkt skønnede den norske efterretningstjeneste, at der befandt sig cirka 40 norske børn i lejre i Syrien.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce