Annonce
Erhverv

Merrild: Er vi på vej mod et landbrug drevet af udenlandske selskaber?

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. Pr-foto

Vil danske børn også i fremtiden synge om ”Jens Hansens bondegård”?

I medierne kan man jo fra tid til anden læse historier om, at kapitalfonde har forelsket sig i dansk landbrugsjord, og der spekuleres i, at vi er på vej mod en helt ny struktur, hvor store udenlandske selskaber tager over.

Men er det overhovedet et realistisk scenarie? Kommer vi virkelig til at se, at den struktur med selveje, som vi har haft siden landboreformerne i 1700-tallet forsvinder til fordel for udenlandsk ejede kæmpelandbrug?

Spørger man de danske landmænd, så er det i hvert fald ikke et ønskeligt scenarie. SEGES spurgte for fem år siden mere end 3.000 landmænd om, hvilken ejerform de foretrækker. Svaret var meget entydigt, da 94 procent foretrak det klassiske selveje. Skulle der slækkes på det, så foretrak de fleste kompagniskaber med andre landmænd. Meget få ønskede at have fremmed kapital i virksomheden.

Der er slet ingen tvivl om, at det også i de kommende årtier vil være et stort ønske at være herre i eget hus. Det er simpelthen gennem århundreder blevet en del af danske landmænds DNA. Men for fortsat at være konkurrencedygtige, så har vi også behov for at være fordomsfri i forhold til nye strukturer. Det kan være at drive landbrug i fællesskaber, at en ældre landmænd lader penge stå i ejendommen, eller at man entrerer med en ekstern partner.

Jeg tror dog ikke, at vi vil se en mærkbar ændring af ejerforholdene i dansk landbrug. En investering i dansk landbrugsjord vil sjældent kunne levere det afkast, som fx en pensionskasse efterspørger. Anderledes ligger det for landmænd og landmandsfamilier, der er parate til at arbejde ekstra hårdt og nøjes med en mindre forrentning af deres kapital, simpelthen for privilegiet at få lov at være landmænd. Derfor er selveje i landbruget en fremragende investering for samfundet, hvor nogle mennesker yder en kæmpe indsats for en relativ lille betaling.

USA har meget liberal jordlovgivning, men alligevel er 97 procent af landbrugsjorden familieejet. Sådan tror jeg også, det vil fortsætte i Danmark – og jeg tror også, at de fleste danskere faktisk ønsker, at det er selvstændige danske landmandsfamilier, der producerer vores fødevarer.

Betingelsen for at vi kan holde godt fast i selvejet er selvfølgelig, at der er mulighed for at overdrage en landbrugsbedrift til næste generationer af landmænd. Vi står i disse år med en kæmpeudfordring med generationsskifter. Unge dygtige landmænd med gå-på-mod, en god forretningsplan og en solid opsparing har uhyggeligt svært ved at komme i gang. De kan simpelthen ikke finansiere handelen. Og mange af de ældre landmænd må fortsætte længe efter, at dåbsattest og helbred måske egentlig fortæller dem, at det er på tide at gå på pension.

I skrivende stund forhandles der om finansloven, og der er lagt op til forringelser i form af højere bo- og gaveafgift. Samtidig er det fortsat usikkert, om beskatningen af sælgerpantebreve ændres, så det bliver mere sikkert for landmænd der sælger en bedrift, at hjælpe den nye ejer med finansieringen. Skal vi også fremover have en levedygtig selvejer-model i dansk landbrug, så skal der være ordentlige betingelser for generationsskifterne.

Ellers vil det kunne bane vejen for nye ejerformer med udenlandsk kapital, og så vil vi måske ikke længere have ”Jens Hansens bondegård”, men ”Joe Hansons Farming Capital Inc”.

Annonce
Skal dansk landbrug forsat stå stærkt, er det nødvendigt at se fordomsfrit på nye ejerstrukturer. Det kan være at drive landbrug i fællesskaber, at en ældre landmænd lader penge stå i ejendommen, eller at man entrerer med en ekstern partner, mener Martin Merrild, formand for Landbrug&Fødevarer. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce