Annonce
Kultur

Med ansvar ryger en del af friheden

- Menneskeheden flytter sig hele tiden, og jeg tror, at det er det, som berettiger, at der bliver lavet ny kunst, nyt design, nyt tøj: Vi skal spejle os i det, og det skal spejle, hvem vi er, siger keramiker Anne Black. Foto: Carsten Lauridsen

Keramiker Anne Black blev nyhedsstof, da hun tog kampen op mod designkopierne. Engang troede hun, at hun skulle være keramiker på landet med høns i haven og kulde i værkstedet. I stedet har hun fået 50 ansatte på en fabrik i Vietnam, men holder fast i, at tingene skal laves, som om det var hendes egne arme, der var i gang

#### TIL RED.: JOURNALISTENS SPØRGSMÅL ER MARKERET MED #. VH/ DB ####

--- --- --- ---

Hun er ”helt vildt lettet og rigtig glad”. Anne Black og hendes mand Jesper Moseholm trak overskrifter, da de for nylig efter tre års retssag fik Sø- og Handelsrettens ord for, at Netto krænkede hendes ophavsret og skadede hendes brand og salg, da de solgte en hængepotte, en vase og en krukke med låg, der til forveksling lignede hendes design.

1,5 millioner kroner lød erstatningen på. Den er hun særligt glad for. Ikke så meget på grund af pengene, men på grund af princippet, for hidtil har designere og andre formgivere måttet nøjes med en procentdel af omsætningen, men er ikke blevet kompenseret for eget tab, når de har vundet sager om kopier.

”En slags afmagt” og ”fornemmelse af meningsløshed” er nogle af de ord, hun bruger til at beskrive oplevelsen af at have brugt sin keramiske kunnen og faglighed til at lave produkter og så se dem kopieret som ugens tilbud i Netto.

- Hvis det er så nemt at sælge ting i supermarkederne til ingen penge, hvad er så meningen med at bruge fem år på at uddanne sig og knokle i døgndrift for at forsøge at lave noget kunsthåndværk, som folk kan lide, spørger hun.

20 ekstra arme

Hun må holde vejret lidt endnu og afvente en eventuel anke, men foreløbig er der sat punktum for dramaet, og alt er fredeligt og roligt i hendes lyse værksted i en gård på Vesterbro.

Lyden af en ovn, der med jævne mellemrum slukker og tænder med en klonk-lyd for at styre temperaturen og brændingen af keramikken, er den eneste svage forstyrrelse i baggrunden.

Det er her i værkstedet, at hendes design bliver til som skitser til de støbte ting eller som genstande, hun selv drejer op. Produktionen foregår i Vietnam, hvor hun og manden Jesper siden 2005 har været engageret i en fabrik i landsbyen Bat Trang, som har en lang keramiktradition.

Her er der masser af værksteder, direktøren på deres fabrik, fru Hang, er syvende generation i en keramikerfamilie, og her kan tingene ikke mindst blive fremstillet i hånden på samme måde, som Anne Black selv ville gøre det.

- I udgangspunktet havde jeg meget modstand mod at have andre til at producere tingene. Min opfattelse var, at det er kunsthåndværk, når der er en kunsthåndværker, der har lavet det med sine egne hænder. Derfor var det vigtigt for mig, at hvis andre skal lave det, så skal de lave det, ligesom jeg gør. Det skal bare være, som om jeg har fået 20 arme mere.

At holde fast i det håndlavede har også noget med en bæredygtig tilgang at gøre, forklarer hun.

- Hvis vi skal holde 50 mand i arbejde, som producerer industrielt, kommer vi simpelthen til at producere alt for meget. Det bliver alt for effektivt. Hvis vi kan holde nogen i gang med at lave noget, som tager tid og har den rigtige pris, betragter jeg det som langt bedre, end at 50 mennesker sprøjter 100.000 enheder ud om dagen.

De senere år har hun også fået mere tid til selv at lave unika. De håndmodellerede ting.

- Det er tit, når jeg modellerer, når jeg arbejder med hænderne, at jeg får ideerne til, hvad jeg kan lave af seriefremstillede ting. Og i det hele taget bare bliver inspireret. Det sætter gang i en trang til at skabe noget. Virkelyst.

Koldt værksted og høns

Det var da også unikaværker og kunstkeramik, men på ingen måde en fabrik i Vietnam, Anne Black havde i tankerne, da hun gik på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.

Hun forestillede sig et keramikerliv, som det, hun havde mødt i 12. klasse på sin Rudolf Steiner-skole, hvor hun havde været i praktik hos en keramiker som en del af sit afsluttende projekt om kinesisk kunst og opdaget, at hun var vild med at forme i tre dimensioner.

- Det var en lidt romantisk forestilling om et liv på landet med have, høns, gummistøvler og varm urtete i køkkenet, når værkstedet blev for koldt.

På skolen havde lærerne advaret om, at man ikke skulle regne med, at man kunne leve af at være keramiker, og i nogle år efter afgang gjorde Anne Black som mange andre og supplerede med et arbejde som underviser i håndværksfag på en Steiner-skole. Men der kom efterhånden godt gang i salget, og hun traf et valg.

- Jeg var halvt keramiker, halvt lærer, og jeg følte ikke, at jeg gjorde noget af det helhjertet, og så valgte jeg at gå keramikvejen.

På det tidspunkt var hendes mand, Jesper, kommet med i virksomheden. Som søn af billedhuggeren Keld Moseholm var det ikke nyt for ham at arbejde med gips, støbninger og former. Egentlig skulle han bare hjælpe i en periode, hvor han var arbejdsløs.

- Jeg tror, at han blev grebet af det. Han fik i hvert fald aldrig rigtig søgt noget andet arbejde, siger hun med et grin.

En lang rejse

Det var også Jesper, der skubbede på for at lægge produktionen ud. Selvom de knoklede i døgndrift, havde de svært følge med efterspørgslen.

- Det var nok også derfor, jeg efterhånden gav mig. Man kan sige, at det var et positivt problem, men hvis man skal kvæles af for meget arbejde, er det måske alligevel ikke det værd - især når man stadig ikke kan leve af det. Uanset hvor meget vi kunne producere, var det svært bare at trække en enkelt løn ud. Derfor måtte vi prøve at arbejde sammen med nogle andre, som kunne lave nogle større portioner af gangen.

De ledte efter samarbejdspartnere i Danmark uden held og endte i første omgang i Tjekkiet. Da de ikke længere kunne følge med, dukkede Vietnam lidt tilfældigt op som en mulighed. En lang rejse med mange udfordringer og spændende ting, der skulle etableres, kalder hun arbejdet med at få gang i produktionen i landsbyen.

Det startede som et Danida-støttet projekt, og de ansatte har fået bedre arbejdsforhold, rent arbejdsmiljø, familieplanlægningskurser, engelskundervisning, barselsdagpenge og lønforhøjelse.

- I kunne jo i princippet bare have konstateret, at der var billig arbejdskraft og ikke taget jer af barselsdagpenge og den slags?

- Ja, men det ville have føltes helt forkert. Det var noget af det, jeg var bange for, da vi begyndte at producere i Vietnam. Hvordan kunne vi holde fast i vores værdier og vise verden, at det ikke bare handlede om billig arbejdskraft? Jeg var bange for, hvad folk ville tænke, men nu er jeg bare megastolt og glad for projektet.

Et spejl af os

- Uha, det er et af de store spørgsmål! Hvad skal jeg næsten svare til det ..., siger hun og holder en lille pause, da hun får spørgsmålet om, hvad det generelt er for nogle overordnede værdier, hun gerne vil have som udgangspunkt. Ordentlighed, når hun frem til.

- At man behandler hinanden, sine omgivelser og verden ordentligt. Vi skal virkelig passe på denne her verden. Derfor kan det af og til være svært for mig at forsvare, at jeg sætter flere ting i gang, fordi det på en eller anden måde er unødvendigt, men vi producerer dem på en ordentlig måde, og vi CO2-kompenserer vores produktion. Som det ser ud nu, kan vi ikke lave 100 procent bæredygtig produktion, for det er svært at ændre på, at keramik skal brændes, og at man udleder CO2 på det, men hvis man samtidig kan plante en masse skov, investere i vedvarende energi og give nogle mennesker en god arbejdsplads, kan det måske alligevel forsvares.

- Måske har vi også brug for at have ting omkring os, som fortolker vores nutid? Hvis jeg skulle sidde og drikke kaffe af min oldemors guldmønstrede mokkakopper og læse ”Hjortens flugt”, ville jeg synes, at det var svært at se mit eget liv i det ...

- Ja, det er svært at lade være med at udvikle sig. Menneskeheden flytter sig hele tiden, og jeg tror, at det er det, som berettiger, at der bliver lavet ny kunst, nyt design, nyt tøj: Vi skal spejle os i det, og det skal spejle, hvem vi er.

Passion og forpligtelser

Ansvar er en anden værdi, som dukker op. For eksempel ansvaret for, at der bliver ved med at være arbejde til medarbejderne i Vietnam.

- Med ansvar ryger en del af friheden. Så er det måske en anden form for frihed, men man kan ikke bare lukke og låse, selvom man nogle gange kan tænke: ”Nu gider jeg simpelthen ikke det her mere, nu er det for besværligt. Rend mig et vist sted”. Men så må man bare lige dreje hovedet en halv omgang, så man kan se, hvad det er, man efterlader, og så må man op igen.

Har du nogensinde tænkt: ”Jeg hader keramik, jeg hader ler”?

- Nej, det har jeg ikke, men jeg har tænkt, at jeg hader min virksomhed og mine forpligtelser og haft lyst til at løbe væk fra det hele. Men jeg tror, det er ret normalt. Selvom jeg er lykkedes med at komme til at leve af det, som er min passion, er det nogle gange bare et irriterende stykke arbejde, der skal laves.

---

Fakta: Blå bog

Anne Black er født i 1971 og opvokset dels i Silkeborg, dels i Palleshave på Midtfyn.

Uddannet på glas- og keramiklinjen på Institut for Unika på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1996.

Blandt andet kendt for sine smykker, håndtag og knager i porcelæn samt stel som Black is Blue og Stripes.

Gift med Jesper Moseholm, som er uddannet økonom. Foruden keramikvirksomheden driver parret også butikken Black.

De har tre børn og bor på Frederiksberg.

---

Fakta: Tre designere og kunsthåndværkere, der inspirerer Anne Black

-

1. Keramiker Morten Løbner Espersen

- Jeg skal forhåbentlig lave et samarbejde med ham. Han arbejder skulpturelt og laver blandt andet kæmpestore krukker med vilde glasurer i alverdens farver, så vi arbejder helt forskelligt. Jeg tror, det kan være vildt spændende, inspirerende og sjovt, for jeg kan godt lide, når folk laver ting, som slet ikke minder om mine.

-

2. Designer Akira Minagawa

- Jeg har lavet unikaprojekt med ham, og det var det, som for alvor satte skub i, at jeg tog det alvorligt at få lavet unika. Jeg har haft svært ved at give mig selv tid til at gøre det, men da jeg opdagede, hvad det gav, tænkte jeg: ”Det skal jeg. Det er vigtigt”.

-

3. Keramiker Marianne Nielsen

- Jeg beundrer Mariannes evne til, med forskerens minutiøse tilgang, at fremstille skønhed i keramikobjekter, som er imitationer af blandt andet naturgenstande, blomster, fjer og planter.

Annonce
Det er meningsfuldt for Anne Black at lave produkter, som bliver brugt. - Selv når jeg arbejder med unika, er det ting, som på en eller anden måde har en brugsværdi. Det er objekter, som, jeg synes, er smukke at se på, men som også har en eller anden funktion, siger hun. Foto: Carsten Lauridsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce