Annonce
Kultur

Musikredaktørens fem Kashmir-favoritsange

Kashmir er genforenet efter seks års pause. Foreløbigt til to arenakoncerter i slutningen af maj 2020. Arkiv pr-foto

1: "Lampshade", "The Good Life", 1999

Den seks minutter og fire sekunder lange "Lampshade" er min ubetingede Kashmir-favorit. Sangen rummer alle de kvaliteter, der kendetegner bandet. Forsanger Kasper Eistrups vemodige stemme kravler nådesløst gennem en af de mest gribende fortællinger, en dansk sang nogensinde har budt på. Jeg kan sangen fra ende til anden og ville formodentlig kunne skrive en afhandling om de mange geniale metaforer. Melodisk er opbygningen også eminent. En indledning med akustisk guitar. Så lidt keyboard. Flere og flere lag. Mere kraft. Mere nerve. Så kommer trommerne efter knap fire minutter. Og til sidst en regulær eksplosion, som får klimakset til at vække minder om Led Zeppelins grandiose finale i "Stairway to Heaven".

Annonce

2: "The Cynic", "No Balance Palace", 2005

Man kan høre fra første sekund på "The Cynic" at noget stort er i gære. Den bombastiske indledning er helt på sin plads, da David Bowie medvirker på sangen. Det er, så vidt jeg ved, den eneste sang med et dansk band, den engelske legende har sunget med på. Hans monumentale stemme er som skabt til Kashmirs melankolske univers, og det giver mig til stadighed gåsehud at høre Bowie konstatere: "You're so poetic, when you're sad". Eistrups og Bowies stemmer i forening er rendyrket magi, som understøttes af et af de tungeste rockriffs i bandets karriere.

3: "Rose", "Travelogue", 1994

Jeg gik i 1. g på Vesthimmerlands Gymnasium, da Kashmirs debutalbum udkom i februar 1994. Det virkede surrealistisk for et rockband at synge om en rose, der skulle gro i nogens have. Men den hammondbårne melodi er den perfekte grobund for den storladne sang, der præcis som "Lampshade" arbejder sig stille og roligt hen mod et frådende klimaks. En sang, der præcis som den omtalte rose er blevet gammel, fordi den har ubestridelige kvaliteter.

4: "Rocket Brothers", "Zitilites", 2003

Mere drømmende og poetisk en indledning på en sang skal man lede længe efter. Det engleagtige kor i baggrunden og den sentimentale guitar skaber de perfekte rammer for sangen om raketbrødrene. Sangen er skrevet til Kasper Eistrups storebror, Jacob, og som storebror gør sangen om at savne sin bror til stadighed indtryk. Sangen illustrerer også Kashmirs mod til at lade de fleste sange folde sig helt ud med spilletider på den gode side af fem minutter.

5: "Peace in the Heart", "E.A.R.", 2013

Mads Tunebjerg siger i et interview med undertegnede, at han glæder sig til at se, om publikum har et andet syn på albummet "E.A.R." i dag end i 2013, da det udkom. Personligt kan jeg konstatere, at albummet er et af dem, jeg har lyttet allermest til. Jeg skulle vænne mig til de mange elektroniske elementer, men i dag er det i høj grad dem, der løfter nogle af sangene til uanede højder. "Peace in the Heart" på seks minutter og 52 sekunder føles om en rejse både ud i det ydre rum og langt i sig selv. At Kashmir til stadighed udfordrer nye musikalske territorier understreges af den mere end to minutter lange finale, hvor man bevæger sig gennem fremmede universer med intergalaktisk keyboard og syret synthesizer som katapult.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce