Annonce
Kultur

Mesterligt popalbum proppet med eminente sange: Juncker og Breum byder på rendyrket Larsen-magi

Christian Juncker og Jonas Breum har taget årelangt tilløb til samarbejdet. Men resultatet har været værd at vente på. Foto: Simon Staun
Odenseanske Christian Juncker og vejlensiske Jonas Breum har taget årelangt tilløb til duoen Gæsterne, der pladedebuterer med et overdådigt popalbum med sange til både hjerne og hjerte.
Gæsterne - "I mørket er der ingen, der skal sidde alene"

Gæsterne - "I mørket er der ingen, der skal sidde alene"

Musik: Det er farligt at konkludere i et interview, at man stræber efter at skrive sange med Kim Larsen-niveau. Man kan nærmest kun fejle og æde sine selvfede ord uden dyppelse. Men det kommer ikke til at ske for 41-årige Jonas Breum med en fortid i bandet Coolsville og 45-årige Christian Juncker.

Deres debut under aliasset Gæsterne overgår alle forventninger. Som i øvrigt var ganske høje. Deres musikalske makkerskab virker så naturligt, hjemmevant og velsmurt, at man næsten må knibe sig selv i armen.

Begge skriver tekster med kalorier og kraft. Tekster, der handler om noget. Vil noget. Rykker noget. Parløbet har angiveligt haft den positive effekt, at begge har tilstræbt at overgå sig selv for at matche den andens lyriske bidrag.

Jeg er nødt til at begynde med sang nummer tre. ”Tror du, vi skal følges ad”. En umådelig smuk støbning med religiøse undertoner i både korets opbygning og det underliggende orgel. Jonas Breums arbejde med salmer bærer tunge frugter, og han synger sangen i gang med en sensitivitet, der rammer med stormstyrke.

”Sammen er vi som en ildebrand, alene koldere end det mørke vand” synger Jonas Breum og understreger både styrken ved et forhold og et musikalsk samarbejde. Og måske endda i alt, hvad vi foretager os. Christian Juncker falder midtvejs ind vokalt og instrumentalt, hvor de i fællesskab synger: ”Tror du, vi skal følges ad til verdens ende. Tror du, vi skal følges ad, til du går hjem”.


Christian Juncker og Jonas Breum har udtalt, at de aldrig ville have skrevet pladens bedste sange uden den anden. Dermed er det årelange tilløb ikke spildt. Der er tale om et album, der besidder musikalske og lyriske kvaliteter til at blive en af 2020’ernes mest helstøbte udgivelser

Fra anmeldelsen


Det ser måske ikke ud af meget på disse linjer. Men hør det sunget. Mærk inderligheden helt ned i tåspidserne. Luk øjnene og lyt til sidste linje i sangen: ”Har du lyst til at blive her. Vente på. Hvad der sker”. Det er fløjteme’ Kim Larsen-niveau.

Det høje niveau indledes allerede med den drømmende åbner, ”Alaska”, hvor Juncker og Breum tager lytteren med til både Alaska og Himalaya. En sang perfekt til både køreture og lange sommeraftener på terrassen.

Annonce

Vemodigt tilbageblik

Et af de centrale budskaber på albummet kan man finde i albummets titel. Linjen udspringer af den fænomenale sang, ”De største er de små”, som Juncker og Breum skrev sammen til Anker Jørgensen, da han blev 85 år.

Det noble budskab om, at ingen skal sidde helt alene, afspejler sig ligeledes i bandnavnet, der indikerer, at Juncker og Breum betragter sig som gæsterne, der kommer ud og tager dig i hånden. Måske via din radio eller på et spillested. Uanset ramme føles det trygt og sikkert.

Den stemning understreges på ”Mormor og morfar”, hvor Christian Juncker tager dig med på en nostalgisk rejse til barndommens land, der virker så familiær, at jeg nærmest kan smage den sodavand, han synger om. Han beretter også om sin morfars skur, om kortspil på sommeraftner, om ikke at kunne nå blommerne og at cykle hjem i shorts.

”Der var altid meget mer’ mellem himmel og jord end det, vi så på farve-tv. Hvis vi ville det”, synger Juncker, mens der fløjtes kækt. En nostalgisk perle uden dikkedarer eller svulstige billeder.

Den rørende ”Da du mistede din mor” er en melodisk lækkerbisken med perfekte temposkift og en instrumental ned- og optrapning alle de oplagte steder. Jonas Breum skruer op for vokalen på et ”forståååååå-ååååh”, der trækkes tilpas langt og har et medfødt syng-med-potentiale.

Syng-med-potentialet er i det hele taget tydeligt på flertallet af sange. Den efterfølgende ”Dronningen sover på Amalienborg” har den ligefremme linje ”hver nat når jeg skal sove, så tæller jeg får”, der fænger med Junckers alvorstunge stemme. En sang, som instrumentalt byder på både klokkespil, rytmeæg og raslen på en guitarkuffert.

”Så let som ingenting” er titlen på en af sangene. Det kunne også være beskrivelsen af den fornemmelse, man sidder med som lytter. Juncker og Breum smelter al rutine og erfaring sammen til den slags popsange, mange musikere stræber efter et helt liv.

Der er ingen - som i nul - metaltræthed på albummet, hvor ”Skovensomhed” kickstarter en finale af den slags, der giver åndenød. Klaver, akustisk guitar og omvendt ordstilling danner rammen for en fortælling, der kan fortolkes efter evne og nydes uden forbehold. ”Jeg ville ønske, du var min. Jeg ville ønske hele tiden, vi ku’ være sammen overalt” synger Juncker og Breum i den skønneste tosomhed. Det er ganske enkelt live-materiale i særklasse.

Og så trumfer duoen sig selv med ”De livskloge og dem med violin”, hvor omkvædet smager som et destillat af både Nephew, Sommer og Minds of 99. Det er gåsehud toppet med myrepatter, da de skærer alt andet væk end akustisk guitar og spørger dig, mig og os alle sammen, hvad vi gør med: ”De underlige, de inderlige og de vidunderlige og dem på violin”.

Christian Juncker og Jonas Breum har udtalt, at de aldrig ville have skrevet pladens bedste sange uden den anden. Dermed er det årelange tilløb ikke spildt. Der er tale om et album, der besidder musikalske og lyriske kvaliteter til at blive en af 2020’ernes mest helstøbte udgivelser.

Følg med til verdens ende lyder et spørgsmål på “Tror du, vi skal følges ad til verdens ende”. Svaret er endegyldigt et ja. Dette album kommer til at følge mig resten af vejen.

Christian Juncker og Jonas Breum skriver sig ind i en yderst eksklusiv klub, hvor Claus Hempler, Søren Huss og senest Guldimund er medlemmer.

Caper Clowns - "Abdicate the Throne"
Annonce

Caper Clowns - "Abdicate the Throne"

Kvintetten Caper Clowns har formået at sælge sig selv til både udenlandske radiostationer og musikmagasiner, der dyrker melankolsk retrorock med samme veneration som de fem fynboer.

Men på gruppens tredje album er det ikke kun den The Beatles-beslægtede poprock, der fylder tracklisten. "In Your Caleidoscope" er en ferm rocksang med The Black Crowes-guitar og en kæk em af britpop i det vrængende omkvæd.

Bandet skiller sig ud ved at blande rollerne, hvilket reelt betyder, at hele fire af fem medlemmer kan skrive forsanger på cv'et. To spiller trommer, to spiller keyboard og tre percussion. Dermed skal man holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvem der har anførerbindet på i de 14 sange.

Sikkert er det, at Caper Clowns ikke klovner rundt på instrumenterne i de fermt komponerede melodier, hvor der eksperimenteres med både banjo, sitar og pedal steel-guitar. Det løfter især den countryinspicerede "Alec in a Line", som kunne indikere, at bandet skal afsøge genren yderligere.

Et par af sangene virker for bedagede og lyder som Nice Little Penguins anno 1990. Der i øvrigt allerede dengang lød bedagede. Bandet kunne med fordel have siet "I'd Be Me" og "CAPS LOCK" fra, da de fremstår som unødigt fyld sammenlignet med den flotte ballade "What She Became", der uden at gøre meget væsen af sig alligevel ender med at stå som et af albummets højdepunkter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Assens For abonnenter

Kæmpe solcellepark til 78 millioner bliver taget i brug om få dage: - Vi forventer, at varmeprisen falder med ti procent

Odense For abonnenter

Danni vil kæmpe for, at populær misbrugsbehandling kan overleve: - Jeg skal ikke tilbage til det kommunale tilbud

Annonce