Annonce
Danmark

Miraklet udeblev: Cecilie tabte kampen

Cecilie Trier Dalgaard bisættes på søndag. Hun blev 18 år. Arkivfoto: Morten Stricker
18-årige Cecilie Trier Dalgaard er stille sovet ind som følge af den uhelbredelige kræft, hun fik konstateret for blot halvandet år siden.

Holstebro: Hun håbede til det sidste. Hvad kunne hun ellers gøre, sagde Cecilie Trier Dalgaard for blot tre måneder siden.

Så hun kæmpede. Men mandag kunne hun bare ikke mere. Cecilie Trier Dalgaard er sovet stille ind som følge af en aggressiv kræftform, der begyndte i spiserøret og først blev konstateret i februar sidste år. Hun blev 18 år.

- Hun sagde selv, at hun var "heldig" med at få et helt år, hvor hun var syg, men ikke så syg at hun ikke kunne gøre noget, siger hendes mor og far, Anni og René.

I marts måned fortalte Cecilie sin historie i forbindelse med, at hendes fætter Patrick Nielsen til august vil klare en Ironman og samtidig samle ind til Børnecancerfondens arbejde.

Såvel fætteren som familien vidste godt, at det nok var for sent til, at de indsamlede penge kunne komme Cecilie til gavn. Kræften spredte sig nemlig, uden der var meget at gøre. Lægerne var kommet med den hjerteskærende dom, at hun ikke ville blive 19 år gammel.

- Den eneste gode nyhed, jeg har fået, gik på, at de kunne fjerne 99 procent af kræften, men det holdt kun i to måneder. Hver gang, der er nyt, er det, at de har fundet kræft et nyt sted. Jeg har det over det hele, undtagen mine ben og arme, sagde Cecilie Trier Dalgaard i interviewet.

- Det er nemmere for mig at være i min situation, end det er for pårørende. De kan jo ikke gøre noget. Det kan jeg heller ikke, men alligevel, sagde Cecilie Trier Dalgaard også.

Det var den slags overskud i en tragisk situation, der gjorde Cecilie til noget helt unik.

- Rigtig mange raske mennesker kunne lære noget af Cecilies tilgang til livet og om at nyde det, konstaterer hendes mor og far, der også har beskrevet familiens store tab på Facebook:

- Hvis det her overhovedet skal give nogen mening, så må det være, at der er en, som har brug for de kvaliteter, som Cecilie havde. Livsglæde, social og nysgerrig på alt. Hun kunne samle alle om sig, og lod aldrig nogen stå tilbage alene. Hun kunne ikke fordrage, at nogen blev holdt udenfor, og tænkte altid på andre før sig selv. Det gør så ufattelig ondt lige nu, og tomheden kræser sine usynlige spor i mit sind, skriver familien blandt andet.

Cecilie Trier Dalgaard bisættes fra Holstebro Kirke på søndag den 26. maj, klokken 14. I en dødsannonce i dagens avis skriver familien, at det er Cecilies ønske, at man ikke kommer i sort, men gerne farverigt tøj, ligesom der i stedet for blomster ønskes gavekort til blomsterhandlere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce