Annonce
Debat

Nåeh, det er ligesom med en ko, når man ammer?

Jørgen Lund Christiansen

Landbrug: Anima har gjort sig til part i en ren tilståelsessag: 53 pct. af danskerne er dumme. De véd ikke, at en ko skal føde en kalv for at give mælk. Den var gal allerede for en snes år siden. Min gamle, hyggelige frisør havde lukket salonen, og pludselig sad jeg i Stol 5 i en lang række foran en spejlvæg og blev "wellness"-klippet af en smalltalkende smart 35-årig lady. Hun fandt ud af, jeg havde med landbrug at bestille og satte - ikke særlig kundevenligt - et angreb ind. "Hvad er det for noget med de der kalve, der ender på tremmer i Holland?" Det var dengang, og sådan er det faktisk stadig. Hollænderne laver hvert år dejligt kød af halvanden million kalve, som i dag især hentes i Østeuropa, blev jeg fortalt under besøg på et stort, veldrevet brug dernede i sommer.

Tilbage til klippe-ladyen, som fortsatte: "Hvorfor skal kalvene fødes, når de bare skal slagtes?" Jeg lagde avisen og spurgte, om hun havde børn. Jo da, skøn pige på otte, dreng på 10. Jeg antog, de fik mælk, hver dag - med alt det gode, som rigtig pattedyrsmælk indeholder og ikke blot noget soja-pjask, og selvfølgelig gjorde de det. Nyt spørgsmål: "Ammer du endnu?" Men det gjorde hun godt nok ikke. Hun fik mælk fra Kvickly, økologisk selvfølgelig. Hun skal være tilgivet. Det var før, man erkendte, at økologi er mere klimabelastende end konventionel, videnbaseret produktion. Næh, hun var skam vokset fra at amme. Kirtlerne blev jo tømt efter en tid. "Så er du jo indrettet ligesom en ko", bemærkede jeg. Det kunne hun pludselig godt se, men indtil da havde hun troet, at en ko begynder at give mælk, når den bliver voksen og bliver ved med det, indtil den bliver gammel.

Hvor er det godt, bønderne har et Åbent Landbrug-koncept og at skolebørn i hundredtusindvis over årene har besøgt og stadig besøger bondegårde, ikke mindst dem med køer. På et tidspunkt må dumheden, eller skal vi sige den manglende eftertænksomhed, jo uddø. Er jeg for optimistisk? Dengang for godt 20 år siden lavede jeg små uvidenskabelige undersøgelser om dumhedens omfang. Det slemmeste resultat kom fra lærerværelset på det lokale gymnasium. Også her var uvidenhedsprocenten over 50. Høj uddannelse og evne til at tænke logisk går ikke altid hånd i hånd. Tak til Anima for at minde os herom.

Tilbage er nu at få Anima til at forstå, at dyr ikke er mennesker. Må jeg opfordre alle praktikere, som holder Danmarks produktion og dermed velfærd på sporet, til at gå i gang med en informationskampagne, så de mange højt uddannede også kan få nyttig viden indenbords.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce