Annonce
Indland

Menighedsråd vil lægge kirker i dvale det meste af året

Det er dyrt for menighedsrådene at blive ved med at vedligeholde kirker, der ikke bliver brugt, lyder det.

Mange steder i Danmark kan man se fra den ene hvidkalkede middelalderkirke til den næste.

Nu er man imidlertid i folkekirken begyndt at diskutere, om nogle af de cirka 2000 middelalderkirker skal lukkes ned og kun fortsætte som såkaldte lejlighedskirker.

Det skriver Jyllands-Posten.

Årsagen er ifølge avisen, at flere og flere fortsat flytter fra land til by.

Og ved at holde kirkerne lukket det meste af året og i stedet tage dem i brug til eksempelvis en julegudstjeneste, eller hvis nogen ønsker at blive gift i kirken, kan menighedsrådene spare penge på blandt andet opvarmning og løn til graveren.

- Der er nogle steder i landet et overskud af kirker og et underskud af penge til at vedligeholde dem.

- Så vi er nødt til at se på, om alle kirker i fremtiden skal vedligeholdes lige meget - selv om der er mange følelser på spil, siger Hans-Henrik Nielsen, der er formand for økonomi- og bygningsudvalget i Landsforeningen af Menighedsråd, til Jyllands-Posten.

Det er menighedsrådene, som har brugsretten over kirkerne, og dem, der skal beslutte, om en kirke skal blive lejlighedskirke.

Mette Moesgaard Jørgensen, der er provst på Mors, er enig. Hun siger til Jyllands-Posten, at tiden er kommet til et nyt syn på middelalderkirkerne.

- Skal de alle sammen bevares som i dag, eller skal nogle af dem gå i dvale?, spørger hun.

Landets biskopper har netop nedsat arbejdsgrupper i fire stifter, som skal undersøge, hvordan man kan føre en differentieret vedligeholdelse af kirkerne ud i livet.

Ulla Kjær, der er seniorforsker på Nationalmuseet, minder om, at menighedsrådene er forpligtede til at vedligeholde dem.

Hun tilføjer, at alle kirkerne har "enestående nationalhistorisk værdi", skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ny hanløve er ankommet til Odense Zoo

Leder For abonnenter

Overvågning. Et nødvendigt onde

Avisen bragte i går en god nyhed fra Korsløkkeparken, der er et boligområde i Odense på den såkaldte ghettoliste. Efter opsætning af i alt 460 kameraer er området blevet markant fredeligere. Tidligere var Korsløkkeparken plaget af omfattende hashhandel, hærværk og anden kriminalitet, der gjorde bebeboerne utrygge. Men nu kan tillidsfolk for beboerne fortælle, at kameraerne har lagt en dæmper på de urolige elementer, som typisk er helt unge mennesker. De nye kameraer i Korsløkkeparken flugter således fint med regeringens planer om mulighed for mere markant overvågning i det offentlige rum. Dette forslag vil regeringen sandsynligvis komme igennem med, takket være støtte fra de blå partier, og det vil ikke mindst langt størsteparten af beboerne i større almene bebyggelser være glade for. Med god grund. Fredelige borgeres efterspørgsel af en tryg hverdag, hvor man ikke møder hashpushere i nedgangen til kælderen eller skal frygte hærværk mod sin parkerede bil, er forståelig og legitim. Men samtidig må man ikke se bort fra, at mere overvågning også indskrænker den frihed og ret til privatliv, som er grundlæggende for et åbent, demokratisk samfund. Folks behov for tryghed stritter altså imod nogle vigtige værdier, og dermed kan sammenstødet overføres til modsætninger mellem på den ene side almindelige danskere, der tager afsæt i deres hverdag, og på den anden side organisationer, der henviser til undersøgelser og statistikker. Mens hr. og fru menigmand tager overvågningen ret afslappet, er for eksempel Advokatrådet og Det Kriminalpræventive Råd betænkelige. De efterlyser dokumentation for, at øget overvågning gør det nemmere for politiet at opklare alvorlige forbrydelser. Skeptikerne påpeger også, at regeringens lovforslag, om det bliver vedtaget, vil indskrænke borgernes ret til privatliv mere, end man forestiller sig. Det kan meget vel være rigtigt, at kameraovervågning kun har begrænset betydning, når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Men skønt gamle begreber som ro og orden ikke i dag er på mode blandt fagpersoner, har de alligevel fylde i befolkningen. Derfor er øget overvågning et nødvendigt onde. I hvert fald indtil forældre og SSP-folk har lært de unge uromagere reglerne for almindelig god opførsel. Det vil desværre nok tage en rum tid.

Annonce