Annonce
Debat

Middelklassen har erobret magten

Regering: Regeringsaftalen, der blev indgået natten mellem tirsdag og onsdag, giver Danmark den rødeste regering, landet har haft i halvtreds år. Den offentlige sektor, der er en af de største i OECD, skal være endnu større. Kontanthjælp og integrationsydelse skal hæves midlertidigt. Hvilket formentlig vil sige: Indtil en såkaldt ydelseskommission kan fastslå, at de skal hæves permanent.

Parisaftalen – som vi alle støtter – skal opfyldes på den dyrest tænkelige måde. Og for de sidste fem procents vedkommende med virkemidler, der ikke er opfundet endnu.

Faktisk er det alle, der skal have flere penge. Undtagen dem, som rent faktisk skaber værdierne i samfundet. Det vil sige den private sektor, der leverer det overskud, al den offentlige velfærd finansierer. De skal betale mere i skat. Værst vil det gå ud over f.eks. landmændene. Her vil omkostningerne til at gennemføre et generationsskifte blive tredoblet.

Men hvis den nye regering ellers kan få sit flertal på plads, skal pensionerne også forringes. Det står ikke formuleret på den måde nogen steder. Men en skat på kapitaltransaktioner er en skat på den måde, en pensionskasse forvalter de indbetalte midler bedst muligt: Ved hele tiden at flytte investeringerne hen, hvor de er mest profitable. Kan man sige, at Radikale Venstre har fået et stort udbytte af forhandlingerne? Egentlig ikke.

Ganske vist står der i aftalen, at arbejdsudbuddet ikke må sættes ned. Men der står samtidig, at hvis et enkeltstående, politisk initiativ sætter det ned, behøver der ikke kompenseres samtidig. Det kan godt vente til en anden dag eller et andet år. Tilbage står, at den økonomiske politik skal overholde de minimumsstandarder, Danmark alligevel ikke kan slippe for: EU’s regler om størrelsen på budgetunderskuddet og den danske budgetlovs opfølgning på EU’s generelle regler. Dem skulle vi overholde alligevel. Derfor koster det rent politisk ikke noget at skrive dem ind i aftalen. Så Radikale Venstre har fået væsentlige indrømmelser på udlændingepolitikken. Paradigmeskiftet er vingeskudt. Mulighederne for dispensation fra parallelsamfundspakkens krav om udtynding af almennyttigt boligbyggeri vil man forsøge at gøre større. Ydelserne bliver højere. Og så er vi tilbage i halvfemserretorikken: Integration er atter noget, vi danskere har hovedansvaret for. Ikke en opgave, man skal tage på sig selv, hvis man flytter til et fremmed land.

Men den økonomiske politik? Den bliver – hvis man skal stole på aftalepapiret – selvmodsigende og uden nogen som helst fokus på økonomisk vækst. Altså i tegneseriesprog: Uden fokus på, at hvis flere skal have mere, skal der i første omgang bages en væsentligt større samfundskage.

Hvad er alt dette så udtryk for? Jeg vil pege på to ting:

For det første: At de røde 1960’ere og 1970’ere er tilbage. I en beklædning, der svarer til de 20’ere, der nærmer sig. Men alligevel.

For det andet: At den røde middelklasse har erobret magten. Skal man sige det hårdt, er den nye regerings aftalepapir det samme som, hvad alle kan blive enige om til en vejfest i Kartoffelrækkerne i 2100 København Ø. Altså der, hvor de velbjærgede, offentligt ansatte bor dør om dør med arkitekterne og verdensmålskonsulenterne. De har fået lige den regering, de drømmer om. Mens produktive mennesker i provinsen skal op lidt tidligere om morgenen for at betale løjerne.

Annonce
Henrik Dahl
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Annonce