Annonce
Assens

Nicolai Agger læste en bog og blev Fyns største vinbonde

Nicolai Agger besluttede sig for at blive vinbonde en kedelig januar måned. I dag er han Fyns største. Foto: Sara Brun Nielsen
For ti år siden læste Nicolai Agger en bog om dansk vinavl. Det ene tog det andet, og i dag har han Fyns største vingård, som han driver med hjælp fra sin bror og en newzealandsk vinnørd.

Ungersbjerge: En importeret newzealænder, en vestfynsk bakke og en gartnerbror. Det er opskriften på Fyns største vingård, Agger Vin og Parkgolf.

- Det interessant, at vi har en vinproduktion i Danmark, vi ikke troede, vi kunne have for 30 år siden, siger gårdejer og vinbonde Nicolai Agger.

Nicolai Agger er spontan med store armbevægelser. Da han fyldte 60 år, fik han en bog om dansk vinavl, og to år senere i 2011 blev 4000 vinstokke sat i jorden trods gode råd og advarsler fra hustruen.

- Jeg har fødselsdag i januar, og det er så kedelig en måned. Så jeg fik hurtigt læst den bog. Jeg har brug for nye udfordringer at tage mig til, så jeg købte gården med bakkerne og gik i gang, siger Nicolai Agger.

I dag kan han bryste sig af at have Fyns største vingård, efter Nyholmgaard Vin i Marslev lukkede og sagde farvel sidste år.

Annonce

Agger Vin

Nicolai Agger er 70 år og uddannet dyrlæge.

Han satte de første vinstokke i jorden i 2011 på vingården Agger Vin og Parkgolf sammen med sin bror, Peter Agger.

Gården ligger ved Haarby på Vestfyn.

Ud over at være vinbonde er Agger også Europas eneste japansk-uddannet parkgolf-spiller.

Gården har 4000 vinstokke i alt. Heraf 1000 ortegastokke, 1000 solarisstokke, 1000 stokke til mouserende vin, 700 rondostokke og 300 regentstokke.

Gartnerbror

Ud over den nye vinbog, bevares, var Aggers viden om vin dog begrænset. Heldigvis var bror Agger i besiddelse af lidt grønnere fingre som slotsgartner på Gavnø Slot.

- Jeg ringede til Peter, og spurgte om vi ikke skulle være vinbønder sammen. Det ville han heldigvis gerne, siger Nicolai Agger.

I 2013 var de første vine klar, men rødvinen fra rondodruen voldte lidt problemer. Danske rødvine bliver typisk lavet på denne drue, fordi den egner sig godt til klimaet, men druen har en lidt special smag. Spørger man Nicolai Agger, kan smagen beskrives som grim.

- Jeg måtte have fat i en, der vidste mere om vin end mig og min bror. Jeg skulle bruge en vinmager, siger han.

Newzealænderen

Først lod Agger blikket glide over Tyskland, som er et land med mere vinerfaring end Danmark, hvor der er nok af fine vinmagere at hive fat i.

Problemet med Tyskland er bare, at deres vinsæson er samtidig med den danske - så hvorfor skulle en god tysk vinmager gide at drage nord på? Løsningen på det blev at kigge længere syd på.

- New Zealand har et klima, der minder om vores, hvad angår vin. Og så er sæsonen jo modsat vores, siger Nicolai Agger.

Så turen gik til kiwiens land i 2016, hvor der var planlagt flere møder med potentielle vinmagere, men allerede ved første møde, var der bid. Nick, hedder han, newzealænderen. Han er 33 år og vinnørd. Som i ægte nørd. Han har vundet flere newzealandske vinmesterskaber, så han var den perfekte til jobbet.

- Når vinen blomstrer, går der 100 dage til, at vi er klar til første høst. Jeg havde købt en billet til Nick i oktober, som normalt er høstsæson, siger Nicolai Agger.

Men det år gik der svamp i hvidvinsdruen solaris. En god svamp vel at mærke, nemlig ædelråd. Men svampen betyder, at druerne bliver til rosiner, og rosiner alene dur ikke til vin.

- Jeg stod pludselig med vinstokke, hvor halvdelen af druerne var blevet til rosiner, så jeg ringede efter Nick og spurgte, om han kunne komme med det samme, siger Nicolai Agger.

To dage senere, stod newzealænderen på gården ved Helnæs Bugt.

I dag ved Agger en del mere om vine, men for at få den succes, han har i dag, var det nødvendigt at hidkalde hjælp fra kiwiens land. Foto: Sara Brun Nielsen

Væk med den grimme smag

Nick begyndte sit nørderi og brugte klaserne med flest rosiner til hedvin, mens resten blev forvandlet til sød hvidvin med en lang eftersmag af hyldeblomst. Den vin er i dag gårdens varemærke.

- Og så formåede Nick at fjerne den grimme smag fra rondoen. Den mest almindelige sætning, jeg hører fra ældre mennesker, er, at vi ikke kan finde ud af at lave vin i Danmark. Det er, fordi de er vant til den grimme rondosmag. I dag bliver min vin udsolgt til restauranter, siger Nicolai Agger.

Siden er Nick vendt tilbage hvert år seks uger ad gangen. Så går han og eksperimenterer med temperatur og sukkerindhold, indtil vinen er så god, at han tør overlade den til Aggerbrødrene.

- Jeg troede, at det her årti skulle bruges på at læse mig igennem alle Tintin-historier. Det når jeg nok ikke. Det ligger i mit blod - jeg har brug for udfordringer, siger Nicolai Agger.

Agger har længe kunnet prale med en god solaris-hvidvin, men det nyeste sats er hedvin. Foto: Sara Brun Nielsen
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Mindeord For abonnenter

Mindeord: I byrådssalen boltrede Per Berga sig som en fisk i vandet

Annonce