Annonce
Kultur

Nissebanden på Odense Teater: At blive nisse handler om at finde sig selv

Nissebanden en miniature i luftballon bagerst i billedet og i fuld størrelse: Skipper, Puk, Hr. Mortensen, Gemyse og Lunte (fra venstre: Mikkel Bay Mortensen, Amalie Fjeldmose, Peter Gilsfort, Natalí Vallespir Sand og Joakim Lind Tranberg). Foto: Michael Bager

I "Nissebanden i Julemandens Land" gør Flemming Jensen op med tidens amokløb i gavegivning som kompensation for mangel på tid, nærvær og kærlighed.

"Nissebanden i Julemandens land" er essensen af Flemming Jensens tre tv-julekalendere kogt ind til en julesirup af kraft og fylde. Handlingen følger fem elskelige nisser og et par næsten lige så elskelige skurke. Men selv om budskabet er pakket ind i slapstick, gøgl og glimt af eftertanke, er forestillingen Flemming Jensens kommentar til tidens amokløb i gavegivning som køben aflad for mangel på tid, nærvær og kærlighed. Det er et sympatisk budskab, som bliver formidlet uden alt for løftede pegefingre, om end replikken "Det vigtigste er ikke, hvad vi får, men at vi får" bliver gentaget lidt for ofte.

I forestillingen møder vi Puk, før hun bliver nisse. Var hun vokset op i vores tid, ville hendes familie have fået prædikatet dystopisk. Puk er overladt alt for meget til sig selv, for faren, Fornøje-Frederik, er en selfmade businessman besat af tanken om hurtig profit. Moren er på en endeløs forretningsrejse. Og Puks farforældre, hr. og fru Fiffig-Jørgensen, er et par enfoldige småkårsfolk, der altid kan køre en ekstra kop kaffe ned.

Annonce

Om forestillingen

"Nissebanden i Julemandens Land"fire stjerner

Odense Teater, torsdag 15. november 2018. Manuskript og iscenesættelse: Flemming Jensen. Musik: Hans Dal. Scenografi og kostumer: Nina Schiøtz. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Bent Lundgaard. Lysdesign: Jens Klastrup. Lyddesign: Rudi Senf.

Medvirkende: Amalie Fjeldmose, Natalí Vallespir Sand, Mikkel Bay Mortensen, Peter Gilsfort, Joakim Lind Tranberg, Claus Riis-Østergaard, Githa Lehrmann, Anders Gjellerup Koch, Cecilie Gerberg og Mads Nørby m.fl.

Orkester: Bent Lundgaard, keyboard, Morten Nordal, guitarer og el-bas, Morten Øberg, fløjte, saxofon og klarinet, samt Kristian Karottki, slagtøj og keyboard.

Forestillingen varer to timer og 30 minutter og opføres til og med lørdag 22. december.

Publikum må vente længe på "Risengrødssangen", men den kommer - som ekstanummer. Lunte (Joakim Lind Tranberg) er omringet af nissebørn. Foto: Michael Bager

Korch og Kirkegaard

Flemming Jensen og scenografien Nina Schiøttz lader den del af handlingen, som foregår i Holme-Olstrup, udspille sig i en blanding af Ole Lund Kirkegaard-naivitet og Morten Korch-nostalgi. Men freden er under beskydning, for Fornøje-Frederik tænker kun i markedsøkonomi og ekspansion.

Nisserne, der er usynlige for mennesker, ser med undren på lillebyens forvandling, som varsler en katastrofe, for når glæden er væk, kan julemanden ikke lande. Med forskellige bagtanker vælger nisser og mennesker et kvikfix til glæde og velstand. Genvejen er at drage til Julemandens Land og finde og forene de to stjernesten, der kan opfylde alle ens inderste drømme.

Op på himmelbuen

Fiffig-Jørgensen tænker ikke meget over den risiko, en sådan uindskrænket opfyldelse af alle ens ønsker kan indebære. Den godmodige tyksak fokuserer kun på at finde stjernestenene, så sønnike kan få livsvarig garanti for fyldte hylder i sin butikskæde.

Puk handler instinktivt, da hun finder stjernestenene og i erkendelse af, at mennesker ikke bliver lykkeligere af rigdom, giver stenene tilbage til julemanden, så han kan sætte dem op på himmelbuen igen. Det er den erkendelse, hun og Gemyse med nissens eller barnets rene sind omformulerer til sætningen: "En gave er ikke det, du får, men det at nogen vil give dig det". For det er børn og nissers opgave at gøre op med materialismetænkningen og sige det, vi voksne ikke har opdaget, at vi også selv har tænkt.

Guitarmagi

Selv om ensemblet går entusiastisk til opgaven, rammer opsætningen hverken den poetiske åre eller det humoristisk-kække fortælletempo helt så rent som opsætningen for seks år siden. Om det er, fordi Flemming Jensen har skrevet til eller trukket fra, kan jeg ikke gennemskue. Forestillingen spejler stadig den store verden i det lille samfund, hylder fællesskabet og dyrker fantasien, men magisk bliver det først, da guitaristen Morten Nordal spiller Hans Dals "Isbjerge"-tema. Instrumentalnummeret rummer et vemod og en stilfærdig sorg, som over en barndom, der endegyldigt er forbi.

Mod strømmen

I en tid, hvor alt for mange vægrer sig ved at mene noget og i stedet pakker deres holdninger ind i vattede "jeg tænker, at"-argumenter, går Flemming Jensen heldigvis den stik modsatte vej. Han er ikke bange for at lade sine karakterer mene noget, vide noget og ville noget. Hr. Mortensen er med sine 843 leveår autoriteten, der har svar på alt, men ofte tager fejl. Men det er menneskenissen Puk, der har læst sig til sin nissevisdom, som bliver symbolet på, at det at blive nisse er at finde sig selv. Og det er der såmænd mange mennesker, der kunne have brug for.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Annonce