Annonce
forside

Nationalmuseets skib skulle have været autentisk under dæk: Det bliver det ikke

Vantskruer i denne udformning vækker opsigt på havnen i Marstal, men de er historisk korrekte, fastslår Nationalmuseets ekspert, Jes Kroman, Dyreborg. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Bonaviatas master og dæk er så tæt på det originale som muligt. Men under dæk er den langtfra det oprindelige lastskib, som var Nationalmuseets første plan.

Nationalmuseets sigte ved overtagelsen af Bonavista for 19 år siden var at føre skonnerten tilbage til sin oprindelighed som sejlførende fragtskib. I hvert fald i videst muligt omfang.

I dag står det klart, at mulighedernes omfang har været ret så begrænsede.

Det blev Søsiden overbevist om, da vi tidligere på ugen blev inviteret under dæk. Her viste Nationalmuseets projektleder, skibshistorisk konsulent Jes Kroman rundt:

- Lastrummet begyndte oprindelig helt derude, siger Jes Kroman og peger ud forbi den nymonterede fokkemast.

- Og så sluttede det henne foran skippers kahyt agterude, forklarer Jes Kroman.I runde tal kan det oversættes til, at omkring tre fjerdedele af pladsen under dæk var udnyttet til lastrum, da skonnerten blev leveret i 1914.

Nu er der gjort et drastisk indhug i denne plads. Hvis skonnerten bare skulle have ligget til udstilling ved en kaj, var dette ikke nødvendigt. Men Nationalmuseets plan er i dag, at Bonavista skal til søs og sejle charter med passagerer, og det stiller strengere krav til indretning og sikkerhed om bord.

I "lastrummets" styrbord side agterude er der fx anbragt et par store brændstoftanke i fuld højde. Selvom Bonavista oprindelig var et rent sejlskib, er brændstof og motor i dag en praktisk nødvendighed under afgang og anløb eller hvis vinden skulle flove til søs. Den slags nymodens fylder.

I bagbord side gør et par sorte, kubikmeter-store tanke også et alvorligt indhug. Tankene er til spildevand i kategorierne sort og gråt.

Annonce
Vantskruerne der diskuteres på kajen i skipperbyen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

36 passagerer

Forude fylder forskellige faciliteter til nutidens besætning, bl. a. kahytsplads, kabys og baderum.

Helt ude ved stævnen indrettes en kopi af det oprindelige køjerum, lukaf, til de tre-fire besætningsmedlemmer en Atlanterhavs-krydsning krævede for 100 år siden.

Når Bonavista skal sejle charter for Nationalmusset og for Marstal Søfartsmuseum kan medtages 36 passagerer på dagsture. Det moderne redningsmateriel dimensioneres til i alt 40 personer incl. besætning.

Hvad den resterende del af lastrum-pladsen skal anvendes til, er der ikke taget stilling til endnu, oplyser Jes Kroman. En mulighed er, at det indrettes med bænke og borde til chartergæster.

Der er mange løser ender at klare over og under dæk før Bonavista om få uger skal leveres færdig til sin ejer, Nationalmuseet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Ankerspil fra Svendborg

Op på dækket igen.

Det håndbetjente ankerspil ved stævnen er et stykke velbevaret, sydfynsk maritim-historie. I spillet står indstøbt "Actieselskabet Carl Axelsen Svendborg". Denne virksomhed i Ørkildsgade var datidens store leverandør af metal-emner til Øhavets mange skibsværfter.

To år efter virksomheden leverede spillet til Bonavista, indgik den sammen med Ring-Andersens daværende stålskibsbyggeri i det, der senere blev til Svendborg Skibsværft. I øvrigt findes et tilsvarende spil på en anden kendt øhavs-skonnert, den også Marstal-byggede Aron af Svendborg.

Der er mange løser ender at klare over og under dæk før Bonavista om få uger skal leveres færdig til sin ejer, Nationalmuseet. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Nogle helt specielle skruer

Bonasvistas vantskruer forekommer ret så specielle i forhold til, hvad der ses på de fleste andre større sejlskibe.

Jes Kroman kan fortælle, at den sjældne udforming allerede er bemærket i den gamle skipperby:

- Den slags har vi da aldrig set før. Kan det nu være rigtigt, har havnesnakken gået.

Vantskruerne er til justering af stålwirerne, vantet, der holder masten på plads.

- Vi har været mange nærstudier i gamle fotos og tegninger igennem for at ramme tingene så oprindeligt, som muligt. Jeg er nået frem til, at den valgte type vantskrue her må være den rigtige, fastslår Nationalmuseets ekspert.

Formelt er Bonavista-projektet en renovering. Reelt er det en små 100 pct nybygning. En af de få orignale dele om bord er dette ankerspil fra Svendborg-virksomheden Actieselskabet Carl Axelsen i Ørkildsgade. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Ekspertens sidste job

For Jes Kroman bliver Bonavista-projektet i øvrigt hans sidste profesionelle job efter mange år i sejlskibs-branchen:

- Kort sagt. Jeg gider ikke mere, siger Jes Kroman til Søsiden.

Den 62-årige, arkitektuddannede Jes Kroman har i sit livslange parløb med historiske sejlfartøjer også beklædt posten som direktør for Skibsbevaringsfonden. Han er en kendt og respekteret profil i sejlskibskredse, men også kendt for ofte at indtage skarpe standpunkter.

- Nu vil jeg nyde livet og min gamle båd i Dyreborg - og så min violin, siger Jes Kroman med titel af rigsspillemand.

Lastrummet er en byggeplads. To store brændstoftanke og et par voluminøse beholdere til spildevand fylder godt op hernede. Ude foran gør faciliteter til besætning et alvorligt indhug i pladsen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
I området lige bag stævnen indrettes et lukaf som det oprindelige anno 1914. Her foran fokkemasten sov besætningen på togterne over Atlanten. Skipper havde sin kahyt agterude. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Lastrummet er en byggeplads. To store brændstoftanke og et par voluminøse beholdere til spildevand fylder godt op hernede. Ude foran gør faciliteter til besætning et alvorligt indhug i pladsen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce