Annonce
Middelfart

Når mennesker mødes brydes fordomme ned

Peter Helge Skjødt viser Benjamin Tårnøe og Miriam Diemer rundt i værkstedet, hvor der laves designprodukter udelukkende af genbrugsmaterialer. Her ryger intet i skraldespanden, og alt kan bruges til noget nyt. Også det jule-bamse-slips, der begyndte at spille i det øjeblik, dette foto blev taget. Foto: Michael Bager
I mødet med mennesker kan fordomme brydes ned. To gymnasieelever fik prøvet rollen som journalister af hos Superwerk i Odense. I det møde forstod Miriam Diemer og Benjamin Tårnøe, at journalister ikke kun hamrer døre ind og konfronterer folk.

Middelfart/Odense: - Man har jo stereotyper med sig over alt. Ligesom jeg har en forestilling om, at alle efterskolelærere drikker kaffe og går i tøj fra Superdry, så havde jeg også en forestilling om, at journalister er sådan nogle, der roder i andres ting, men nu kan jeg se, at det kan gøres anderledes. Her var det mere en samtale, sagde Miriam Diemer, der går i 2. g på Middelfart Gymnasium og netop havde lavet sit første journalistiske interview.

Sammen med klassekammeraten Benjamin Tårnøe har hun besluttet sig for at skrive en artikel om genbrugsmøbler. Et emne, der viste sig at være ret bredt, da snakken først kom i gang på Superwerk, der er en socialøkonomisk virksomhed, der tager imod kontanthjælpsmodtagere i straksaktivering og i afklaringsforløb.

Annonce
Superwerk sælger også godt genbrugstøj. Størstedelen af det tøj, der kommer ind til Superwerk, er cowboubukser. Derfor ligger der en kreativ udfordring i at få brugt det blå, slidstærke stof til noget salgbart. Som foreksempel puder. Her en kæmpe cowboybukse-pude på gulvet. Foto: Michael Bager

"Fedt"

- Ej, hvor er det fedt.

- Ej, hvor er det fedt.

Ordet "fedt" faldt igen og igen. Fedt, fordi det var nogle fede produkter, som produktionsassistent Peter Helge Skjødt viste de to elever, mens han viste rundt og fortalte om stedet, og fedt fordi det er en fed måde, produkterne bliver lavet på.

Mennesker, der ikke er klar til at påbegynde job eller uddannelse, og som er havnet i et udviklingsforløb, arbejder her.

Efter et forløb, der kan strække sig fra 13 uger og op til flere år, kan de sendes videre ud i verden. Med en praktikplads på hånden eller en plads på et studie og med en stor portion kærlighed og selvtillid i rygsækken.

Møbler med historie

For de to gymnasieelever ligger der lidt mere i det end at blive klogere på at "upcycle" møbler. Inden for en overskuelig periode skal de måske begge flytte hjemmefra, og det må ikke koste en formue at indrette en ny lejlighed.

For dem begge giver det god mening at genbruge møbler, og begge har de øje for det unikke. Butikken i Superwerk er fyldt med spændende, og ikke mindst unikke, ting.

Hverken Miriam Diemer eller Benjamin Tårnøe synes vist, at der er noget galt i at gå i Ikea og købe et møbel, men Peter Helge Skjødt rammer noget rigtigt, når han siger dette:

- Det handler om at have møbler, der kan fortælle en historie. Og det kan møblerne fra Superwerk.

En stol fra Superwerk er en unikaproduktion. Gamle møbler kommer ind, bliver splittet ad, bliver betrukket om og bliver dekoreret på ny. Der findes kun den ene, og den har historien med sig om de unge, der har lavet den i deres egen rejse mod en ny fremtid. Det er jo en god historie et kunne fortælle, når nogen spørger, hvor man har sin nye stol fra.

Superwerks signatur-design er "fortællerstolen". Dette er en gammel stol, der er blevet skilt ad, betrukket om på ny og lavet om til en hund. Altsammen lavet af idéer fra de unge i værkstedet. Foto: Michael Bager

Nok at skrive om

I værkstedet er også en stor butik, og det var i første omgang den, Miriam Diemer og Benjamin Tårnøe havde i tankerne, da de ville skrive om genbrugsmøbler. I mødet på Superwerk blev en forestilling om, hvordan noget er, udvidet til at handle om meget, meget mere, og det gav spørgelyst.

- Jeg havde fået forklaret noget om Superwerk, og jeg havde et billede af, hvad det var for noget, men mit billede passede ikke. Jeg blev meget imponeret og fanget af det, og jeg fik lyst til at spørge ind, siger Benjamin Tårnøe.

- Jeg tror, jeg blev overrasket over, hvor nemt det var at snakke med dem. Det var rart, at man ikke skulle tvinge et svar ud af dem, og de var nemme at spørge ind til, siger Miriam Diemer.

Arbejdet for de to elever er nu at få lyttet deres optagelser af interviewet igennem og få gennemgået de noter og oplevelser, som de havde på stedet. Det skal munde ud i en artikel, der skal afleveres i dansk. Her ville de kigge på det klimamæssige aspekt i at genbruge møbler - dette var deres oprindelige sigte, men efter mødet på Superwerk vil artiklen nok mere komme til at handle om det sociale aspekt på værkstedet i Superwerk.

Der er mange ting at komme rundt om i fortællingen om Superwerk. Produktionsassistent Peter Helge Skjødt gav sig god til til at forklare jounalistspirerne om Superwerk. Foto: Michael Bager
Det avr svært ikke at finde en masse gode ting, som man kunne tænke sig at købe med hjem. Foto: Michael Bager
Projektleder Jacqueline Andersen fortalte også gerne om alt der, Superwerk står for. Foto: Michael Bager
Broderede værker, der før har hængt i en ramme på en væk, får nyt liv som en pude. Foto: Michael Bager
Med alle de cowboubukser, der ryger igennem i værkstedet, kommer der en del syninger til overs. Her er man ved at flette syninger sammen, så de kan bruges til grydelapper eller noget andet praktisk. Foto: Michael Bager
Foto: Michael Bager
Foto: Michael Bager
Foto: Michael Bager
Foto: Michael Bager
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce