Niels og Berit istandsætter 170 år gammel gård med ler og hestemøg: - Hele huset kan blive nedbrudt og genoptaget i naturens kredsløb

Da Berit og Niels Juhler Gredal så Lydinge Aagård første gang, var de ikke i tvivl om, hvordan de ville gribe istandsættelsen an. De var allerede erfarne husbyggere og istandsættere, og de havde desuden et stort ønske om at gå en mere bæredygtig og naturlig vej.

Parret flyttede til Midtfyn fra Køge, hvor de havde bygget en 90 kvadratmeter stor tilbygning og gildesal efter alle de konventionelle forskrifter med glasuldsisolering, dampspærre, og hvad der ellers hører med. Men de stod tilbage med en undren over de mange indholdsstoffer og kemikalier i alle byggematerialerne og en halvdårlig mavefornemmelse over ikke at vide, hvilke stoffer de omgav sig med i hverdagen.

Det var derfor meget naturligt for parret at tænke i alternativer, da de gik i gang med istandsættelsen af Lydinge Aagård.

Da Berit og Niels Juhler Gredal besluttede sig for at flytte fra Køge til Fyn, handlede det ikke så meget om den geografiske placering som om at finde de helt rette rammer.

- Vi ville gerne bo et sted med god plads og land til. Kravet var ikke en bestemt beliggenhed, men stråtag og bindingsværk, fortæller Niels Juhler Gredal.

Parret drømte om en bondegård, så de fik god plads til sig selv og et par dyr. Da de så Lydinge Aagård første gang, var de stort set ikke i tvivl om, det var det rette sted. Heller ikke selvom de skulle se igennem fingre med indretningen, for stedet var lidt af en tidslomme.

- Vi, måske især jeg, kunne sagtens se mulighederne, fortæller Berit Juhler Gredal.

Hun har stået for en stor del af indretningen af hjemmet. Men hun kan også tage fra i det grove arbejde. Blandt andet er murerarbejdet blevet hendes speciale, og hun har genopført mange af husets vægge, der er bygget af de gamle lersten fra huset og mørtel lavet på hestemøg, genbrugsler og sand. En både billig og miljørigtig måde at bygge på.

Parret begyndte istandsættelsen med to værelser i stueetagen. Det var lidt af et eksperiment og en læringsproces. Men Berit og Niels oplevede, at jo mere de undersøgte alternative materialer og byggemuligheder, jo mere spredte det sig som ringe i vandet.

- Der gik sport i at undersøge og finde bedre muligheder, fortæller Niels.

Både Berit og Niels har døjet med støvallergi i mange år. Men den er forsvundet, efter de har istandsæt deres hjem med naturlige materialer. En sidegevinst, som de ikke havde regnet med.

- Ler optager støv, så det ikke hvirvler rundt i luften. I stedet samler det sig i gigantiske nullermænd på gulvet, men det er dog lige til at støvsuge, fortæller Berit Juhler Gredal.

Indemiljøet i hjemmet er vigtigt for parret, men andre aspekter spiller også ind.

- Når vi engang forlader Lydinge Aagård, efterlader stedet ingen spor. Alle materialer er naturlige, og derfor kan hele huset blive nedbrudt og genoptaget i naturens kredsløb med tiden, forklarer hun.

Det er omsorg for miljøet, men også for dem selv. Og så er det af respekt for husets historie.

- Gården er bygget i 1850, men mange af materialerne er meget ældre. Dengang tænkte man jo ikke over, at materialerne skulle være genbrug, men hvis man havde et godt stykke tømmer, så brugte man det i stedet for at fælde et træ og lave en ny, fortæller Berit Juhler Gredal.

På den måde er historien allestedsnærværende i hjemmet. Især i væggene, hvor bjælkerne er blottede, og hvor lerstenene er de samme, som blev brugt ved husets opførelse. De er lavet af lokal lerjord og har ligget og tørret i solen. I nogle af stenene er der endda fingermærker fra dengang, de blev lagt ud til tørre.

- Den slags historie kan man jo ikke bare smide ud. Det er en del af vores bygningskulturarv, mener Berit.

Den holdning har ellers krævet is i maven, for gang på gang er Niels og Berit blevet rådet til at skifte de gamle sten ud med nye. De har i det hele taget mødt mange fagpersoner, der ikke havde forståelse for, at de ville bevare de gamle materialer.

- Man bliver virkelig god til at lytte og stole på sin mavefornemmelse, fortæller Niels Juhler Gredal.

- Ja, og man lærer at tage nogle chancer. For eksempel købte vi ikke en ejerskifteforsikring, da vi overtog huset, for vi vidste godt, at alt skulle laves, og at forsikringen helt sikkert ikke ville dække alligevel. Men vi fik heller ingen garanti på vores badeværelse, fordi vi brugte ler. Mureren turde ikke tage ansvaret for, at det kunne holde i et vådrum, men når der er fliser udenpå som beskyttelse, fungerer det så godt. Der er aldrig fugtigt i rummet, fordi leret er et levende materiale, der både kan optage og afgive fugt, supplerer Berit.

Parret er ikke i mål med renoveringen endnu, men de begynder at kunne se en ende på det. Næste projekt er køkkenet, der venter på at få en kærlig hånd og blive sat op.

- Det er det gamle køkken, som vi har pillet ned og gemt. Det er et virkelig fint snedkerkøkken fra 70’erne lavet af danske Tectum, så det kunne slet ikke betale sig at skifte det ud med et nyt, fortæller Berit Juhler Gredal.

Når køkkenet står klar, betyder det også, at familien for alvor kan flytte ned i stueetagen. Noget de glæder sig rigtig meget til. Indtil nu har de primært boet på husets førstesal. Et åbent rum, der tidligere har fungeret som både atelier og kontorfælleskab. Væggene er malet i en støvet grøn, og indretningen giver en forsmag på parrets talent for at skabe flotte rum, som man har lyst til at opholde sig i. For selvom underetagen endnu kun er sparsomt møbleret, er valget af materialer og udtryk helt gennemført. Der er høje træpaneler i køkken-alrummet og i entréen. Berit har brugt blomstret tapet i flere af rummene, som leder tankerne hen på indretningsstilen fra tv-serien ”Badehotellet”. Stilen er både landlig og luksuriøs. Ligesom med istandsættelsen gør parret ikke noget halvt.

- Jeg har et klart billede af, hvordan indretningen skal se ud, men det er en proces, der godt kan ændre sig meget undervejs og blive rettet til mange gange, fortæller Berit Juhler Gredal.

Selvom hun er god til at indrette, har istandsættelsen fra start været et fælles projekt.

- Hvis man ikke er enig om at gøre det sammen, slider det virkelig meget på ens forhold. Jeg tror, man skal være enige om, at man er to om projektet uanset hvordan, man deler opgaverne imellem sig, siger Niels Juhler Gredal.

Det kan Berit nikke enigt til. Istandsættelsen har været én lang læringsproces, som parret har klaret sammen.