Annonce
Middelfart

Undslap Saddam: Mogens blev gemt i en sæk og smuglet ud af Irak

Mogens Pedersen i sit hjem i Middelfart, hvor han nu øver sig i at være pensionist, men ikke kan affinde sig med at være uvirksom. - Jeg skal ned i Kvickly og spørge, om de mangler en til at sætte varer på hylder. Det tror jeg, at jeg kunne blive god til, siger han.Mogens Pedersen har været udsendt 12 steder af udenrigsministeriet som attache eller konsul.  Foto: Søren Gylling.
Efter næsten 30 års tavshed fortæller Mogens Pedersen fra Middelfart nu om sine dramatiske oplevelser i Golfkrigens tid i 1990-91. Her stod han i spidsen for danskerne, som blev tilbageholdt af Saddam Hussein, og han måtte selv smugles ud af landet som den sidste.
Annonce

Bøger: 2. august 1990 er Mogens Pedersen 39 år, gift og arbejder som attache på den danske ambassade i Kuwait. Han er endt i det rige olieland, fordi han og udenrigsministeriet er nået frem til, at det vil være godt med en rolig post til Mogens, der som udsendt for ministeriet har arbejdet under først et kup i Bangladesh, siden en sult-krise i Jugoslavien, en kongefamilie på flugt i Thailand og et kup i Sudan.

Men der bliver ikke nogen lang arbejdsro under kuwaitiske palmer. For 2. august 1990 er også dagen, da Iraks diktator Saddam Hussein invaderer den eller så fredelige oliestat.

De fleste danskere, som til daglig bor i Kuwait, er hjemme på sommerferie på invasionsdagen. Det gælder også Danmarks ambassadør. Derfor er det Mogens, som skal håndtere de små 100 tilbageblevne danskeres situation.

Mens kugler sendes ind over Kuwait City, og røgsøjler breder sig sammen med frygten, har Mogens Pedersen for travlt til at være bange. Han skal have lokaliseret danskerne og skaffe sig et overblik over situationen.

Han får at vide, at kuwaiterne har nået at destruere deres aflytningssystem på telefoncentralen, så han regner ikke med, at irakerne lytter med, mens han ringer rundt for at samle oplysninger og etablere telefonkæder mellem danskerne til praktiske beskeder.

Noget tyder dog på, at netop Mogens bliver aflyttet. Det får senere alvorlige konsekvenser.

Mogens bruger også ambassadens kortbølgeradio med en tilknyttet kodenøgle, så den ikke kan aflyttes. Sådan en står der ikke hos de andre vestlige ambassader og derfor håndterer han også kommunikation for blandt andet englænderne. For eksempel sidder han hver aften og sender hilsner til pårørende til langt ud på natten.

Han lever mestendels af dåsetun, rødløg og hvidvin og bliver kendt som manden, der aldrig sover.

Mogens Pedersen som 39-årig. Egentlig var han som attache nummer to på den danske ambassade i Kuwait, men ambassadøren var bortrejst, da Saddam invaderede den lille oliestat. Privatfoto fra bogen "Det sidste gidsel".

Saddam Hussein begynder hurtigt at indfange udenlandske statsborgere, som han placerer som gidsler på oplagte bombemål for at beskytte sig mod modangreb. Det går især ud over englændere og amerikanere, som bliver budt nogle kummerlige forhold.

"Men det skal være løgn" tænker Mogens, som 17 gange udsteder et dansk pas til en englænder for at forhindre, at han eller hun bliver snuppet under en af de utallige vejspærringer og husrazziaer.

-  Havde jeg spurgt om lov i udenrigsministeriet, havde jeg fået et nej. Derfor spurgte jeg ikke. Jeg lavede dog en liste over de mennesker, jeg gav et pas, så der var orden på det, fortæller han og smiler med øjnene.


Havde jeg spurgt om lov i udenrigsministeriet, havde jeg fået et nej. Derfor spurgte jeg ikke

Mogens Pedersen


Men selv om danskerne nogenlunde frit kan passere afspærringer og kontroller, er friheden begrænset. De får ikke lov at flyve hjem, så i realiteten er også de diktatorens gidsler. Nogle få når dog at undslippe i bil.

Annonce

23. august 1990

21 dage efter invasionen kører en kortege af biler gennem ørkenen mod Bagdad. I bilerne befinder sig 40 danskere, deres personlige ejendele og adskillige dunke med ekstra benzin til turen.

38 danskere er blevet i Kuwait - herunder ambassadøren, som er kommet tilbage. De tilbageblevne har en ambassade og en forretning, de skal passe. Andre er bange for at køre ind i "løvens gab", som de siger, og andre igen er stigende optaget af at hjælpe andre nationaliteter, som er gået under jorden. For Mogens er det sikrest at få sine landsmænd til Iraks hovestad.

- Vi kunne jo ikke vide, om Kuwait ville blive jævnet med jorden i den krig, der var lagt op til, og det var mere eller mindre også et forlangende fra Saddam, at vi skulle til Bagdad, erindrer Mogens Pedersen.

Det bliver en varm og anstrengende køretur. Ved grænseovergangen får han lov at "sidde og stege" overfor en officer med mange stjerner på skulderen og en tyk mappe - tilsyneladende med papirer om Mogens - foran sig".

Det virker på den danske attache, som om irakerne har "noget specifikt på ham", men han slipper med skrækken og får lov at køre videre.

Danskerne samler sig på et hotel i Bagdad, og de fleste af dem, der er i den irakiske hovedstad i forvejen, slutter sig til.

Kvinder og børn får forholdsvist hurtigt lov til at forlade Irak, mens mændene må blive. I det øjeblik, Mogens forlod Kuwait, mistede han sin diplomatiske status, så i praktisk er han lige så meget gidsel, som de andre. Alligevel bliver det ham, der leder flokken, og han bliver hurtigt anerkendt for sin besindighed og sit overblik.

Tiden går med små og store dramaer. Efter 100 dage kommer Anker Jørgensen og får fravristet Saddam 16 af de nu 38 gidsler - herunder den danske ambassadør, som har forladt sin post i Kuwait.

Ambassadørens hjemrejse ryster Mogens. For ham er de to som kaptajnen og styrmanden på et skib. De bør være de sidste til at forlade den synkende skude, synes han. Nu er der kun Mogens, og det skal vise sig, at han vitterlig bliver den sidste.

11. januar 1991

Denne dag har Mogens Pedersen været under pres i 150 dage. I Bagdad er han på en uge gået fra at være ikke-ryger til at ryge i gennemsnit 70 cigaretter om dagen, og han kan mærke, at han er under forandring. Blandt andet afprøver han sin seksualitet gennem et forhold til en irakisk soldat.

- Jeg havde tumlet med tanken længe, og jeg vidste jo ikke, om min endestation var nær. Derfor kastede jeg mig ud i det.

Her i januar 1991 er han mest af alt træt og slidt. Alle danskerne har løbende fået lov til at rejse hjem - alle undtagen ham. Og imens er amerikanerne i fuld gang med at forberede det angreb på Irak, vi kender som Operation Desert Storm.

- Jeg så efterhånden ikke andre muligheder end at gå under jorden, at gemme mig, erindrer han.

Udenrigsministeriet har dog sendt sin problemknuser, Mads Sandau-Jensen, og korrespondent Tine Astrupgaard til Bagdad. De er sendt ned for at afløse ambassadens sædvanlige stab og har nu en  ambassade, der skal rømmes, og papirer, som skal brændes. Men deres vigtigste mission er hemmelig: Den handler om at få Mogens ud.

Alt er forsøgt. Fra diplomati til bestikkelse. Men irakerne, der overvåger Mogens, vil ikke slippe ham.

En vild plan tager nu sin praktiske begyndelse.

Mogens, kun iklædt underbukser, proppes i en omsyet postsæk, der normalt bruges til diplomatpost. Han er 1.85 meter høj, og på det tidspunkt vejer han 75 kilo.

Inde i postsækken, der er vævet af jutestof, er der også tisseposer, og han har konstrueret et særligt snoretræk, der gør, at han så at sige kan "linde på låget" og få lidt ekstra luft, når diverse farer er drevet over.

Han lægger sig på bagsædet af en hvid stationcar, som føres af Mads Sandau. Tine Astrupgaard kører en anden hvid stationcar, hvori der er ekstra brændstof, og med på turen er også en lille hundehvalp ved navn Saddam.

De to hvide flugtbiler i Bagdad med Trine Astrupgaard, der kørte den ene af bilerne gennem den irakiske ørken. Foto fra bogen "Det sidste gidsel".

Forude venter en svedig og angst-fyldt tur på 14 timer gennem den irakiske ørken til Amman i Jordan.

Mogens kæmper indimellem med voldsomme hosteanfald inde i sækken, mens Mads og Tine holder sig vågne på amfetaminpiller.

- Det var frygteligt nervepirrende, når vi skulle gennem en kontrolpost. Mit hoved lå op ad vinduet, og jeg kunne høre soldaternes våben støde imod, når de talte ind i bilen. Hvis vi var blevet opdaget, var vi blevet sendt ned i det dybeste hul hos sikkerhedspolitiet i Irak. I så fald ville den gode løsning være at blive skudt, siger Mogens med hentydning til netop dette politis hang til tortur.

Annonce

Bananas

Da Mogens Pedersen er hjemme i Danmark igen, bliver  han taget imod af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som roser ham for hans kølige overblik og organisationstalent, og siden opfylder attacheens ønske om at blive udsendt til Sidney i Australien.

Dronningen dekorerer ham straks med et ridderkors.

"Hvorfor gik Saddam Hussein helt bananas'", spørger regenten, men royale Mogens taber mælet af benovelse.

Han har stort set været tavs lige siden om det dramatiske halve år. For det første, fordi den danske officielle historie var en anden. Den handlede blandt andet om, at han selv var kommet ud af Irak i god ro og orden. For det andet for sin egen sikkerheds skyld, for Saddam kunne godt finde på at sende en såkaldt dødscelle efter ham. Endelig også fordi, at han og Mads Sandau gav hinanden håndslag på først at fortælle den sande historie, når de blev pensionister.

Mogens Pedersen ved ikke endegyldigt, hvorfor irakerne havde kig på netop ham - hvorfor han var den eneste dansker, som ikke måtte rejse.

- Da jeg i Kuwait ringede rundt og troede, jeg ikke blev aflyttet, var jeg måske i kontakt med vestlige efterretningsagenter. Og undervejs rendte jeg ind i nogle indere, der skulle have lidt rådgivning i forbindelse med noget våbenhåndtering. Der var lidt forskelligt, og det var nok mange bække små ... siger han.

Trods genvordighederne ville han ikke være oplevelserne foruden, fordi de har været med til at forme ham som menneske, bedyrer han.

- Men jeg kan ikke anbefale dem til andre, siger han og ler.

For naturligvis var der omkostninger.

- Det tog mig flere år atter at sove ordentligt og at holde op med at ryge, og jeg fik ødelagt min håndskrift, fordi jeg ikke længere har den indre ro til at skrive i hånden.

Han tilskriver delvist adrenalinen, at han ikke fik et nervøst sammenbrud under de dramatiske begivenheder, men også at han er fra en generation, hvor man lærte at klare sig selv. Den vigtigste årsag er dog, at han som ansat i udenrigsministeriet havde en forpligtigelse til at tage ansvaret for de danske statsborgere.

- Gør dit bedste, så er der ingen, der kan pege fingre af dig, sagde han dengang til sig selv, og det siger han stadig.

Blå bog

Mogens Pedersen er født i Rudkøbing på Langeland i 1950. Fra han var 5 til 14 år boede familien, der også tæller to brødre og en søster, i Holstebro. Derefter i Middelfart.

Han er uddannet i hospitalsadministration og har også læst på Danmarks Forvaltningshøjskole, hvorfra han har, hvad vi i dag kalder en bachelor i offentlig administration.

Han fik fik sit første job for Udenrigsministeriet i 1978 i Bangladesh. Siden har han været udstationeret som attache eller konsul i 12 lande, og det er rekord i ministeriet, siger han.

Et par år efter gidseldramaet sprang han officielt ud som homoseksuel og blev skilt fra sin kone - de er forblevet venner. I 2004 blev han gift med sin kinesiske mand, Ray. Parret bor i Middelfart.

Mogens Pedersen har siden februar 2020 været pensionist.

Han skulle have været udstationeret i Guangzhou i Kina til 2022, men blev i august sidste år ramt af en lille hjerneblødning, som han tilskriver stress på grund af store arbejdsmængder.

- Jeg har det heldigvis godt igen, men det er en omvæltning ikke at arbejde mere.

Man kan læse hele historien om Mogens Pedersen og de andre danske gidsler i bogen "Det sidste gidsel - danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen", som er skrevet af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Bogen er på 432 sider og illustreret. Udkommer på Lindhardt og Ringhof 21. september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nyborg

Sundhedshus på giftig grund

Middelfart

76.457 biler om dagen: Efter 50 år kan Lillebæltsbroen få brug for en makker til at klare trafikpresset

Erhverv For abonnenter

Lukkede fabrik i Ringe: Nu tjener fynsk kæmpe koncern penge igen

Annonce