Annonce
Livsstil

Min drøm om det sirlige liv i en æske

Hun hedder Marie Kondo, er cirka halvanden meter høj og taler kun japansk. Foto: Brian Snyder

Et lille nips af en japaner har vakt min undertrykte hang til orden og systemer. Hun bor på Netflix, hvor hun besøger roderi-ramte amerikanere, og det er beroligende og inspirerende tv.

Hun hedder Marie Kondo, er cirka halvanden meter høj og taler kun japansk. Alligevel er hun blevet et stort hit udi den svære kunst at rydde op.

Det skyldes ikke mindst Netflix, hvor man i otte afsnit kan følge hendes besøg hos otte meget forskellige amerikanske familier, der kæmper med et fælles problem: rod.

Det er helt utrolige mængder af rod og manglende organisation, der springer den lille japaner i øjnene, når hun besøger familierne første gang. "Jeg elsker rod," siger hun gang på gang, når kaos vælter ud af skuffer og skabe, hvis det da ikke befinder sig i sofaen, på bordet eller på åbne køkkenhylder. For når der er rod, er der noget at rydde op i, siger hun.

Jeg ved præcis, hvad hun mener. Som barn elskede jeg at ordne mors syskuffe, skabet under køkkenvasken, der altid trængte, eller mine egne legesager. Og som lidt ældre babysitter var det en sand nydelse at rydde op i folks hjem, når babyen sov. De voksne blev så glade, og jeg kunne bedre holde deres hjem ud.

Siden er mit forhold til orden blevet lidt mere nuanceret - eller lad os bare bruge den rette betegnelse: undertrykt. For jeg er omgivet af rodehoveder, der kan ødelægge et nyt ordenssystem på blot få ubevogtede timer. Når rod så følges med samlemani og manglende udsmidningsevner, går det galt, hvad enten det er i Danmark eller USA.

Annonce

Tøj i gigantiske bunker

Orden giver ro, orden fjerner stress, orden gør, at man føler sig ordentlig hjemme, orden sparer tid, fordi man ikke skal lede efter en hel masse. Der er mange gode argumenter for orden, og Marie Kondo kender dem alle, og det gør deltagerne i udsendelserne også - de magter bare ikke at gøre noget ved det.

Når Marie Kondo kommer til et nyt hjem, skal familierne derfor igennem en række af hendes systemer - ikke blot for skabe orden her og nu, men også for at lære, hvordan de holder den.

Kort sagt skal hver ting have sin plads, og det er ejermandens ansvar - ikke partnerens!

Og de ting, man ikke har brug for, skal man holde op med at gemme på.

For et ordensmenneske som mig er det simpel viden, men i de amerikanske hjem tager det flere uger, inden et hjem er ryddet op, og det er en underholdende proces at følge. Om ikke andet fordi mange af dem har mere skrammel, end vi har hjemme hos mig. En "godt-det-ikke-er-mig-oplevelse".

Et af Marie Kondos systemer handler om tøj.

I hver udsendelse får deltagerne besked på at slæbe alt deres tøj ud på sengen i én stor bunke. Hver gang er der mængder, der kunne iklæde en afrikansk landsby, og deltagerne bliver da også behørigt chokerede. Herefter skal de mærke efter, hvilke stykker tøj som fylder dem med en glad følelse. Det tøj, der ikke gør, skal ud, men man skal huske at sige tak til det, inden man smider det i plasticsækken.

Det der tak er kvalmende. Der er i det hele taget en del at blive irriteret på Kondo over.

Hvorfor skal hun for eksempel altid have en hvid bluse på? Måske fordi det er den ultimative ordensfarve. Og hvorfor skal vi altid høre på evindelige hilsener med "hi" og krammer og amerikanske sødsuppebemærkninger, når hun går ind og ud ad dørene hos sine klienter?

Det er også megairriterende, at vi hver gang skal se hende sidde i en slags meditation, fordi hun skal hilse på huset, inden oprydningen kan begynde.

Lir og indpakning, og alligevel så jeg alle otte afsnit i løbet af få dage. Hvorfor?

Fordi jeg blev lykkelig, fik fred i sindet, slappede af og nød i fulde drag, hvordan hvert af de otte kaotiske hjem blev ryddeligt og hyggeligt, og det var en sand "bare-det-var-mig-oplevelse". Tv-kiggeriet havde samme effekt, som når man endelig får ryddet op derhjemme. Ro i hovedet. Fra kaos til karma.

Store garager

Marie Kondo har også systemer for, hvordan man får sorteret sine papirer, nostalgiting og fotos. Hvordan man sørger for kun at beholde de ting, der gør en glad.

Ofte anvendte ting skal være til at komme til. Sjældnere anvendte ting skal i overskabe eller gemmes i bokse. Gerne gennemsigtige bokse, så man kan se, hvad der er i dem. I det hele taget elsker Kondo bokse og æsker i alle størrelser, fordi det giver samling og overblik og gør det nemmere at udnytte for eksempel en skuffe. Skal man stable, skal det altid være lodret, så man se, hvad der er i æsken.

Hun er også optaget af at folde, og der er anvisninger til både stræklagner, bh'er, strømper og trusser. Det sidste er hovedrystende simpelt, men ikke nok til at slukke for fascinationen.

I tv-afsnittene er familiemedlemmerne stort set enige om, at der skal ryddes op og være styr på ejendelene, og de ender altid med at arbejde sammen om opgaven. Jeg har derfor programmet mistænkt for at have tilknyttet krisepsykologer - bag kameraet.

- Prøv lige at se deres garager og værksteder. De er jo kæmpestore i USA, og så er det ingen sag at skabe orden, konstaterede min mand, der holdt til at se en halv Kondo samme med mig.

I fri oversættelse betyder hans udsagn, at orden i vores værksted kan jeg godt "skyde en hvid pind efter", for "det er en by i Rusland", som aldrig nogensinde vil kunne lade sig gøre hjemme hos os, hvor værkstedsarealerne trods årlige udbygninger aldrig bliver store nok til orden.

- Og da slet ikke, så længe vi ikke har et cementgulv i carporten, saluterede han og lod mig alene med Kondo og en spirende og uden tvivl truende virketrang.

Nu handler det om taktik, og første våben er æsker. De er også så pæne at se på. Og så må vi vist hellere få fundet en, der kan levere selv-nivellerende og hurtigttørrende cement.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Dagen i dag: Bevæbnede mænd stak ild på Odenses folkeregister

1994 Med et splinternyt skitseprojekt til en uddannelsesby i hjertet af Odense melder den fordums store industrivirksomhed Thrige-Titan sig nu på banen med ledige ejendomme og arealer til uddannelsesformål. Thrige har fået arkitektfirmaet Stærmose og Isager til at ”forvandle” det henslumrende industriområde – der ligger blot et par minutters gang fra banegård og busterminal – til Odenses uddannelsesmæssige svar på latinerkvarteret i Paris. Arkitekternes forslag omfatter hele Thrige-firkanten ved Tolderlundsvej og Skibhusvej. Gamle kontor- og industribygninger er forvandlet til skoler og kollegieværelser. Mellem bygningerne er der anlagt grønne områder, flisebelagte ”filosofgange” og et stort, nyt auditorium. 1969 Boligstandarden på Fyn er – trods de senere års omfattende nybyggeri – ringere end i det øvrige land. 8351 fynske lejligheder er uden vand i køkkenet, 20.975 lejligheder har ikke WC, 48.104 lejligheder er uden centralvarme og 52.962 lejligheder er ikke udstyret med bad. Tallene er hentet fra en undersøgelse, som Danmarks Statistik foretog i 1965 og som netop er offentliggjort. Der er selvfølgelig bygget en del nye boliger siden 1965 men ikke nok til at ændre resultaterne i væsentlig grad. Under halvdelen af de 37.760 lejligheder i de fynske landdistrikter er forsynet med bad, halvdelen har centralvarme og lidt mere end halvdelen har WC. I knap en femtedel af lejlighederne måtte beboerne hente vand i gården. 1944 I går lidt før kl. 14, mens det meste af personalet holdt frokostpause, bankede det kraftigt på døren til Odense Folkeregister. Da en ung dame lukkede op, stod der tre revolverbevæbnede mænd uden for døren og kommanderede hende og en anden dame på kontoret til at række hænderne i vejret. Derefter spurgte de, hvor folkeregistrets kartotek over byens borgere var, og de fik anvist de store stålskabe, der indeholdt de mange tusinde kort. Mens den ene af mændene holdt damerne op, hældte de to andre kortene ud på gulvet i en stor bunke og overhældte dem med brandbare væsker. De satte derefter ild til kortene og forlod kontoret med de to damer, mens ilden blussede op og sendte røg ud over Flakhaven.

Annonce