Annonce
Debat

MF'erne har fået for god tid til at blande sig i sager, de ikke skal blande sig i

Folketinget har fået færre opgaver, men har opretholdt det højst mulige antal medlemmer. Det stemmer ikke med den logik, som lovgiverne ellers benytter, når der skal spares eller omlægges i det offentlige.

I takt med, at mere lovgivning er flyttet til EU, landets kommuner er blevet større og og flere institutioner har fået selvstændige bestyrelser, er der mindre at lave for folketingsmedlemmerne. Det betyder ikke, at jeg mener, at folketingsmedlemmerne driver den af, men at de inddrager flere sideaktiviteter, der ikke alle er lige meningsfulde for lovgivningsarbejdet.

Flere medlemmer leder med lys og lygte efter enkeltsager, som de kan profilere sig på. De går ofte ind i sager i kommuner eller regioner, selv om det ikke har noget med deres ansvarsområde at gøre. Det betyder, at Folketinget æder sig ind på det ellers af samme landspolitikere højtbesungne udlagte selvstyre. Tænk på alle de § 20 spørgsmål til ministrene, som kan give lokal profilering, men næppe styrker kvaliteten i lovgivningsarbejdet.

Det såkaldte kommunale selvstyre er de senere år underlagt en uhørt grad af styring og kontrol. I kommunernes stillingsopgørelser er den eneste gruppe i stor vækst de ”djøffere”, som skal betjene staten med tal og redegørelser over den kontrol og styring, som Folketinget har besluttet. Samtidig er antallet af ansatte til borgernes pasning, omsorg og undervisning i tilbagegang.

Hvorfor bruger folketingsmedlemmerne så meget energi på styring og kontrol og så lidt reel energi og interesse for velfærd og undervisning helt ude ved borgerne? På mit eget område, folkeskolen, skulle reformen fra 2013 partout gennemtrumfes uden brug af relevant skoleforskning og erfaringer fra skolehverdagen. Hvorfor tog folketingsmedlemmerne ikke en folkelig debat, og hvorfor viste de ikke nogen interesse for folkeskolens udvikling? Måske fordi ingen efterspurgte en folkeskolereform.

Resultatet blev da også mest en styringsreform med lang skoledag, flere undervisningstimer og færre lærere. Nu foretages der en langsom tilbagerulning af reformen, så spildet af kostbare undervisningsressourcer bliver tydeligt med stor usikkerhed for elever, forældre og ansatte til følge.

Folketinget har 28 stående udvalg, og der arbejdes stadig efter en gammel formel, der af nogle medlemmer karakteriseres som ”beskæftigelsesterapi”.

Står der i Grundloven, at der skal være 179 folketingsmedlemmer? Nej, Grundloven definerer Folketinget som ”én forsamling bestående af højst 179 medlemmer”, og en ændring kræver blot et normalt flertal i folketingssalen. Men hvor mange folketingsmedlemmer skal der så være, så det passer til nutiden?

Et godt udgangspunkt er grundlovsfædrene, som fastlagde det nødvendige antal folketingsmedlemmer til 101! Så mon ikke 101 folketingsmedlemmer med nutidens kommunikationsmidler kan dække landet fra Gedser til Skagen, når det kunne lade sig gøre i 1800-tallet? Og mon ikke et område som f.eks. Fyns storkreds, der nu har valgt 18 folketingsmedlemmer, kan klare sig med ti?

Ansvaret for at vælge folketingsmedlemmer påhviler vælgerne, så det ikke alene bliver en klasse af bestemte akademikere fra Aarhus og Københavnsområdet, der dominerer i folketingssalen. Det lyder enkelt med færre folketingsmedlemmer til færre opgaver, men det er formentlig uhyre svært at se sig selv som overflødig. Et ligebehandlingsprincip kunne være, at ligesom Folketinget behandler andre i det offentlige, skal det behandle sig selv.

Annonce
Niels Munkholm Rasmussen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce