Annonce
Rejser For abonnenter

Nantes: Den smukke by er vågnet

Hvem tør bade her? Huang Yong Pings søuhyre slanger sig dagligt i vandet nær Saint-Nazaire. Foto: Jens Rasmussen
N on er et kedeligt ord. Og selv om byen udtales som Nontes, så sig aldrig nej til Nantes. A djø er svært at sige, når man har været i favnen på Nantes et par dage. Den vestfranske by rammer én med sin umiddelbare charme. N iveauet er højt, når det gælder kunst og kultur i Nantes. Byen er et orgie i kunst og kultur. Den kan ikke få nok. T our de France kørte uden om Nantes i år. Men mon ikke byens skønhed og originalitet får Tour-ledelsen til at give området en etape i fremtiden. E xcellent bliver automatisk en del af ens ordforråd, når man bevæger sig rundt i Nantes. Om det gælder byens transport, de mange restauranter, historiske steder eller en kølig pale ale på en fortovsrestaurant. S avoir-vivre. Oui, monsieur. Kultur er ikke bare noget, man udstiller. Det er noget, man lever. Også i trafikken. Du skal næsten blot blinke med øjnene, så giver trafikanterne dig plads.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce