Annonce
Indland

Mette F.: Vi kan ikke løse alle problemer i psykiatrien nu

Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiets formand ser partiets udspil som et nødvendigt skridt på vejen mod en bedre psykiatri.

Socialdemokratiets plan for psykiatrien kommer ikke til at løse alle problemer på området med et snuptag.

Men det er en nødvendig start for at komme problemer til livs på et område, som allerede koster meget på det menneskelige område, og som på sigt kan blive endog meget dyrt samfundsøkonomisk.

Det siger S-formand Mette Frederiksen torsdag, hvor partiet præsenterer en plan for psykiatrien frem mod 2029.

- Alt det, vi gerne vil på psykiatriområdet, kan vi ikke gøre fra den ene dag til den anden. Vi bliver nødt til at gøre det i den takt, hvor vi ved, at vi også kan rekruttere folk.

- Men det er i vores øjne nødvendigt både at sætte ind på det forebyggende område, styrke indsatsen for børn og unge og oprette flere sengepladser, så folk ikke bliver udskrevet, før de er færdigbehandlet, siger hun.

Socialdemokratiet regner med, at planen vil koste cirka en halv milliard kroner årligt. Finansieringen finder partiet i sin økonomiske plan frem mod 2025.

Fagfolk har ytret sig positivt om planen, men har samtidig peget på, at tiltagene ikke er nok til at løse problemerne.

Blandt andet mener foreningen Bedre Psykiatris generalsekretær, Thorstein Theilgaard, at der er behov for to milliarder kroner årligt til psykiatrien.

- Jeg forstår godt ønskerne, for vi bliver nødt til at erkende, at psykiatrien har været underprioriteret. Og der er stadig den udfordring, at der er noget tabu over det at være psykisk syg, siger Mette Frederiksen.

- Vi leverer ikke den psykiatri i dag, som patienterne, de pårørende og medarbejderne har behov for. Vi har ikke to milliarder kroner, vi kan lægge om året til psykiatrien, for vi også er udfordret andre steder i sundhedsvæsenet.

- For eksempel mangler der sygeplejersker, og der mangler tid også i andre dele af sundhedsvæsenet. Så det her er det, vi mener realistisk kan lade sig gøre.

- Dermed siger jeg også, at jeg ikke påstår, at vi løser alle problemerne med dette udspil. Men jeg mener, at vi vil tage de næste og nødvendige skridt, siger hun.

Thorstein Theilgaard har tidligere sagt, at psykiatrien potentielt er en bombe under dansk samfundsøkonomi, hvis der ikke bliver sat ind i tide.

- Det kan blive meget dyrt samfundsøkonomisk, siger Mette Frederiksen.

- Det er det allerede menneskeligt, for når vi i disse år ser så mange børn og unge, der ikke trives, så bliver vi også nødt til at have en tungere diskussion med hinanden om, hvorfor så mange børn reagerer på den samfundsudvikling, vi er i gang med lige nu.

- Der er øjensynligt noget, der presser rigtig mange danskere, både voksne og børn, siger hun og nævner blandt andet den megen tid foran skærme, som blandt andre børn og unge har i dag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce