Annonce
Sport

Nicolaj Thomsen vil tale med Solbakken om fremtiden

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Trods 90 minutter i kampen mod Malmö FF er Nicolaj Thomsen stadig i tvivl om sin fremtid i FC København.

I denne sæson har Nicolaj Thomsen set mere fodbold fra bænken, end han har spillet på grønsværen.

Men i torsdagens afgørende gruppekamp mellem FCK og Malmö FF kunne midtbanespilleren glæde sig over at få alle 90 minutter på banen.

- Det var dejligt at starte inde. Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet og domineret lidt mere med bolden, men det var dejligt at spille noget fodbold.

- Det er jo det, man gerne vil, siger Nicolaj Thomsen.

Midtbanespilleren, der var en stor profil på AaB's mesterhold i 2014, kom til FCK fra franske Nantes i januar 2017.

Her har det imidlertid været begrænset med spilletid for Thomsen, der primært kæmper om pladserne på FCK's centrale midtbane med profilerne Carlos Zeca og Rasmus Falk, som træner Ståle Solbakken har foretrukket.

Men selv om Solbakken torsdag viste den 26-årige midtbanespiller tillid, så ændrer det ikke ved, at Nicolaj Thomsen stiller spørgsmål ved sin fremtid i den københavnske storklub.

- Der er selvfølgelig ikke noget i det for mig, hvis de alligevel har tænkt sig at satse på nogle andre. Så har jeg brug for at komme et sted hen, hvor jeg kan spille noget fodbold.

- Mig og Ståle skal tale om, hvad hans planer er. Det kan være, at han ser nogle andre veje, og så er det fair. Så må vi løse det, siger Thomsen.

Selv om det nordiske brag mellem Malmö FF og FCK endte med et 0-1-nederlag til københavnerne, så er FCK videre til knockoutkampene i Europa League.

Og her har Thomsen et klart ønske til, hvem FCK bliver parret med.

- At trække Arsenal eller Manchester United ville være rigtigt fedt, lyder det fra Thomsen.

Lodtrækningen til 16.-delsfinalen i Europa League finder sted mandag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce