Annonce
Debat

MF'erne har fået for god tid til at blande sig i sager, de ikke skal blande sig i

Folketinget har fået færre opgaver, men har opretholdt det højst mulige antal medlemmer. Det stemmer ikke med den logik, som lovgiverne ellers benytter, når der skal spares eller omlægges i det offentlige.

I takt med, at mere lovgivning er flyttet til EU, landets kommuner er blevet større og og flere institutioner har fået selvstændige bestyrelser, er der mindre at lave for folketingsmedlemmerne. Det betyder ikke, at jeg mener, at folketingsmedlemmerne driver den af, men at de inddrager flere sideaktiviteter, der ikke alle er lige meningsfulde for lovgivningsarbejdet.

Flere medlemmer leder med lys og lygte efter enkeltsager, som de kan profilere sig på. De går ofte ind i sager i kommuner eller regioner, selv om det ikke har noget med deres ansvarsområde at gøre. Det betyder, at Folketinget æder sig ind på det ellers af samme landspolitikere højtbesungne udlagte selvstyre. Tænk på alle de § 20 spørgsmål til ministrene, som kan give lokal profilering, men næppe styrker kvaliteten i lovgivningsarbejdet.

Det såkaldte kommunale selvstyre er de senere år underlagt en uhørt grad af styring og kontrol. I kommunernes stillingsopgørelser er den eneste gruppe i stor vækst de ”djøffere”, som skal betjene staten med tal og redegørelser over den kontrol og styring, som Folketinget har besluttet. Samtidig er antallet af ansatte til borgernes pasning, omsorg og undervisning i tilbagegang.

Hvorfor bruger folketingsmedlemmerne så meget energi på styring og kontrol og så lidt reel energi og interesse for velfærd og undervisning helt ude ved borgerne? På mit eget område, folkeskolen, skulle reformen fra 2013 partout gennemtrumfes uden brug af relevant skoleforskning og erfaringer fra skolehverdagen. Hvorfor tog folketingsmedlemmerne ikke en folkelig debat, og hvorfor viste de ikke nogen interesse for folkeskolens udvikling? Måske fordi ingen efterspurgte en folkeskolereform.

Resultatet blev da også mest en styringsreform med lang skoledag, flere undervisningstimer og færre lærere. Nu foretages der en langsom tilbagerulning af reformen, så spildet af kostbare undervisningsressourcer bliver tydeligt med stor usikkerhed for elever, forældre og ansatte til følge.

Folketinget har 28 stående udvalg, og der arbejdes stadig efter en gammel formel, der af nogle medlemmer karakteriseres som ”beskæftigelsesterapi”.

Står der i Grundloven, at der skal være 179 folketingsmedlemmer? Nej, Grundloven definerer Folketinget som ”én forsamling bestående af højst 179 medlemmer”, og en ændring kræver blot et normalt flertal i folketingssalen. Men hvor mange folketingsmedlemmer skal der så være, så det passer til nutiden?

Et godt udgangspunkt er grundlovsfædrene, som fastlagde det nødvendige antal folketingsmedlemmer til 101! Så mon ikke 101 folketingsmedlemmer med nutidens kommunikationsmidler kan dække landet fra Gedser til Skagen, når det kunne lade sig gøre i 1800-tallet? Og mon ikke et område som f.eks. Fyns storkreds, der nu har valgt 18 folketingsmedlemmer, kan klare sig med ti?

Ansvaret for at vælge folketingsmedlemmer påhviler vælgerne, så det ikke alene bliver en klasse af bestemte akademikere fra Aarhus og Københavnsområdet, der dominerer i folketingssalen. Det lyder enkelt med færre folketingsmedlemmer til færre opgaver, men det er formentlig uhyre svært at se sig selv som overflødig. Et ligebehandlingsprincip kunne være, at ligesom Folketinget behandler andre i det offentlige, skal det behandle sig selv.

Annonce
Niels Munkholm Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Venstre efterrationaliserer om Thomas B. Thriges Gade

Læserbrev: I søndagens avis har odenseredaktør Erik Thomsen begået en spændende analyse af det netop indgåede budgetforlig i Odense. I særdeleshed blev det spændende i sidste afsnit, hvor man kunne læse at "hos Konservative husker man alt for godt valget i 2013, hvor Venstre med en mærkesag om en reel gennemkørsel via de nye p-kældre i centrum fik et kanonvalg". Det er vist kun Venstre, der husker det sådan. Og derfor ret mystisk, at redaktøren, ukritisk, viderebringer en påstand som Venstres politiske ordfører fremførte ved førstebehandling af budgettet. Der er som minimum tale om efterrationalisering, når Venstre pludselig hævder at have gået ind for reel gennemkørsel via den nye p-kælder i Thomas B. Thriges Gade. Og det kunne redaktøren nemt have konstateret, hvis han havde orket at se sin egen avis fra 2013 igennem. For eksempel ville han have set, at Venstre den 30. januar 2013 stemte imod overhovedet at lave en VVM undersøgelse for hele Thomas B. Thriges Gade projektet. Og uden VVM undersøgelse intet projekt. Ellers kunne han have læst det debatindlæg, som Bo Libergren og Lars Chr. Lilleholt skrev den 17. februar 2013, hvor der stod "den bedste løsning er, for os at se, en tosporet vej sammen med letbanen over jorden, hvor der byfortættes op til". Altså ingen gennemkørsel gennem p-kælderen, men en vej ovenpå jorden. Og så var der den artikel, som journalist Rune Blichfeldt skrev den 8. november 2013, hvor holdningerne til Thomas B. Thriges Gade blev ridset op "mens Konservative og Dansk Folkeparti begge taler om reel gennemkørsel, står begge partier samtidig fast på at gennemføre den nuværende løsning… Venstre, der i sin tid stemte for aftalen, men senere trak sig ud af forliget, vil derimod ændre den plan, der foreligger, så der også fremover kan køre biler på overfladen i to spor - et i hver retning". Det er altså på ingen måde rigtigt, at Venstre havde en mærkesag om reel gennemkørsel gennem p-kælderen. Det er en løgn, som Venstre behændigt prøver at lancere nu, hvor projektet begynder at ligne en succes. Venstre ville fastholde en vej ovenpå jorden. Og stemte kun af nød for Det Konservative Folkepartis forslag om reel gennemkørsel via p-kælderen i 2014 – efter valget. Det er på sin vis forståeligt, at Venstre lyver om deres politik. Men det er skuffende, at avisen ukritisk viderebringer løgnen, så den får et skær af sandhed.

Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Annonce