Annonce
Kunst

Minderne fra Rosenberg - og alt det andet

Maiken Heinfeldts "Majaften ved kysten" indgår i udstillingen.
Årets forårsudstilling i Kunstbygningen Filosoffen stritter i mange retninger.

Galleriudstillinger er en helt særegen form for udstillinger. For det første, fordi de ofte stritter i alle mulige og umulige retninger. For det andet, fordi det kunstneriske niveau kan være endog meget forskelligt. For det tredje, fordi denne type af udstillinger som regel med større eller mindre grad af elegance har forsøgt at finde en balance det kunstneriske og det pekuniære. Forårsudstilling i Kunstbygningen Filosoffen er ingen undtagelse.

Udstillingen, der slutter søndag, viser blandt andet malerier, glaskunst og skulpturer - og i kælderlokalet endog en mindeudstilling om om den afdøde skuespiller, forfatter, maler m.m. William Rosenberg.

Man leder forgæves efter en samlet retning for værkerne, for Forårsudstilling består basalt set i, at en række kunstnere med vidt forskellige udgangspunkter, arbejdsmetoder og materialer har hængt eller stillet en række værker op, nogle mange, andre få, nogle gode, andre mindre gode. Der er ingen sammenhæng, og det kan alt efter temperament opfattes som en charme eller som en yderst spredt fægtning.

Maleren Maiken Heinfeldts farveglade naturbilleder stråler på de hvide vægge. Det samme gør kollegaen Kurt Hansens naivistiske værker. Originalt er det ikke, men der er smæk på farverne og på drømmene. Mere afdæmpet er Katrine Elisabeth Engmans kunstprint, der nærmere er en salgs- end en kunstophængning.

I filosoffens kælderetage er indrettet en mindeudstilling om William Rosenberg, skuespilleren, der tegnede, malede, skrev og levede, så det var en lyst. På udstillingen kan man se - og købe - avisudklip, malerier, plakater og andre artefakter, der har tilhørt eller er fremstillet af Rosenberg. En fin, lille udstilling om en af byens store sønner.

Om udstillingen: Kunstbygningen på Filosofgangen, Odense: Forårsudstilling. Lukker søndag. Mindeudstilling i anledning af William Rosenbergs 100-års fødselsdag. Lukker søndag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce