Annonce
Danmark

Mylenberg lader paraderne falde: Ny bog om den danskeste Kim i kongeriget

Bøger: Kender man Kim Larsen, kender man sit land. Og Jens Andersens fornemme bog om Kim Larsen giver ordet og stemmen til den afdøde spillemand. Det er godt at lytte til, især fordi bogen fortæller om Kim Larsen, før han blev vores allesammens. Også da var han mest sin egen.

Jeg må begynde med en indrømmelse. Da Kim Larsens enke i begyndelsen af oktober udsendte en varm tak til hele nationen for de mange varme ord og tanker i anledning af hendes mands død og samtidig kundgjorde, at Kim Larsen da nok selv for længst havde fået nok, så glædede det mig vildt.

Det lød sådan her i beskeden fra enken:

"Kim selv ville have råbt "STOOOOP NU" for længst, og så have tilføjet: "Man giver ikke en mand blomster". Tak. Kærligst Liselotte."

Selv havde jeg for længst haft "STOOOOP NU"-behovet. Ja, ærlig talt har jeg ret trofast igennem mange år vendt øret væk og skiftet radiokanal, når endnu en gang Kim Larsen strøg ud. Ikke, fordi der er det fjerneste i vejen med hverken det gamle eller det nye, men mere, fordi det efterhånden var mere velkendt end en dansk gråvejrsdag. De faste lilletrommeslag på to og fire, de enkle melodier, den larsenske intonation, fastheden i sproget. Var der meget nyt at hente? Og så samtidig fællessangstrætheden over "Joanna" og "Jutlandia".

Jeg holdt inde med det hele i de mange dage, landet var i selvforstærkende sorg og lunede mig blot stilfærdigt ved, at enken trods alt evnede at holde fast i det måske allermest fantastiske ved Larsen, nemlig at han ikke rigtig gad gøre sig til for nogen. Og at han i egne øjne var en spillemand og ikke nogens nationalskjald med licens til statsbegravelse, som det blev sagt og skrevet nogenlunde lige så ofte, som hans sange fyldte P4.

Med alt dette in mente gik jeg lidt rundt om mig selv, før Jens Andersens nye Kim Larsen-bog "Kim Larsen - mine unge år" blev åbnet. En bog som efter sigende udkommer i det største førsteoplag nogensinde. Som er blevet til på få måneder, og som i kritiske øjne kunne ligne en lynsnar superkommercialisering af et pludseligt dødsfald.

Men paraderne faldt. Selvfølgelig gjorde de det. I første omgang for Jens Andersen, som uanset om temaet for hans biografier er Tom Kristensen, Astrid Lindgren, H.C. Andersen, kronprinsen eller for den sags skyld Frank Arnesen altid formår at finde den rette tone. En tone, en stemme, der passer den biograferede. Som er hovedpersonens og ikke Andersens. Og som kan læses og forstås af høj som lav. Andersen skriver for sine læsere, hver gang, hvilket jo lyder så simpelt og indlysende, men ikke er det.

Denne gang har Andersen igen truffet et rigtig valg, han har ladet Kim Larsen selv fortælle. Bogen læses simpelthen, som hvis man sad i stuen og hørte Kim Larsen fortælle. Jens Andersen har skrevet sig selv ud og Larsen ind med krop og sjæl, stemme og tone. Det er godt. Mere end godt faktisk. Alene det er bogen værd.

Jeg kunne her komme med et hav af eksempler, men nej. Fat bogen selv, man skuffes ikke. Og som sagt behøver man slet ikke være den store fan for at rives med. For en ting er, hvad Jens Andersen kan, noget andet er selvfølgelig Kim Larsen selv.

Men okay, ved nærmere eftertanke ... Der kommer alligevel et sigende eksempel her:

"Mens jeg endnu var på Gerbrandskolen, skete der noget lykkeligt. Jeg blev far. Tidligt lørdag morgen 26. oktober vækkede Mariann mig og sagde, at hun havde veer. Jeg nåede lige at ringe til inspektøren: 'Jeg kan desværre ikke komme i dag, hr. Freitag, min unge er ved at blive født.' Så var det ellers afsted til fødeklinikken på Nørrebrogade. 'Skal De være med til fødslen, hr. Larsen?' Det havde jeg jo lovet Mariann, men var fandeme ikke meget for det."

Larsen i nøddeskallen. Brovtende på en dannet måde. Rap i replikken, men følsomt. Ballademager med respekt for det bestående og med vished om sin egen rolle og ansvar.

Kim Larsen voksede op i byen med dejlig mor, men uden far. Han var ikke en bølle, ej heller et dydsmønster. Han læste bøger, men var ikke overmåde skoleglad. Han jagtede piger, men kyssede kun. Han arbejdede, men blev også fyret. Han kom på gymnasiet, men vidste at det ikke var akademiker, han skulle være. Kim Larsen skulle følge familietraditionen og blive skolelærer. Det blev han. I bare tæer og med guitar til alle fag. Lige indtil ungdomsoprøret, nyfødte Pelle og livet blandt vennerne på Christianshavn fik overtaget, og jobbet blev sagt op. Musikken flyttede ind fuldtids.

Og her stopper bogen så. Selv om dødsfaldet kom pludseligt og midt i processen, som Larsen og Andersen var i med at få fortalt hele Larsens liv, nåede de kun til begyndelsen af 1970'erne. Til før berømmelsen, før nationalskjaldshalløjet, før alt det, vi har hørt så meget om.

Måske derfor er bogen så god. Den kommer på flere planer bag om Kim Larsen, endda med hans egen stemme. Og forklarer os hvordan Kim Mellius Larsen blev til Kim Larsen. Vores Kim Larsen.

Ham, der ikke kan løbe fra at være noget helt særligt. Som er vandret direkte ind i det danske folks sjæl og blevet dets forsanger, dets trubadur, dets lejrbålssanger og huspoet. Og som på en eller anden måde har været der hele tiden, i hvert fald for alle dem, der har haft øjne og ører i de seneste knap 50 år.

Hvad gjorde ham til det? Det står i bogen. Det er Askov Højskole, det er Christianshavn, det er seminariet. Det er barndommen og ungdommen, familien og vennerne.

Med respektfulde tråde tilbage til 1950'ernes ordentlighed, tog Kim sine skridt - og trådte andres - ind i en ny tid. Ind i 1970'erne. Aldrig som oprører, men måske mere som forbindelsesled. Som brobygger på sin egen anarkistiske, men også konservative facon. Modsætninger som ind i helvede, men måske var det lige præcis det, Kim Larsen kunne som spillemand, sanger og poet. Binde os sammen. Skrive og synge så både høj og lav kunne finde sig selv og se sig selv. I respekt for tradition, fortid og nation. Åben for vildskab, oprørstrang og forandringskrav.

Fra Askov tog han digterne og litteraturen - og sit eget mislykkede romanprojekt - med sig. Litteraturen og musikken. Frank Jæger og Tony Vejslev, blandet med Elvis, Cliff, Little Richard, The Beatles og Poul Dissing. Han kalder de store ånder Grundtvig, Brandes, PH for lysetændere. Det kan han selv være.

Jens Andersen:

"Kim Larsen - mine unge år"

Politikens Forlag

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce