Annonce
Kultur

Mosaik over et skrøbeligt sind

Når der ikke er nogen, der er døde, burde alt jo være godt - men er det bare langtfra altid.

I Anne Lise Marstrand-Jørgensens lille fine roman "Ingen" fastslår hovedpersonen Elisabeth i første linje: "Ingen er død. Jeg er ikke kommet til skade. Jeg har et hjem."

Alligevel er Elisabeth ikke glad. For hendes kæreste er forsvundet, naboerne opfører sig mistænkeligt, og måske er der sket hendes datter noget ondt. Elisabeth har været indlagt på en psykiatrisk afdeling tre gange, og hun frygter, at det skal ske igen. Men hun kan blot magtesløst registrere, hvordan hendes hverdag atter er begyndt at smuldre - og det er svært at bevare sin sunde fornuft, når omverdenen består af uigennemskue­ligheder.

"Ingen" er en usammenhængende bog. Den består af en skønsom sammenblanding af tankestrømme, flash backs, datid, nutid, drømme og virkelighed. Også rent typografisk er bogen et flimmer af forskellige indtryk: små og store og kæmpestore bogstaver myldrer mellem hinanden, ord er trykt ovenpå hinanden, lodret og vandret og endda i cirkler.

Bogen igennem må læseren altså kæmpe for at samle de flyvske dele til et mønster eller en mosaik. Og dette er bogens genistreg, for hvordan viser man bedre hovedpersonens kamp for at skabe sammenhæng end ved at lade læseren prøve det samme?

På denne måde lykkes det Anne Lise Marstrand-Jørgensen på troværdig vis at give læseren et fint og sjældent indblik i et skrøbeligt sind.

Om bogen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Ingen". 168 sider, 199 kr. Gyldendal.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Kerteminde

Naboer i oprør mod solcelleanlæg: 25 familier bliver fattigere for at gøre en rig mand rigere

Annonce