Annonce
Debat

Mening om havneplanerne: 10 år for sent

Nedenstående er fremsendt til Plan/Byg i Assens som del af et høringssvar.

Kommunens idé om bebyggelse på parkeringsarealet i Willemoesgade er jo nok 10 år for sent. Løbet er kørt i forhold til andre kystbyer. Assens bliver aldrig som Middelfart, hvor man har Kulturøen med en lille marina osv.

Hvorfor skal vi her i Assens altid genbruge de ideer, som er brugt i mange andre byer, man kunne f.eks. bygge nogle små hyggelige træhuse langs haven, som naturligt ville matche havnemiljøet, hvis der absolut skal bygges så tæt på havnen. Hvorfor skal der absolut bygges på det omtalte område? Er det virkelig gennemtænkt? Er det ikke igen bare for at få nogle hurtige penge i kassen? Man binder da ikke by og havn sammen på den måde.

Vil man binde by og havn sammen, skal man lave nogle attraktive ting, som et torvemiljø, en unik legeplads etc., som vil friste borgere og turister til at besøge og bruge havnen.

Hvorfor ikke benytte det gamle rådhus til beboelse, her er både udsigt, vand, miljø og mulighed for at bygge i højden, og hvem siger at et bibliotek skal ligge på byens bedste beliggenhed? Der er masser af attraktive muligheder andre steder i Assens by, f.eks. Plums Trælade.

Så spiller kommunens stædighed nok ind igen, for de har fundet de vises sten, som vil kunne redde hele Assens Kommune i mange mange år – kommer med det argument, det er for tæt på en erhvervsvirksomhed, men hvis I mener, at de 100 meter betyder noget for støj, og larm, så tager I grusomt fejl.

Annonce
Havnen i Assens. Arkivfoto: John Fredy
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Klumme

Indvandrerkvinder skal frigøres

Indvandrerkvinder fra muslimske miljøer står ofte over for store udfordringer, hvis de vil opløse deres ægteskaber. Én ting er at opnå skilsmisse efter dansk lovgivning – noget helt andet er at opnå skilsmisse efter islamiske normer. I sidstnævnte tilfælde kræves i de fleste tilfælde mandens accept. Det betyder, at mange kvinder fastholdes i et konfliktfyldt ægteskab. Selv om de for længst er skilt efter dansk lov. Det er den uhyggelige melding fra flere muslimske kvinder, som den er kommet frem i en undersøgelse foretaget af VIVE (Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Både i mit professionelle og frivillige arbejde med voldsramte kvinder møder jeg ofte kvinder med muslimsk baggrund, som spørger til, hvordan der er lykkedes mig at få min religiøse skilsmisse igennem? Jeg har kun ét – enkelt – svar at give: Min danske skilsmisse var nøglen til at opnå frihed. Både juridisk og åndeligt. Den gav mig ro og mulighed for at etablere et nyt liv. Det er ikke alle, der kan gøre som mig, men det er et vigtigt budskab, at i Danmark gælder dansk lov, og en juridisk dansk skilsmisse trumfer altså det religiøse bånd. Det vigtigste er, at de her kvinder kommer stærkt ud af skilsmisseprocessen. Der er rigeligt med udfordringer for en enlig mor, både følelsesmæssigt, økonomisk og praktisk. Og af erfaring ved jeg, at nogle kvinder opsøger imamer i årevis for at afslutte deres muslimsk ægteskab - men kun meget sjældent får de succes med dét. Det er en hård forhandlingsproces, som kræver enormt mange ressourcer. Derfor oplever jeg, at alt for mange kvinder, som prøver at gå dén vej, bryder sammen og går ned med depression og angst. Livet som fraskilt kvinde er ikke nemt i muslimske miljøer. Forvent i hvert fald ingen forståelse, fællesskab og søstersolidaritet. Forvent i stedet sladder som stempler kvinden og nedbryder hendes selvværd - både som selvstændig kvinde og mor. For en fraskilt muslimsk kvinde er det ofte nødvendigt at flytte væk fra bestemte miljøer for at kunne etablere et nyt liv efter en skilsmisse. Jeg er som udgangspunkt stor fortaler for rettighedskampagner, der skal oplyse etniske minoritetskvinder om, hvordan rettighederne er i Danmark kontra de lande de kommer fra. Det er bare ikke altid nok. Skal de muslimske kvinder frigøres fra mændenes og imamernes kontrol, er vi nødt til at bygge dem op helt fra grunden. Det vil sige, at vi skal møde dem med forventninger om, at de deltager aktivt i samfundet. De skal ud fra hjemmet og ud i samfundet. Det vil styrke deres frigørelse og i særdeleshed være en kæmpe styrke for dem, der træffer den beslutning, at de klarer sig bedst helt uden manden.

Annonce