Annonce
Erhverv

Mens vi venter på Brexit: EU er ikke lutter lagkage

Der er også en hel del, der ikke kunne drømme om at male sig i EU-flagets farver, for EU er ikke lige populært alle steder, har ugens klummeskriver noteret sig på sin færd gennem Europa i løbet af sommeren. Foto: Simon Dawson/Reuters
Klummeskribent Niels Jørgen Hansen har tilbragt sommeren med at sejle rundt, fortrinsvis i Sydeuropa, hvor han har mødt mange EU-borgere. Det har inspireret ham til denne opsummering af forskellige nationaliteters syn på det EU, som englænderne har stemt for at melde sig ud af. Og skulle han kun have gengivet de positive, var det blevet en meget kort klumme.

Intet andet sted end i Europa findes inden for korte afstande en tilsvarende variation af landskaber og kultur. Ældgamle byer og bygninger med lokal arkitektur og befolkninger med forskellige sprog og historiske baggrunde kan i Europa opleves på et geografisk område, der svarer til halvdelen af USA eller Canada. Det er en gave, der bør værnes om, også af EU-fællesskabet. Men det bliver der kun en smule på skrømt.

Med en blandet argumentation om hensynet til det frie marked og en åndløs vision om at danne en føderation som USA forsøger EU i stedet at tromle en harmonisering af de europæiske kulturer og regler igennem.

Måske er det grunden til, at alle byer i stigende grad ligner hinanden, eller måske er det fordi, der slet ikke råder nogen plan, men at samme konforme holdninger og interesser får lov til at bestemme udviklingen.

Selv om byerne i deres markedsføring hævder, at de hver for sig er noget specielt, at de har deres helt egen ånd og karakteristika, tragter de af en eller anden grund efter at blive ligesom de andre.

Havnefronterne bliver tilplastret med kæmpe bygninger i beton, stål og glas helt uden anden sammenhæng, end at de tjener som monumenter over den enkelte arkitekt. De er anmassende, ofte grimme, og helt uden nogen lokal identitet, hvilket er naturligt, da det er arkitekter fra hele verden, der tegner sig hver en bygning til usammenhængende at stå ved siden af kollegaernes.

EU’s medvirken i denne proces ses tydeligt i Lissabon, hvor EU har finansieret en overdådig række af betonmuseer for alt muligt mellem himmel og jord samt en stribe hotel- og konferencebygninger. De fylder hele den lange havnefront langs Tejofloden.

Bygningerne står foran og skygger for hundredtusindvis af tomme kvadratmeter historiske bygninger, slotte, prominente administrationsbygninger og flotte fabriksbygninger og handelshuse fra Portugals storhedstid, som blot får lov at stå og forfalde. De mange EU-midler kunne i stedet have været brugt til at redde disse historiske bygninger, der såmænd sagtens kunne rumme de nødvendige museer.

Men så var Lissabon jo ikke kommet til at ligne København, Hamborg og Amsterdam.

På rejsen fra Turko i Finland, hvor vi købte skibet, vi sejler i, gennem Ålandsøerne, langs Sveriges skærgård, via Sydfyn til Tyskland, Belgien, Holland, Frankrig, Nordspanien til Portugals vest- og sydkyst og til Sydspanien, hvor klummen skrives, har jeg forsøgt at få et indtryk af de forskellige nationaliteters syn på EU.

Spørgsmålet var særlig aktuelt under sejladsen langs Nordspaniens kyst samtidig med, at der var valg til EU-Parlamentet.

Når sandt skal siges, er der ikke megen hoved og hale på, hvad europæerne forventer af samarbejdet. I de nordlige lande forventer man, at EU sørger for fri handel. I de sydlige lande forventer man, at EU vil udvikle sig til en social union, så de også får ret til de nordlige landes sociale goder.

Tyskere og franskmænd forestiller sig at EU-samarbejdet stort set skal være en udvidelse af deres egne lande. Tyskerne tager således for givet, at tysk fornuft og orden vil tegne fremtidens Europa, og franskmændene tror fast på, at alle andre vil tage den suveræne franske kultur til sig.

Men fælles for befolkningerne – særligt i de mindre lande – er, at man anser EU's ledelse og administration for at være ude af kontakt med befolkningen i Europa, og at der konstant indføres besværlige og tåbelige regler.

Jeg har forsøgt at lodde holdningerne til EU ved at slå en snak af med de mennesker, jeg har mødt undervejs – tit i forbindelse med et glas eller en kop kaffe.

Mest positiv var Jürgen, en sejlerven fra Köln, jeg mødte i Port Medoc. Han er psykolog og tidligere vært på et kulturprogram på tysk fjernsyn. Han er midt i halvfjerdserne, har langt, tyndt gråt hår og skæg og takker Vietnamkrigen for sin gode ungdom som student på Kölns universitet. Han forstår ikke de små landes modstand mod unionen. Uafhængighed er alligevel en illusion.

Samme synspunkt mødte jeg hos en anden tysker, jeg sludrede med i Povoa, Portugal. En høreapparatsforhandler, der har solgt virksomheden og nu lever på sin sejlbåd. Han mente dog, at et fremtidigt EU kun vil bestå af de nordlige lande. Euroen duer ikke til Sydeuropa. Han mente, at EU sikrer fred i Europa. Jeg spurgte, om det skyldes, at tyskeres opfattelse af fred er, at Tyskland undlader at angribe nogen?

Min ven Jacques fra Cherbourg, Frankrig, pensioneret ubådstekniker, ryster blot på hovedet ad det hele. Både Frankrigs styre og EU's samt De gule veste. Han vil hellere sejle, lave fremragende mad og drikke god vin i gode venners lag end at spilde tiden på at bekymre sig.

En snakkesalig, pensioneret, fransk officer i en Halberg Rassy 46, jeg talte med i Viveiro i Nordspanien, kunne ikke kende forskel på de skandinaviske lande, selv om han havde været nord på som kommandant for nogle tropper i Tyskland. Det var et fedt, for vi havde kroner alle sammen, og han kunne ikke huske hvem af os, der var medlemmer af EU. Han mente, at vi var nogle brave karle, fordi en norsk sejler havde forsøgt at få ham med ud at bade i det kolde vand i Biscayen.

Hele to gange fik vi besøg af et hold toldere på Spaniens nordkyst. Det var hyggeligt – når man har god tid - og vi fik kopi af en flot toldrapport. Jeg spurgte, hvad formålet med den tætte toldkontrol var. Narko og registrering af, hvor vi var i tilfælde af, vi skulle blive efterlyst. Men ellers vidste de det ikke, det havde blot altid været sådan, og det var jo gode jobs. De grinte, da jeg nævnte at vi var i EU, og at vi jo ikke blev kontrolleret sådan nordpå.

En ældre elektriker i Lissabon sagde rent ud, at han mente, at EU-administrationen var en flok idioter uden kontakt med eller interesse for den europæiske befolkning. De havde været med til at forgælde Portugal med et stort antal prestigeprojekter, og nu måtte portugiserne betale Europas højeste benzinpriser og en masse skat af deres lave indkomster.

En restauratør var mere afdæmpet i sin kritik og sagde, at et land som Portugal måtte være ydmygt. EU var måske eneste chance for at få fornyet landet efter de mange års diktatur. Men i øvrigt følte han, at Portugal var helt overset og glemt. Det er kun de store lande, der tæller i EU.

Den billige og solrige Algarvekyst er en af de jævne englænderes foretrukne feriedestinationer. De er generelt meget nemme for en dansker at falde lidt i sammen med og er ikke karrige med at udtrykke deres mening, heller ikke om Brexit. Den møder generel bred opbakning.

Hvis denne klumme kun skulle have bestået af en opremsning af de positive udsagn, jeg hørte om EU, havde den fået et meget overskueligt omfang.

Nu kan EU-ideen selvfølgelig ikke bebrejdes de europæiske teknokraters og politikeres historieløshed og længsel mod en ny, globaliseret verden. Men skal vi undgå, at det europæiske projekts på mange måder gode formål og resultater – endda med ret stor sikkerhed – ender i sammenbrud og opløsning, er det nødvendigt, at agendaen drejes bort fra kulturradikal respektløshed for folkenes særegenhed og identitet.

Annonce

Niels Jørgen Hansen

Niels Jørgen Hansen, 65 år og bor i Ringe, i sommerhus på Avernakø og i disse uger om bord på båden S/Y "Pupu". Direktør og bestyrelsesmedlem, i sommermånederne langturssejler med en særlig passion for Frankrig.

Baggrund: Vekselerer, HD (A). Flere stillinger i bankverdenen, inden han stiftede og blev direktør for Hansen & Nøttrup A/S 1989-2011.

Direktør i sit eget selskab NJ Hansen Holding ApS samt en række investeringsselskaber.

Boligdommer ved Retten i Odense, eksterne bestyrelsesposter i erhvervsvirksomheder og medforfatter af Coasterudvalgets rapport "En fremtid for coasteren".

EU-flaget og EU i det hele taget er ikke lige populært alle steder, har ugens klummeskriver noteret sig på sin færd gennem Europa i løbet af sommeren. REUTERS/Lisi Niesner
EU-flaget og EU i det hele taget er ikke lige populært alle steder, har ugens klummeskriver noteret sig på sin færd gennem Europa i løbet af sommeren. Og så er der hele usikkerheden med Brexit. Foto: Oli Scarff/AFP)
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

390 gram skunk fundet under forsæde

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce