Annonce
forside

Min Mening: Vi er på vej

Nu har vi jo lært i skolen, at det, der kan måles og vejes, er det, der er. Altså, det vi alle kan blive enige om: 1 m. er en meter og 1 kg. et kilo og så videre. Højde, bredde, længde og tyngde og kroner og øre, så når vi snakker sammen, kan vi være enige om indholdet af det, vi siger til hinanden - tror vi.

For psykologer og den slags insisterer på, at det kun er 10-20 procent af det, vi opfatter i en samtale, der kommer fra ordenes eksakte udsagn. Resten af det, vi opfatter, er signaler fra samtalepartnerens krop, holdning, toneleje og øjne.

Det vil altså sige, at hovedparten af det, vi får ind via en samtale, består af følelsesmæssige indtryk. Opfatter vi ironi, der betyder, at udsagnet skal forstås omvendt, hvordan skal vi så svare. Opfatter vi vrede, der aktiverer vores angst, der skævvrider verdens billede, så bliver vores svar et svar på en følelse og ikke på spørgsmålet. Står der en og taler om kvantefysik og flirter hæmningsløst, så universet slet ikke ligner det, vi troede, vi var enige om, ja, så ender samtalen måske galakser væk.

Det, vi nu kan være enige om, er altså, at over halvdelen af vores kommunikation består af elementer, vi ikke rigtig har noget navn på, ingen definition af den måde vores "vidensamfund" foretrækker det.

Det vi har, er en fælles fornemmelse af, at det er følelser, vi udveksler og bruger til at bære vores udsagn. Men vi har kun et fattigt sprog, for hele den gryde i vores krop og sind, som er den følelserne bobler i. Hvis vi insisterer på at kende hele billedet af vores virkelighed, må følelsernes sprog og udtryk have bedre plads end i dag. I den anledning vil jeg sige, at der er nyheder og hjælp på vej.

Hør her:

"Vores følelser er ligeså meget en realitet som træerne, fasanerne og de andre mennesker er, og de er bestemmende for, hvordan vi oplever os selv. Når vi slipper tvivlen og mindreværdet og de andre negative forestillinger om os selv, er der stadig følelser, men de er positive. Når jeg slipper tvivlen, ligger tilliden der. Når jeg holder op med at være vred, er jeg fyldt med tålmodighed, og når jeg opgiver at være angst, kommer trygheden og glæden ved mig selv og livet tilbage."

Citatet kommer fra en bog, som jeg er ved at læse korrektur på. Den er fuld af forklaringer i øjenhøjde på det væld af følelser og reaktionsmønstre, der stiller sig i vejen for vores samtaler og samvær. Ord, som afklarer det rod, vi går og laver for os selv og hinanden. Med ordene kommer erkendelsen: Jeg har selv ansvaret for mit liv.

Så: Fat mod og tag styring. Det er ikke skæbnen, der lægger din kurs på jorden. Det gør du selv, så du kan ligeså godt komme i gang ved kompasset og rattet.

Annonce

Det vi har, er en fælles fornemmelse af, at det er følelser, vi udveksler og bruger til at bære vores udsagn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce