Når livet slutter: Derfor vælger flere at blive brændt

Hvordan foretrækker vi at komme herfra, når vi dør?

- 83 procent vælger en bisættelse, hvor kroppen kremeres (brændes, red.).

Hvornår er kremering blevet mere populær end en gammeldags kistebegravelse med jordpåkastning?

- Det skete midt i 1970'erne, hvor antallet af bisættelser rundede 50 procent. Indtil 1892 var det forbudt, og den første legale ligbrænding blev gennemført i Danmark i 1893. I 1955 blev 25 procent brændt, og herefter er det steget langsomt.

Hvorfor brændes otte ud af ti i dag?

- Det er der flere årsager til. Blandt andet at en urne optager mindre plads på kirkegårdene end en kiste, og det kan også spille ind, at en bisættelse er billigere end en kistebegravelse. Desuden slår normalitetens kraft igennem. Vi påvirker hinanden, og der er en almen accept af, at kremering er en lige så værdig måde at håndtere den døde krop på som en kistebegravelse. Tidligere var det meget omstridt, og der var fra kirkelig side modstand. Det er der ikke længere.

Er de mange bisættelser udtryk for, at vi er blevet mindre troende?

- Det kan man ikke sige, men den traditionelle kristne forestilling om et liv efter døden, Himmel og Helvede er svækket.

Hvor mange ønsker kirkens medvirken?

- 85 procent af alle bisættelser og begravelser har medvirken fra en præst. Tallet er svagt dalende, men det store flertal følger fortsat traditionen.

Er kremering lige populært blandt fynboer, jyder og sjællændere?

- Øst for Storebælt bliver flest brændt, og flere byboere end folk på landet vælger kremering.

Hvorfor?

- Det hænger blandt andet sammen med ekstra pres på by-kirkegårdene og industrialiseringen, der har fulgt urbaniseringen. Kremation blev lanceret som den moderne måde at håndtere lig på. Det er på en måde lidt industrielt. En moderne rationel renlig måde at komme af med lig.

Hvor ofte er det afdøde selv og ikke de pårørende, der har truffet beslutningen om kremering?

- Det ved vi ikke, men bedemændene presser på for at få flere til at skrive den sidste vilje ned. På den måde kan undgås tvivl og kontroverser mellem pårørende. Det er blevet mere aktuelt i takt med ændrede familierelationer og børn i flere kuld.

Spiller de ændrede familiemønstre med større afstande til familien også ind på stigningen i valget af bisættelse?

- Helt afgjort. Det er ikke som i gamle dage, hvor familien altid boede i nærheden og kunne tage hånd om et gravsted og vedligeholde det. Mange vil ikke lade de efterladte trækkes med et gravsted, men modsat er også hensynet til efterladte, der gerne vil have et gravsted at kunne gå til.

Vil vi se en effekt af det store fokus på prins Henriks død og begravelse?

- Det tror jeg. Det har skabt en større bevidsthed. Blandt andet om muligheden for at få spredt sin aske på åbent hav. Det kræver dispensation, men i retningslinjerne for dispensation står det nævnt som en mulighed, og der gives typisk tilladelse. Til gengæld står der intet om deling af asken, som prins Henrik valgte. Det kunne der komme flere forespørgsler på, så en del af asken kunne spredes på havet og en anden del på kirkegården eller ens egen ejendom, så der er et mindested. Som forskere er vi spændte på at se, om prins Henriks valg får en betydning.