Annonce
Kerteminde

Mikael er bidt af blikstille havvand og lyden af en pagajs små dyp: - Jeg vil helst være på vandet i kajak hele tiden

Kerteminde Kajakklub udlåner kajakker til medlemmerne, så det er ikke nødvendigt at købe én for at være medlem, men Mikael Andersen har nu selv fire. Foto: Mette Louise Fasdal
- Det er det sidste, jeg har lyst til på denne jord, sagde Mikael Andersen for fem år siden, at hans kone foreslog, at de skulle prøve at sejle havkajak. I dag er han på vandet fire gange om ugen og er også blevet formand for Kerteminde Kajakklub.

Kerteminde: Stilhed. Kajakken glider lydløst gennem det blikstille havvand. Den eneste lyd er små dyp i vandet fra pagajen, der hæves over vandoverfladen. En måge høres i det fjerne.

Her finder sindet ro, og det lader op og giver en masse energi.

60-årige Mikael Andersen fra Kerteminde er blevet bidt af ro havkajak.

Det havde han faktisk aldrig troet, og det var med et "eeej," han modtog sin kone Helles opfordring til, at de skulle prøve at tage til et åbent hus i Kerteminde Kajakklub.

- Hun havde været ude og løbe en morgen og havde set nogle kajakker glide stille af sted på blank og stille vand og foreslog, at det skulle hende og jeg da prøve. Det var altså det sidste på denne jord, jeg havde lyst til, fortæller Mikael Andersen.

Men selv om han ikke var vild med tanken om at skrue sig ned i en kajak og egentlig hellere ville sidde i sadlen på en cykel, valgte han dog alligevel at tage med.

- De første gange synes jeg, at det var et mareridt, men pludselig gik det i blodet, og det tændte bare noget i mig det at være midt ude på vandet, hvor man slet ikke kan se bunden. Verden går ligesom i stå.

- Du kommer ligesom ind i sådan en mindful-tilstand, hvor du finder en rytme. Det ene åretag tager bare det andet, forklarer han.

Hans kone blev også grebet at ro kajak, og nu tilbringes der mange timer i kajakklubben i Kerteminde.

Mikael Andersen er på vandet fire gange om ugen.

- Vores børn er vist lidt trætte af det, ler han.

- De ringer og spørger: Er I disponible i denne weekend? Og når børnebørnene tegner tegninger af os, har vi altid en kajak med på billedet.

Mikael Andersens blik under den røde kasket med skriften "Kerteminde Kajakklub" bliver eftertænksomt.

- Det er lidt underligt, for jeg har faktisk været skrækslagen for at få hovedet under vand, men da jeg først havde brudt den grænse, ville jeg helst bare være på vandet i kajak hele tiden.

Annonce
I Kerteminde Kajakklub taler alle med hinanden. Det skyldes helt sikkert, at det i kajakklubben er en regel, at man skal give hinanden hånd, mener Mikael Andersen. Foto: Mette Louise Fasdal

Formand for kajakklubben

Og faktisk bærer Mikael Andersen med rette den røde kasket med ordene "Kerteminde Kajakklub," for han fik sidste år overdraget den imaginære formandskasket.

Det skete, da Kerteminde Kajakklubs formand, Gorm Rønved Larsen, pludselig døde efter kort tids sygdom.

- Jeg bød mig til til formandsposten og blev valgt. Jeg kan virkelig godt lide at være med i alle kroge. Vi har en god klub, siger kajakformanden og fortæller, at der i kajakklubben, som består af 350 medlemmer, er en regel om, at man giver hånd til alle medlemmer i klubben.

- Det skaber et godt miljø og betyder også, at unge og gamle mænger sig med hinanden, og alle taler med hinanden uanset hvilket niveau, de er på, understreger han.

Kerteminde-modellen

Faktisk har kajakklubben i Kerteminde så godt et ry, at klubbens holdånd benævnes som "Kerteminde-modellen" rundt i andre kajakklubber.

- Der er også altid nogle, der vil påtage sig noget frivilligt arbejde. Det hedder: "Hvad kan jeg give" - og ikke: "Hvad får jeg ud af det." Det er virkelig diamanten i vores klub, forklarer Mikael Andersen.

Selv om det kun er fem år siden, at han første gang satte sig ned i kajak, er han nu selv blevet i stand til at undervise andre i kajak, og ligesom det er en regel, at man giver hinanden hånd i klubben, er der også en regel om, at kaffe og kage hører til at sejle kajak. Derfor har Mikael Andersen sørget for, at der er en kageordning på sit hold af 12 kursister, som i løbet af 10 uger skal blive klar til at være alene på vandet i en kajak.

Lige nu er gennemsnitsalderen i kajakklubben på omkring de 54 år, men med tiden håber Mikael Andersen, at den kommer lidt længere ned, for klubben vil gerne have lidt mere fat i ungdommen.

De sidste fire år har Kerteminde Byskole haft 7. til 9. klasser forbi på torsdage i kajakklubben, og det har fået nogle stykker af eleverne til at vende tilbage.

I sommerferien arrangerer Kerteminde Kajakklub sommerskole for ferieramte skoleelever, og her er det også håbet, at der vil være flere, der vender tilbage efterfølgende.

Formand for Kerteminde Kajakklub, Mikael Andersen. Foto: Mette Louise Fasdal
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Middelfart

På vej mod store temperaturstigninger: Bliv klogere på Middelfarts klimaløsninger - og find ud af, hvordan du kan hjælpe til

Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Fyn For abonnenter

Ulovligt ifølge revisor: Konkursramt advokatfirma lånte penge i velgørenhedsfond

Annonce