Annonce
Middelfart

Mette vil samle ind til mere misbrugsbehandling: Blev ramt af unges åbenhed

Unge, der er på vej ud af misbrug, står nu frem, efter de har haft en besparelse hængende over hovedet. Mette Døssing fra Middelfart vil gerne kvittere for åbenheden med en indsamling, der skal gå til mere misbrugsbehandling. Foto: Peter Leth-Larsen

Nordvestfyn: Hun er 54 år og arbejder i hotelbranchen - og har ikke tidligere haft misbrug inde på livet.

Alligevel blev Mette Døssing fra Middelfart ramt, da hun den seneste tid på Facebook læste personlige beretninger fra unge på vej ud af misbrug og avisen i sidste uge, efter en besparelse, der lukkede udslusningspladser i kommunens halvvejshuse blev trukket tilbage.

- Nogle gange må man stoppe op og gøre noget, understreger Mette Døssing.

- Det, der rammer mig, er, at nogle unge mennesker tager egen fremtid og behandling seriøst. De skal have de bedst mulige vilkår, tilføjer hun.

Derfor er hun klar til at søsætte en indsamling, der skal gå til mere og bedre behandling til de unge. Også selv om kommunen har trukket besparelsen tilbage, og borgmester Johannes Lundsfryd er klar til at friholde misbrugsområdet.

Mette Døssing har henvendt sig til borgmesteren og gjort det klart, at hun vil gå videre til Indsamlingsnævnet og stå for det revisorgodkendte regnskab, hvis kommunen takker ja til at modtage midlerne.

Hun pointerer, at det er vigtigt, at pengene går til driften og er øremærket de unges behandlingsbeløb. Det kan ifølge hende blandt andet ske ved, at 20 virksomheder forpligter sig til at give eksempelvis 10.000 kroner om året i en periode.

- Det handler ikke om, at jeg på nogen måde skal promovere mig selv. Det handler om sagen - og at hjælpe de sympatiske, unge mennesker. Jeg har enorm respekt for den åbenhed, de lægger for dagen, siger Mette Døssing.

Annonce

Borgmester: Engangsløb er mest realistisk

Borgmester Johannes Lundsfryd (S) har ikke før hørt om en model, hvor private sponsorerer den kommunale drift på den måde.

- Jeg tænker, det er oplagt, at hun tager en snak med folkene i forvaltningen, og jeg vil gerne sætte dem sammen, så vi kan finde ud af, hvordan man bedst kan hjælpe, siger Johannes Lundsfryd.

Han forestiller sig dog umiddelbart, at den mest realistiske model er, hvis man samler et engangsbeløb ind, der ikke går til personaleløn, men til enkeltstående oplevelser i form af eksempelvis foredrag, ture eller ting og sager på en ønskeliste fra de unge i halvvejshusene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Vagt slukkede brand i bil

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce